Beretning 2005
Januar:
Vintercuppen er som altid med i beretningen, idet Baghjulets medlemmer ynder at vedligeholde formen på denne sjove og sociale facon.
I år som gennem flere år med størst antal deltagende hold (29) i Områdets gode arrangement.
Klubaftenerne første onsdag i måneden henover vinteren tror jeg er kommet for at blive, idet en del medlemmer benytter møderne til både almindeligt hyggeligt samvær, og til udveksling af info samt gensidig inspiration.
Lørdag den 29. var jeg til årsmøde i Området i Bramdrupdam.
Om søndagen havde MTB-udvalget med Bruno i spidsen arrangeret et rigtigt godt kursus i MTB køreteknik under den gamle bro. Mange fremmødte kunne afslutte en lærerig dag med dejlig varm suppe inden hjemturen!
Februar:
Atter vintercup og klubaften på programmet i starten af måneden.
MTB-Melfar-løbet måtte desværre aflyses p. gr. a. rigtigt dårligt vejr som umuliggjorde afviklingen. Godt at vi har både spinning og Henriks gymnastik at ty til!
Marts: Efter 5. og sidste afdeling af vintercuppen søndag den 6. marts, som Baghjulet i øvrigt arrangerede, kan jeg fortælle om følgende fine placeringer:
Grp. A 4. pl. til Kasper K. Jacobsen/Les Ager
Grp. B 2. pl. til Peter Knudsen/Per Maynthuzen og 3. pl. til Nick Sørensen/Leo Jensen.
Grp. D 1. pl. til Per Allan Pedersen/Jørgen Spetzler.
Grp. E 3. pl. til Tina Poulsen/Kim Johansen
Grp. G 3 pl. til Grethe Jensen/Ellen Pedersen. Tillykke til jer alle sammen!
Igen i år har vi gode chancer for fine placeringer, idet vi sætter ny deltagerrekord med 32 deltagende par. Meget flot!!
MTB-Melfar var i år blevet til en del af en løbsrække, Nishiki-Cuppen, i et forsøg på at tiltrække flere deltagere. Med en cykel som hovedgevinst for mest deltagende rytter i løbsserien nåede vort eget løb op på 80 deltagere. MTB-Melfar
blev i år afviklet 2. påskedag, en termin som man vil forsøge at holde fast i.
April: Måneden startede med den traditionsrige Hærvejstur i den første weekend, dvs. i år var turen fornyet idet den kørtes på Gendarmstien i Sønderjylland. 22 deltagere fik sig en fantastisk oplevelse i to dage med et utroligt flot vejr!
Onsdag den 6. var alle klubbens udvalg så repræsenteret ved det årlige evalueringsmøde i Østregades Forsamlingshus. Her fik bestyrelsen rigtig gode input, og indblik i hvad der rør sig i udvalgene. Dette er en meget vigtig aften, da der uddeles ros og ris samt gensidig inspiration på en respektfuld måde, så klubben også fremover kan fungere på samme positive og aktive facon.
Allerede samme uge om lørdagen var turlederudvalget så på banen med det årlige turlederseminar på Karoline, forummet hvor rygraden i afviklingen af vore træningsture bliver vendt en ekstra gang, nye tanker fra nye turledere kan luftes, ligesom gældende instrukser kan opdateres. Afsluttes traditionelt med æggekage og efterfølgende cykeltur så teorien kan afprøves i praksis. Tak for god tilslutning fra såvel gamle som nye turledere!
Så næste morgen varder sæsonstart hvor rigtig mange mødte frem til årets første officielle træningstur med efterfølgende suppe.
Maj: Måneden hvor der virkelig trænes igennem m.h.p. deltagelse i motionsløbene rundt omkring.
Dejligt at se et øget fremmøde til træning, med deraf følgende superform for rigtig mange medlemmer!
Desværre også måneden hvor et indkaldt møde med Skole og Kultur resulterede i at vi ikke kan forvente at være i Østergade med udgangen af 2006! Huset skal omdannes til åbent aktivitetshus for byens borgere.
Bestyrelsen arbejder med flere forskellige bolde i luften, men 1. prioritet er at prøve at opnå en ny kommunal aftale om at lokaler stilles til rådighed. Andre muligheder undersøges sideløbende, og klubblad/hjemmeside vil bringe informationer om udviklingen i sagen.
Juni: Melfar 24hour Challenge havde i år godt 60 deltagere som fik sig en ordentlig herretur i et døgn hvor den danske sommer viste sig fra den helt barske side, og det selv om vi havde besøg helt fra USA. Rob Schaller og alle de andre blev sat på en hård prøve med masser af regn og blæst, men utroligt nok tog de fleste det med godt humør, og arrangørerne kan bryste sig af positive tilbagemeldinger både hvad angår forplejning og arrangementet som helhed.
