Udskriv siden

Bestyrelsens beretning

Januar
Årets første Vintercup blev kørt den 3. januar i 14 graders frost i området omkring Egtved. Vores vintercupudvalg fortæller, at 38 par fra Baghjulet deltog i sæsonen 2009/2010.

Klublokalerne var under renovering og den første af flere arbejdslørdage blev afholdt i januar. Mange medlemmer meldte sig til at give en hånd, sammen med bestyrelse og materialeudvalg.

Dagholdet havde på det tidspunkt allerede taget forskud på brug af lokalerne, da de holdt nytårskur få dage inde i det nye år.

Februar
Februar stod i generalforsamlingens tegn. Her kårede vi klubbens 21. Pedaltramper og tildelte et aktivt MTB udvalg en aktivitetspris.

Marts
I marts måned fandt Hærvejsturen sted. Jan og Per Allan i Hærvejsudvalget er de bærende kræfter bag turen, hvor omkring 25 deltog. De cyklede fra Viborg mod Middelfart, med et stop for overnatning på Grønnegården i Bryrup.

Efter et par temmelig hårde vintermåneder, med mange aflysninger, nåede MTB by Night at køre et par gange i marts.

Den 13. marts blev Melfar MTB kørt med 120 MTB ryttere til start.

Den 20. marts afholdt turlederudvalget et turlederseminar, med konsulent Janus Jørgensen fra DCU som gæsteforelæser. Janus afholdt en såvel teoretisk og en praktisk del, hvor deltagerne fik nogle redskaber i forhold til kørsel i gruppe og differentieret træning. Vi er en stor klub, med mange grupper og niveauer, men forhåbentlig formåede de enkelte deltagere på seminaret at tage det med hjem, som de kunne bruge i de grupper de cykler i.

Det var også i marts, at Baghjulets bestyrelse indstillede Henrik Andersen fra MCC til Årets Frivillige leder i Middelfart kommune og som I nok husker, var det Henrik der blev kåret.

April
Den 4. april havde vi sæsonstart med suppetur. Det blev en våd og kold omgang, med knap så mange medlemmer til start, som vi plejer at se. Få dage efter havde vi dog tørvejr igen og vi kunne for alvor skyde sæsonen i gang med de nye gruppeinddelinger, som Turlederudvalget havde arbejdet på at få klar.

Træningsudvalgets har de seneste år udbudt flere fællesture til løb. Det gjorde de også i 2010. Den første fandt sted i april. Turen gik til det genopståede Bakkeløbet.

Et af årets helt store og spændende projekter var cykelkurset "Lær at cykle 40 kilometer", som startede i april. En flok frivillige Baghjulere havde påtaget sig opgaven, at træne kursisterne op til at kunne cykle 40 kilometer, som nok er det, der som minimum kræves, for at kunne kaste sig ud på tur med Baghjulets gruppe E. Der var stor opbakning til kurset, som lige fra starten var populært og træningen gik forrygende.

Kurset bragte også nye medlemmer til klubben og det mærkede man blandt andet i Tøjudvalget, hvor salget af klubtøj gik strygende. Tøjudvalget gjorde en god indsats for, at få vores blå klubdragter ud på landevejene og flere gange i løbet af året blev medlemmerne budt ind i butikken med kaffe og rundstykker.

Maj
Den 2. maj måned havde Leo og 24 timers udvalget en stor flok gæster med på lang træningstur på løbets ruter. Denne tur har været kørt i flere år og er meget populær. Dette år deltog 70 ryttere, bestående af både tilmeldte til 24 timers løbet og Baghjulets egne medlemmer.

Den 9. maj lavede Træningsudvalget deres 2. fællestur. Den gik til Grejsdalsløbet. Efter selve løbet, hvor deltagerne kørte gruppevis og på forskellige ruter, var der øl, vand og pølser på klubbens regning.

Dameudvalget lavede en fælles tøsetur til Silde MTB-løbet, som var Fyns første MTB løb, kun for kvinder. Det blev en god forårsaften i skoven, hvor fuglene sang og myggene bed.

Juni
I juni blev det 7. Melfar 24 løb kørt. 204 personer deltog. Endnu engang var der store roser til arrangementet og til de mange hjælpere.

MTB udvalget afholdt den første af 2 webikecup afdelinger i Middelfart, hvor der var stor begejstring for det udfordrende terræn.

I juni fandt endnu et damearrangement sted. Dameudvalget stod for turen, hvor en lille sluttet kreds på kun 5 deltagere tog op for at deltage i Sveriges svar på Tøserunden - Tjejvättern.

