Bestyrelsens Beretning 2007
Oktober Året der lige er gået, startede den 1. oktober 2006.
MTB udvalget skød (passende nok) gang i vintersæsonen med en Vintercupaften, som blev afholdt den 10. oktober i FROS’ klublokaler i Fredericia. Formålet var at give noget information om de nye kort og at inspirere med tips og gode råd om hvordan man cykler vintercup. Svend Madsen og Jørgen Spetzler øsede ud af deres erfaring, ved et godt besøgt arrangement.
Vintergymnastikken ved Henrik Obbekjær startede i gymnastiksalen på Middelfart Gymnasium og Baghjulets 2 lukkede spinninghold i Topform gik i gang.
Vintercupudvalget inviterede til vintercup prøveløb. Her kunne debutanter få prøvet af, hvad det vil sige at køre vintercup og alle de garvede kunne få frisket reglerne op.
Et hold Baghjulere havde en klubtur til Blåbjerg MTB løbet. Andre Baghjulere valgte at slutte racercykel-sæsonen med Alpetramp.
Kalenderårets sidste nr. af klubbladet gik i trykken og var som sædvanlig godt fyld med medlemmernes gode cykelhistorier. Uddelere i øst og vest havde travlt med at bringe bladet ud i jeres postkasser.
Trods den mørke tid vi gik i møde, var der stor aktivitet på mange fronter.
November
I november afholdt vi den ordinære generalforsamling, hvor det blev besluttet at lave en vedtægtsændring, der afskaffede tvungen motionslicens i Baghjulet.
På cykelsiden var Baghjulet vært ved sæsonens første vintercup afdeling, som blev kørt i og omkring Erritsø.
Sidst på måneden var en flok MTB ryttere (+ en medbragt fotograf) af sted til Svanninge MTB.
December
Den første søndag i december kørte vi vintercup i Assens.
Senere på måneden inviterede Bruno på Jule MTB tur, denne gang med gæster udefra. Det er dejligt at se, at Bruno’s MTB ture er så populære, at folk fra andre klubber ligefrem ringer og inviterer sig selv!
December 2006 var også måneden hvor Baghjulets 3 nye hjemmesider gik i luften.
På årets sidste dag var omkring 30 Baghjulere af sted på klubbens første ”Champagnetur”, som var en ca 40 kilometer lang cykeltur med det sociale i højsædet. Turen havde indlagt ”Champagne-og-kransekage”-depot, hvor vi ønskede hinanden godt nytår, inden vi cyklede hjem til nytårsfesterne.
Januar
Kort efter nytår kørtes vintercuppens 3. afdeling, denne gang i Billund.
Til trods for januar kulden samledes en lille flok kuldebestandige cyklister stadig til MTB cykling fra broen hver søndag.
Bruno lancerede et nyt initiativ: MTB by night - som var MTB kørsel på en rundstrækning i Madsby Parken. Det blev en ny og anderledes træningstur på en mørk (og våd) vinteraften.
Vi afholdt den ekstraordinære generalforsamling, hvor vi vedtog ændringen vedr. motionslicensen. Det var dejligt at se, at så mange medlemmer mødte op og støttede os i at få det formelle bragt i orden.
I slutningen af januar holdt Eventudvalget stumpemarked, hvor kræmmere og krejlere handlede cykelreservedele af enhver slags. Der var selvfølgelig også kaffe, hjemmebagt kage og socialt samvær.
Februar
Februars vintercupafdeling foregik i Aabenraa.
Sidst på måneden inviterede DCU motion til foredrag med Jens Veggerby, et tilbud som enkelte medlemmer benyttede sig af.
Marts
Marts måned bød på vintercupafslutning i Augustenborg. Baghjulet havde vindere på podiet i flere klasser – men placeringer eller ej – så tror jeg de mere end 30 hold Baghjulere, som deltager i vintercuppen er enige: Vintercuppen er sjov cykling og en god anledning til at komme op af sofaen og ud på cyklen i de kolde måneder.
