Sikker på cykel ..

Udgivet 18-04-2021, tags: Sikkerhed | Sæsonstart |

Velkommen til alle de nye i Baghjulet - og velkommen til alle de gamle. Det er så dejligt, at vi endelig - efter en noget ambuteret sæson sidste år - må cykle sammen i grupper igen.

Det er også en god anldning til at repetere et par af Baghjulets sikkerhedsregler.

 

 

1. De hurtigste grupper kører først ud af pladsen

Af sikkerhedsmæssige grunde har vi den regel i Baghjulet, at de hurtigste grupper kører først ud af pladsen. Det betyder, at landevejsgruppe hhv. A, B C og så fremdeles, kører ud før grupperne D, E og F.

Årsagen er, at vi gerne vil undgå, at de langsommeste grupper "danner prop" ud af byen og at de hurtigeste grupper risikerer at skulle overhale de langsommere, med risiko for, at grupperne derved kommer til at ligge 3 og 3 eller 4 og 4 på vejen.

Derfor husk, kør ud på landevejsturene i rækkefølgen A, B, C, D, E og F.

 

2. Store grupper kan med fordel deles i 2

Hvis grupperne er meget store, kan der med fordel opdeles i 2 grupper, der cykler med nogle hundrede meters afstand af hinanden og er der mere end 20 SKAL der opdeles.

Opdeling i 2 grupper
Sikkehedsopdeling i 2 grupper, der ligger med afstand til hinanden.

Turlederen ligger i forreste gruppe.

Det er en fordel, at én eller flere af de stærkeste ryttere ligger i gruppe 2, således at en kan køre op til første gruppe i tilfælde af defekter el. lign. De 2 grupper cykler turlederens tur sammen.

Fordelen er, at det er nemmere at kommunikere og mere sikkert, at cykle i 2 grupper af 10 fremfor i en stor gruppe af 20.

 

3. Enkeltkolonne over Den Gamle Lillebæltsbro

Går turen fra startstedet ved Naturcentret i Middelfart mod Jylland, så husk at Baghjulet har den regel, at vi altid cykler enkeltkolonne - én og én - over Den Gamle Lillebæltsbro. Det gør vi af sikkerhedsmæssige grunde, fordi der er smalt og for ikke at fylde for meget, når der kommer gående eller andre cyklister.

 

4. Vi cykler 2 og 2

På mindre landeveje, hvor forholdene er til det, cykler vi 2 og 2 - mere må vi ikke fylde. Pas derfor på, ikke at ligge i 3. eller 4. position.

Pas på ikke at ligge "på vifte", så gruppen kommer til at fylde for meget på vejen.

 

Læs meget mere om sikkerhed på cykel i Baghjulet her.