Dagholdet havde stor succes. Gruppen har vokset sig stor. De kører i flere hold og der går rygter om, at de er i forrygende form. Mange har åbenlyst lyst til en cykeltur onsdag formiddag.

Sidst i juni arrangerede Eventudvalget Lillebælt Rundt. Det blev en vellykket tur, hvor der blev kørt omkring 300 km på en weekend.

Juli
Juli er ferietid og al træning fra broen foregår uden turledere og på mere løs og spontan basis.

August
August var ualmindelig travl i Baghjulet. Op til Post Danmark Rundt i Middelfart den 7. august, havde mange involverede haft travlt og også på selve dagen var mange Baghjulere i arbejdstøjet. Arrangementet forløb planmæssigt og der var store roser til alle for en god afvikling af enkelstarten.

Ugen efter blev det Tour de Vestfyn afviklet. Løbet slog endnu engang rekord med 1100 deltagere. Det er fantastisk, at et motionscykelløb kan trække så mange deltagere. Der er ingen tvivl om, at Tour de Vestfyn er et af Baghjulets helt store ”flagskibe”.

11. august stod Baghjulets MTB udvalget for den anden af 2 Webikecups og senere samme måned, afholdt de et 6 timers træningsarrangement for klubbens MTB ryttere.

September
Træningsudvalgets Søren Kjærås er én af hovedkræfterne bag koordineringen af det store Team Lillbäelt, som tog til Ötzthaler Radmarathon i september. Her deltog mange Baghjulere og alle kom godt igennem. Flere sågar med fine tider.

Senere samme måned var flere MTB ryttere fra Baghjulet værter ved Middelfart Kommunes Naturens Dag, hvor byens borgere havde mulighed for, at prøve at komme ud på en guided MTB tur. Der var stor tilfredshed med arrangementet, som rent faktisk gav nye medlemmer til klubben.

Baghjulets Harzen tur sted den 24.-27. september. Det er Bruno og Kim som er de bærende kræfter bag den tur, som er blevet utrolig populær og som der snakkes om længe efter. Vi ved allerede nu, at de gentager succesen igen i år.

Sæsonafslutningen med suppetur ligger i september, relativt tidligt. Vi er ikke nødvendigvis færdige med at cykle, men når den gør det, er det af hensyn til vores turlederplan, som er én af klubbens helt store udfordringer. Vi skal besætte 180 træningsture hen over en sæson, og det giver et behov for ca. 9 turledere pr. uge.

Det lykkedes med hiv og sving i sidste sæson, som altså sluttede med suppeturen 19. september.

Oktober
I oktober blev turledere og udvalgsmedlemmer inviteret til medhjæperarrangement på Bryggen. Her blev der serveret Wienerschnitzler med tilbehør og kold øl, som tak for hjælpen i året der gik.

Den sidste af Træningsudvalgets fællesture til løb gik (traditionen tro) til Alpetramp. Det forlyder, at det øsregnede fra start til slut, så mon ikke suppen var særlig tiltrængt i år?

Også i oktober, bliver der kørt masser af MTB. Fredagsholdet har for alvor slået sig fast og MTB udvalgets tur til Blaabjerg er næsten blevet en tradition. I det hele taget har vores MTB’ere fået etableret en god kultur i vores forum, hvor der bliver truffet mange aftaler om deltagelse i MTB løb forskellige steder i landet.

For dem der foretrækker indendørs træning, arrangerede træningsudvalget Spinning i Middelfart og også i Fredericia området bliver der kørt spinninghold, for de træningsivrige Baghjulere.

I oktober kunne vi byde velkommen til et nyt bladudvalg. Årets sidste blad, blev det nye udvalgs første.

November
I november startede Vintercup sæsonen 2010/2011 op og også MTB by Night havde sæsonstart.

December
December blev kold, med frost og snestorme. Det gav vanskeligheder på skovstier og landeveje. De forskellige hold afholdt julefrokoster og –afslutninger og vores klublokaler blev flittigt brugt.

Årets sidste cykeltur var Champagneturen. Efter cykelturen kom klublokalerne til at danne rammen om nogle hyggelige og sociale timer, hvor der blev skålet i champagne, mens vi ønskede hinanden et godt nyt år 2011.

Bestyrelsen vil gerne sige en stor tak til alle de aktive medlemmer, som er med til at bære denne klub. Tak til udvalgsmedlemmer og til turledere, som trækker et fantastisk stort læs og som er medvirkende årsag til, at vi kan holde det aktivitetsniveau vi har.