Udskriv siden

Beretning 2004

Januar:

Året startede som vanligt den første søndag med 3. afd. af Vintercuppen, og traditionen tro mønstrer klubben flest deltagere fra Område Sydjylland/Fyn.

Onsdag d.21. hører 30 medlemmer Henrik Andersen fra Polar holde et interessant foredrag om pulstræning. Træningsudvalget havde arrangeret denne spændende aften.

Torsdag den 29. besøgte jeg Pedalleur du Charme i Odense for at fortælle lidt om hvordan man kan danne udvalg i en klub a la det Baghjulet praktiserer.

Lørdag den 31. var jeg til Årsmøde i Område Sydjylland-Fyn.

Februar:

Søndag den 1. igen til en Vintercupafdeling.

Mandag den 2. afholdt vi førstehjælpskursus i klublokalerne i Østergade, specielt med henblik på at kunne agere fornuftigt ved uheld under træningscykelturene.

Her må jeg sige at fremmødet var meget lille, men heldigvis har vi da været forskånet for alvorlige uheld, også i denne sæson.

Lørdag den 7. havde vi den første gennemkørsel af den lange rute til Melfar 24 Hour Cycling Challenge, en ambitiøs ide fremsat på sidste generalforsamling, og nu virkeliggjort gennem en ihærdig indsats fra idemanden Leo + plus mange gode hjælpere.

Søndag den 22. havde 122 deltagere valgt at starte i MTB-Melfar i strålende solskin. Løbet blev afviklet med start fra Marinaen, en nyskabelse som minimerer kørsel på asfalt, og noget som faldt i deltagernes smag.

Marts:

Vintercupfinalen blev præget af Baghjulets 30 deltagende par med en 2.plads i klasse A ved Peter Hermann og Chr. Riis, i klasse F ligeledes en 2.plads til Karen og Børge Iwersen og en flot 1.plads til Per Allan Pedersen og Jørgen Spetzler i klasse D.

Område Sydjylland/Fyn afholdt den 9. et velbesøgt kaptajnskursus i Odense med deltagelse af et par stykker fra klubben.

Lørdag den 27. dannede Karolinecafeteriaet igen rammen om turlederseminaret. Mange nye , men også rutinerede turledere koordinerer indsatsen for den kommende sæson ved et hyggeligt møde med efterfølgende cykeltur.

Mandag den 29. afholdt vi evalueringsaften for udvalgsmedlemmerne i Østergade. Ca. 30 udvalgsmedlemmer brugte en aften på at evaluere den store indsats som er blevet gjort i det forløbne år, til glæde og gavn for os alle!

April:

Den første weekend i april ser alle MTB-ere i klubben meget frem til!

Den traditionsrige Hærvejstur blev igen et hit med små 30 deltagere. Trods en meget regnfuld afslutning en herlig oplevelse for disse naturelskende cyklister!

På en højhellig Påskedag samledes ca. 70 tændte motionister ved broen til sæsonstart. Efter turen samledes deltagerne i Østergade til en tallerken dejlig varm suppe.

Maj:

Med 24 timers løbet forude var det oplagt for træningsudvalget at tilbyde lang tur første søndag i maj. 2 grupper på tilsammen 20 M/Ker startede fra Færøvej, én som cyklede hele Fyn rundt, og én som cyklede det halve Fyn rundt. Alle havde en go’ tur i perfekt vejr!

Måneden bød i øvrigt på hektisk mødeaktivitet for styregruppen af 24timersløbet!

Juni:

14 tøser fra Baghjulet tog i år udfordringen op på Sjælland i Tøserunden! Turen til Køge har efterhånden udviklet sig til at blive en velbesøgt tradition, et mål som i høj grad er med til at give motivation under forårets træning. Og flittige på cyklerne har I været piger, det ser man på tiderne på resultatlisten.

Spændingen var stor for såvel arrangører som ikke mindst deltagere i Melfar 24 Hour Cycling Challenge lørdag morgen d. 5. kl. 0800!

