Gruppe D

Udgivet 04-06-2023, tags: Gruppe-D | hygge |

Det er så FEDT, når der en gang imellem - og det sker heldigvis ofte - er en klubkammerat der tager teten og laver noget særligt for sine klubkammerater - en lang tur, f.eks. Det gjorde Dorte for gruppe D denne søndag. Der var ellers ingen turleder på planen, men Dorte meldte sig et par dage i forvejen på banen i Facebook gruppen "Baghjulet Gruppe D". Hun inviterede gruppedeltagerne ud på en lidt længere tur op omkring Bogense.

Vejret lovede rigtig flot. Og Dorte forsikrede:

Der ville blive et bagerstop!

Således briefet på forhånd, mødte 16 gruppe D'ere op med penge og madpakker i baglommen.

 

Så' der fotosession

Ja - 16 gruppe D'ere på tur. At cykle 16 sammen stiller krav til god kørsel. Det øver vi os løbende på i gruppe D og vi bliver bedre og bedre hen på sæsonen. Det handler om at cykle pænt 2 og 2, at holde bane, at holde hinandens Baghjulet, at holde det jævne tråd. At trække godt ind ved hjælp af lynlås-princippet, når vi møder modkørende trafik.  I det hele taget, at de forreste ikke "sprænger gruppen" og at dem der ligger i bagtroppen kommer godt med op.

Og rulleskift! Så vi skiftes til at "hænge nede i elatikken" på de dårlige pladser.

Og ja - vi ved det godt - det billede Jan har taget af os herunder, ligner ikke den smukkeste gruppekørsel (man aner en rytter i 3. position derned agved. Det kunne udløse både lynchstemning og shitstorm på Facebook og foto-censur) - men lige der var der fotosession. Vi havde sikret os, at der ikke var et øje på vejen, ud over os selv og vi kørte langsomt. Vi ville nemlig have et gruppebillede i kørsel med hjem.

Straks fotografen var tilbage i formationen, rettede vi ind på plads - På ama'r Halshug!

Vi kørte rigtig pænt og var stolte af os selv og hinanden.

Dorte er jyde og havde Fyn-turen her til Bogense i sin Garmin. Hun råbte til højre og venstre, dirigerede os ud på de smukkeste bitte-små landeveje, hvor der vitterligt nærmest ingen trafik var på sådan en søndag formiddag og holdt i det hele taget hård hånd over gruppen. Selvfølgelig ikke helt uden kammeratlig mobning, for et par U-turns fik vi også.

Vi kørte nord om Bogense og forbi Gyldensteen Gods, hvor vi holdt en smuk pause. Herfra gik det videre i en sikker enkeltkolonne ind mod Bogense by, hvor bageren ventede.

Pause!

Jubiii - Baghjulere elsker bagerstop.

Blødt brød og cacaomælk - og en god hyggesnak.

Hjemturen til Middelfart forløb super fint og inden vi så os om, stod vi ved Rema i Skrillinge og kunne tage afsked med hinanden efter 90 gode kilometer i rigtig godt selskab. Hvor havde vi gjort det godt!

SÅ langt kører gruppe D ikke hver søndag!

Og det skal vi heller ikke.

Gruppe D cykler i 2-2½ time og med en gennemsnitshastighed, der ligger mellem 24 og 27 km/t. Denne søndag landede vores gennemsnitshastighed på 25,5 km.

Tak til Dorte for initiativet.

 

Vil du være med i gruppe D?

Så er du velkommen i vores Facebook gruppe, hvor vi er gode til at skrive til hinanden og slå ekstrature o.a. op - du finder os her.

Støt dem, der støtter Baghjulet