|
Årets Pedeltramper er ikke nødvendigvis en person, der tramper mere i pedalerne end de fleste. Det kan også være ham eller hende, der engagerer sig og præsenterer klubben flot på andre måder.
Bestyrelsen har i år udpeget en person, som opfylder alle tænkelige kriterier for at modtage den ærefulde titel ”Årets Pedeltramper 2009”.
Valget er faldet på Per Møller Madsen fordi han involverer sig i rigtig mange ting i vores klub. Han er altid positiv og konstruktiv og fuld af nye idéer og forslag til tiltag. Han engagerer sig og er en flot repræsentant for MTB gruppens slogan: ”Mountainbike – det kører man da hele året”.
Per er en dygtig mountainbikerytter, som med lethed får alle os andre til at ligne en skovsnegl. Han er irriterende hurtig på sin mountainbike og et flot forbillede for os andre. Han er konkurrencemenneske på den gode måde, men har alligevel altid masser af overskud til at dele ud af sin viden og erfaring til sine klubkammerater. Har man brug for en hjælpende hånd omkring vedligeholdelse og reparation af sin cykel, så hjælper han også gerne her.
Per har for alvor fået sat MTB på dagsorden her i klubben og det har han gjort på en positiv måde. Vi har høstet rigtig mange gode tilkendegivelser på vores forholdsvis nye gruppe M fra andre cykelklubber. Per har en stor fortjeneste for dette.
Per indtræder i Baghjulets bestyrelse ved generalforsamlingen 1. marts 2010 og vi i bestyrelsen glæder os rigtig meget til samarbejdet.
Det er en stor glæde, som en enig bestyrelse, at kunne kåre Per Møller Madsen som Årets Pedaltramper 2009. |