Ringkøbing Fjord Rundt

Udgivet 28-08-2016, tags: gravel | MTB |

22 Baghjulere var med på klubturen Rinkøbing Fjord Rundt på MTB i dag - det blev en stor succes i bedste Baghjulsånd.

Henrik S. Pedersen var initiativtager til turen og han havde meldt ud, at der ville blive kørt i roligt tempo, med tid til hygge og i samlet flot. Det kom til at holde stik og det var en fornøjelse at opleve, hvordan de stærke ryttere trådte i karakter, trak, gav lå og gjorde det muligt for gruppen, at komme rundt i samlet flok, trods niveau forskelle.

Henrik havde forudbestilt middag hos Ristorante Italia i Ringkøbing, hvor vi blev godt modtaget, selvom vi var meget våde og ulækre, for formiddagen båd på en tordenbyge.

middag

Lokalet emmede af våd gnu, folk smed (delvis) tøjet, nogen tørrede vådt tøj på radiatorerne, gulvet sejlede af vand - ikke desto mindre blev vi serviceret i alle ender og kanter og maden var god - og i øvrigt på klubbens regning, pga. klubtilskuddet. Tak for mad!

Da middagen var spist, var regnen hørt op og vi tørrede i modvinden og blev varme i solen. Herunder venter vi, ved en af dagens punkteringer.

fempunkteringer

Vi cyklede gennem nogle meget smukke områder, bla. Skjern Enge, hvor vi skulle passere de to trækfærger, hvor man ved hjælp af en line kan trække sig over Skjern å til øen Kalvholm. Det gav anledning til megen grin og forsøg på at få farten op over 3,5 km i timen.

faergetraek

Her fik vi set de vilde heste, som løb med os på stien foran os - et meget flot syn.

cykler med heste

Desværre havde vi 3 styrt under turen, hvor der dog ikke kom nogen til skade. Karlo forsøgte at nedlægge et vejskilt (det lykkedes ikke - skiltet nedlagde Karlo i stedet).

ringkobin fjor rundt mtb1

Kirsten tog et hovedspring ind i en hybenbusk og Poul Erik røg i en kantsten (af den slags der absolut INGEN gavn går på en cykelsti). Det kunne være gået meget værre - heldigvis slap også han med overfladiske skrammer.

I Bork Havn gjorde vi holdt i solen og fik en is og Dennis konverserede de tyske turister (for at bakke lidt op om bruttenationalproduktet).

Turen blev 95 km lang. Kun 2 gad tage en lille rundtur, for at få 5 km mere på og runde 100.

En dejlig dag på cyklerne - herfra, en stor tak til Henrik for initiativet og for at arrangere turen.

Skulle nogen have lyst til at cykle turen kan I download GPX fil til Garmin her.