Lørdag den 10. marts havde Baghjulets dameudvalg 20 kvindelige gæster med på Mountainbike tur. Dameudvalget havde taget initiativ til en fælles cykeltur for pigerne i DCU-motion sydjylland/Fyns klubber. Det blev en hyggelig dag og en god cykeltur, som i øvrigt resulterede i en gen-invitation fra Billund Cykelmotions damer i september.
11. marts afviklede vi Melfar MTB. 100 deltagere mødte op til en forrygende flot forårsdag i Kongebroskoven – Melfar MTB 2007 blev en succes!
I slutningen af marts holdt turlederudvalget et anderledes turleder seminar, med besøg fra Breddekonsulent Bent Nielsen. Han fortalte om kørsel i grupper, paradekørsel og meget mere. De fremmødte turledere fik god inspiration og kyndig vejledning til den forestående sæson.
April
Første weekend i april, drog tropsførerne Per Allan Pedersen og Jan Ager af sted på Hærvejsturen, med en flok deltagere. Denne gang foregik turen i zig og zag hen over den dansk/tyske grænse.
Weekenden efter, skød Baghjulet sommersæsonen i gang med den traditionelle suppetur. Fra da af kørte højsæsonens 2 træningsdage med turledere helt frem til efteråret. Det er en fornøjelse at se hen ved 70 ryttere møde til start i de 4 grupper 2 gange om ugen.
Søndag den 29. april drog en stor gruppe Baghjulere af sted på Bakketur omkring Skanderborg, hvor Skanderborg Cykelklub havde stykket en tur sammen hen over de 1250 højdemeter.
Maj
Den 6. maj markerede vi Baghjulets 25 års jubilæum, ved et arrangement før træningsstart. Der var wienerbrød og kaffe og klubbens stifter Carl Ove, holdt jubilæumstalen.
Samme dag havde Melfar 24-udvalget 50 gæster til lang tur på de 175 kilometer landevej, som løbets 4 ruter strækker sig over.
I kristihimmelfartsferien rejste en gruppe Baghjulere af sted på alle tiders tur til Harzen, hvor de fik kørt nogle kilometer i bakkerne. Lidt ferie og afslapning, blev der vist også tid til.
I tøjbutikken gik salget af Carl Oves klubtøj som ”varmt brød”. Vi prioriterer tøjet højt, og sætter stor pris på Carl Oves indsats, så vi kan se rigtig mange medlemmer iført den pæne blå trøje.
Juni
Den 2-3. juni blev 24 timers løbet afviklet for 4. gang. Knap 210 deltagere kørte tilsammen 98.000 kilometer.
Melfar 24 Hour Cycling Challenge (som det hedder på internationalt) er fra i år blevet en del af den verdensomspændende organisation UMCA. Løbet har for alvor bidt sig fast i bevidstheden hos motionister, der kan li’ at prøve kræfter med maratonudfordringer på to hjul. Flere og flere, også udenlandske klubber, har fået øje på vores løb. I år var der engelsk, tysk, norsk, svensk og amerikansk besøg – sidstnævnte i skikkelse af Drew, som igen i år fik logi hos Per og Rikke i Strib.
24-timers løbet har udviklet sig til et af Baghjulets største arrangementer – ikke nødvendigvis målt på deltagerantal, men derimod på den tid og de hænder, der skal mobiliseres, for at få arrangementet op at stå.
Mens 24 timers løbet blev afviklet herhjemme, løb en anden stor cykelbegivenhed af stablen, nemlig Tøserunden. En lille sluttet kreds af piger repræsenterede de blå farver på Stevns og havde en god tur. Ugen efter var endnu et hold piger af sted – denne gang drog de vestpå til Herning, hvor de gennemførte Lady Tour i øst-sjask regnvejr fra start til slut. Respekt for det!