Så var vejret pigerne lidt mildere stemt på Sjælland hvor et dusin Baghjulere viste de blå trøjer og hvordan man kører på cykel i Tøserunden. Pigerne kom rundt med et snit som mange af fyrene vist godt ku’ være midsundelige på.
Midt på måneden tog et halvt dusin af gutterne så på en kanon tur til Michigan for at tjekke 24-timersløbet som gav Leo inspirationen til vort eget løb. Det blev en oplevelse de sent glemmer med fine resultater, og et dejligt møde med de ualmindelige gæstfri amerikanere.
Lillebælt Rundt er en tur som har bidt sig fast, en skøn tur ned gennem Sønderjylland udover Als, så en lille sejltur og hjem gennem det Sydfynske! En lille snes Baghjulere hyggede sig i hinandens selskab. Stor tak til Børge for dette arrangement.
Juli: er måneden hvor de fleste nok holder ferie, men ikke mere end at der altid er nogle som er friske på en træningstur. Der blev improviseret rigtig mange ture/km i dette års feriemåned!
August: I samarbejde med Middelfart Cykelklub og Panoramabiografen tilbød vi de to klubbers medlemmer samt indbudte gæster en spændende filmoplevelse onsdag den 10. Bjarne Riis’
Overcoming med efterfølgende kommentarer v/ Jonny Weltz blev overværet af en fyldt spørgelysten sal.
Dagen efter var klubben vært ved den årlige komsammen for turledere og udvalgsmedlemmer. En dejlig aften som foregik på det Gamle Træskibsværft med guidet rundtur og spændende fortællinger om værftets historie, efterfulgt lækker grillmad som Bruno og Liselotte trakterede med til alles store velbehag.
Om lørdagen i samme uge var det så blevet tid til Tour de Vestfyn, hvor Kaj og co. leverede et super cykelarrangement! Næsten 650 deltagere cyklede ud på de fire flotte ruter med udgangspunkt fra Kappelsbjerg, da årets udgave jo var en del af indvielsen af byens nye Kulturø. Jo, her var Baghjulet igen med til at sætte farve på byen!!
September:
Går sæsonen så småt på hæld, og søndag den 18. kørte vi så den sidste træningstur på landevej med turledere, her vil jeg gerne benytte lejligheden til at takke alle jer turledere for jeres gode indsats med at holde styr på grupperne henover året. Der har været mange gode og sikre ture at nyde for vi andre som jo bare behøver at træde i pedalerne og lade os lede rundt i landskabet!
Som vanligt sluttede vi af med suppe og lidt hyggesnak i Østergade. Ca. 35 deltog.
Oktober: Klubaftnerne første onsdag i måneden i Østergade startede i år med at Leo og Kaj viste billeder fra turen til USA (fra 24 timersløbet) så der var fyldt med folk på 1. sal som hørte og så om en interessant oplevelse.
Indendørs træningen er ligeledes startet med Henriks gymnastik på Gymnasiet tirsdag kl. 1900, og spinning i Top form på Jyllandsvej torsdag kl. 1830 og 1930, begge steder med mulighed for virkelig at ”overvintre” noget af den form du møjsommeligt har opbygget hen over sommeren.
Atter i år var Eventudvalget klar med en veltilrettelagt klubfest i Strib
Forsamlingshus med underholdning, lotteri med masser af sponsorgaver og levende musik. Festdeltagerne dystede i konkurrencer med mulighed for at vinde gul, grøn eller prikket trøje i bedste Tour de France stil. En festlig og social aften hvor der var plads til mange flere deltagere!
Måske er fest ikke lige det vi er til i klubben?
Til gengæld var ikke mindre end 22 par på banen til et velarrangeret prøveløb i vintercup, og det til trods for at regnen væltede ned. Jan Ager og Peter Knudsen skal ha’ tak for den praktiske tilrettelæggelse, og MTB udvalget for at det gode initiativ stadig bliver holdt i hævd!
Sluttelig vil jeg på bestyrelsens vegne gerne takke alle de medlemmer, som gør det muligt at klubben kan tilbyde så mange gode oplevelser året igennem. Uden jeres hjælp ville dette ikke kunne lade sig gøre. Specielt sikkerheden under træningsturene ønsker vi stadig at holde fokus på, således at uheld undgås og færdselsreglerne overholdes. Turlederne er os alle en stor hjælp i den sammenhæng, derfor tak for en god indsats fra jer i det forløbne år!
Jeg vil også gerne sige tak til jer i bestyrelsen for året der er gået. Det er en stor klub vi bestyrer, men I yder en stor og seriøs indsats, og det er en fornøjelse at arbejde sammen med jer.
Tak for et godt år!