Medhjælperfesten

Skrevet af Helle Stougård søndag, 11 november 2018. TAGS: Hygge | Klubben | Tak-for-hjælpen-arrangement

Hold nu op, en fest vi har haft!

Det var i fredags, den 9. november 2018, hvor 87 turledere/hjælpere/udvalgsmedlemmer i Baghjulet var samlet til det årlige tak-for-hjælpen arrangement på Huset i Middelfart. Der er unægteligt sket en udvikling i klubben, siden jeg deltog i det første tak-for-hjælpen arrangement i 2002.

hjaelpere 2002

Dengang var en 20-25 hjælpere i Baghjulet inviteret på sejltur med Mira en onsdag aften. Aftens indslag var en gåtur rundt på Fænø, en øl fra kassen og en sandwich.

I fredags var vi 87.

Menuen stod på .... nej, jeg opgiver at remse den flotte 3-retters menu op. Jeg vil nøjes med at sige, at HOLD OP hvor er de gode til at lave mad på Huset. Der var øl, vin og vand adlibitum, amerikansk lotteri med mange flotte præmier og et husorkester, Hanse & Søren Rørbæk, der spillede stille baggrundsmusik ...

.. og tillad mig i den forbindelse at sende en TAK til bestyrelsesmedlem Hans Mogensen for IKKE at hyre den selvfede, italienske troupaour, der blæste vores øregange ud under Toscansk aften på Toscanaturen. Hans havde ellers (drillende!) truet med at booke ham til hjælperfesten.

Aftens festlige indslag var besøg af Mentalist Mikkel Gundersen.

hjaelperfest tryllekunstner2

Mikkel Gundersen tryllede og demonstrerede, at han kunne gætte alt fra vores dankort-koder til navnet på vores første kærlighed.

Jeg skal hilse fra Anne Grethe Chistensen, som på billedet til venstre herunder, var på "skafottet" sammen med Grethe Bech-Jensen, og sige: Det var SPOOKY. Meget.

(Heldigvis fik Anne Grethe aflad for ungdomsminderne, med en god gang MTB Tekniktræning med AP næste dags middag).

hjaelperfest tryllekunstner

Og hvis nu der sidder nogle medlemmer derude, og ærgrer sig over, at de ikke var med til hjælperfesten, så er der råd for det. Det eneste du behøver at gøre, er at melde dig hjælper til et af Baghjulets mange arrangementer. Du kan også melde dig som turleder, når turledersæsonen starter op igen og det gør den om bare 4 måneder.

Så derfor: Op ad sofaen, ud af busken - engager dig i din klub. Det er dejligt at være med i klub, hvor så mange vil være med til, at få tingene til at ske.

Vi har det sjovt, både til arrangementerne - og til tak-for-hjælpen-arrangementet, hvad enten det nu ender med at blive en stor fest eller bare en øl fra kassen.

Tak for en hyggelig aften!

Efterlad en kommentar

Du kommentere som gæst. Valgfri login forneden.