Højsommeren 2007 var i det hele taget præget af regnvejr – heller ikke Århusturen ultimo juni slap helt fri. Mere end 200 kilometer blev der cyklet tour/retour Århus den weekend. Deltagerne melder om en god og hyggelig tur, som Eventudvalget stod bag.
Juni blev også måneden hvor Nordkapgruppen endelig – efter mange og lange forberedelser, blev sendt af sted på det store togt. Farvel-ceremonien foregik på Fredericias gamle rådhus, hvor der blev taget behørigt afsked og ønsket god færd.
Juli
I Juli måned gav vi turlederne sommerferiefri. Alligevel mødtes en trofast flok Baghjulere søndag og tirsdag juli igennem og fandt sammen på kryds og tværs, om at cykle en tur.
Derhjemme i stuerne havde vi rig mulighed for at følge Nordkapgruppens ridt ned mod Lillebælt. Gunnar Jensen opdaterede dagligt Baghjulets hjemmeside med levende dagbogsberetninger. Vi fulgte opture og nedture i fjeldene og så de fantastiske billeder.
Fredag den 20. juli sluttede den lange cykeltur i Middelfart. Omkring 15 Baghjulere cyklede gruppen i møde og stødte til på Munkebjerg. Herefter blev der kørt i samlet flok hjem til Middelfart, hvor Middelfart Sparekasse og Baghjulets medlemmer stod klar med en lille velkomstceremoni.
Nordkapgruppen har vist, at de har ”Viljen til at ville”. Stor respekt for det flotte arrangement, som ud over at give deltagerne en kæmpestor oplevelse, også skaffede Baghjulet og sponsorerne positiv omtale og opmærksomhed.
August
August står i Tour de Vestfyns tegn. Omkring 780 deltagere var ude at cykle – heraf næsten 50 af vores egne medlemmer. Tour de Vestfyn er blevet en tradition for rigtig mange mennesker i lokalområdet.
Sidst på måneden inviterede turlederudvalget til medhjælperaften i Madsbyparken. Mange var desværre forhindret, så der var ikke helt det antal medhjælpere og udvalgsmedlemmer, som ellers så flot havde fortjent at være der. Men dem der kom, havde en hyggelig aften med god grillmad, øl, vin og hyggesnak.
Herhjemme demonstrerede Baghjulets medlemmer deres glæde ved motionscyklingen, på mange forskellige fronter. Der blev taget initiativ til ekstraordinære lange ture i flere af grupperne. En flok stillede op ved Fyn Rundt. Ved Cube Bikes 24-times MTB, kørte et hold Baghjulere mountainbike i 24 timer.
Også de udenlandske løb, blev der prøvet kræfter med. I Belgien gennemførte 17 Baghjulere f.eks. Claude Criquelion og havde alle tiders klubtur til Ardennerne.
September ´
Vi var nået til sepmteber.
1. september afholdt vi sammen med 7 andre foreninger en aktivitetsdag ved Kajakklubben Strømmen. Arrangementet var målrettet på deltagelse af handicappede. Vi fik – i et samarbejde med DCU´s breddekonsulent – præsenteret vores sport. Til lejligheden havde vi lånt DCU´s 14 MTB cykler.
Sommersæsonen rindede ud og traditionen tro sluttede vi med en suppetur.
Årets 12 måneder har igen i år været præget af aktiviteter på alle fronter. Ikke alene er der blevet kørt i tusindvis af kilometer på landeveje og skovstrækninger. Vores korps af turledere har ydet en stor og helhjertet indsats sæsonen igennem – I er selve kernen i vores træningsstruktur. En stor tak til jer alle sammen for indsatsen.
Også en stor tak til alle jer, der har bidraget med jeres tid, jeres hænder og jeres idéer i de 12 arbejdsudvalg.
Tak for alle initiativerne – uden jer, var Baghjulet ikke den samme klub.
Tak for samarbejdet og tak til alle jer her i salen for et godt cykelår.
Jan