Af 56 tilmeldte blev de 54 skudt af sted af Middelfarts førstemand, borgmester Steen Dahlstrøm.

Den ultimative udfordring ventede forude, og det er vist ikke for meget sagt at mange fik deres livs oplevelse denne weekend. 24 timer senere kunne en storslået succes fejres af alle deltagerne og arrangørerne. Danmarks første Le Mans for motionscyklister på landevej var flot overstået!

Allerede 3 uger senere var Børge Iwersen så klar med sit nye tilbud: Lillebælt Rundt.

20 medlemmer startede ved broen med kurs mod Sønderborg Vandrehjem hvor overnatning og go’ mad var bestilt, for dagen efter at sejle til Fyn og fortsætte en dejlig social tur nordpå mod hjembyen Middelfart. Et godt initiativ med fokus på Baghjulets kæphest, cykeloplevelser og godt samvær!

Juli:

Måneden står jo i feriens tegn, ikke desto mindre improviseres rigtig mange go’e træningsture også i denne måned.

August:

Den 12. samledes ca. 2/3 af turledere og udvalgsmedlemmer til en spændende præsentation af byens kommende kulturhus/havnefrontbebyggelse med efterfølgende dejlig grillmad i telt på havnen. Johannes og turlederudvalget havde engageret sig med Bruno og Liselotte til at styre grillen. Tak for en god aften!

Allerede lørdag den 14. kørte næste arrangement af stabelen! Den dag blev vi vidne til Fyns bedst besøgte motioncykleløb i år, nemlig et Tour de Vestfyn med ikke mindre end 727 betalende deltagere!! Et stort tillykke til hele TdV-gruppen med hjælpere skal lyde ved denne lejlighed.

Kvalitetsløb kan stadig trække motionisterne til, endda i stigende antal som vi bemærker!

Den 28. havde klubben så en flok ambassadører i blåt ved Marselisløbet i Århus, og vel at mærke af den kønne slags! Pigerne fra klubben (gjort følgeskab at et par herrer) havde atter koordineret en samlet tur ud i landet, noget som vi mænner i den kommende sæson måske skulle søge at gøre dem efter. At dømme efter beretningerne gir det deltagelsen et ekstra pift med den fælles oplevelse.

September:

Søndag den 12. var så sidste officielle træningsdag på landvej, hvilket jo traditionelt vil sige ”suppetur”. Ca. 45- 50 mødte frem trods ”blandet” vejrudsigt.

Vejrliget udviklede sig sådan, at de som fik suppen virkelig fortjente den.

Lørdag den 18. varder aktivitet på to fronter på samme tid.

Lions havde planlagt livsstilsdag i Lillebæltshallen for de indkørte sponsorkroner fra 24-timersløbet. Vi var et par stykker fra Baghjulet som repræsenterede motionen i den sunde livsstil. Derudover kunne besøgende få målt blodtryk, blodsukker og lign. samt få gode råd af div. eksperter om sund livsstil. Et højaktuelt tema for moderne danskere!

Samme dag havde 18 medlemmer sat hinanden stævne på Falsled Vandrehjem for at opleve den hyggelige stemning som er kendetegnende for denne weekendtur, hvor det sociale mikses med en skøn cykeltur i de midtfynske bakker.

Allerede dagen efter om søndagen var der atter at fint tilbud fra klubben, idet Bruno som så ofte før, havde taget initiativ til en MTB- udflugt til skovene syd for og omkring Silkeborg. 14 deltaqere fik en dejlig blanding af god træning og en super naturoplevelse.

Lørdag den 25. stod eventudvalget atter bag årets klubfest i Strib Forsamlingshus.

Man kunne ønske sig at flere ville unde sig selv denne oplevelse, levende musik og fremragende underholdning leveret af bl.a. vore egne klubmedlemmer, en meget festlig og social aften med lejlighed til at mødes i ”civil”. 58 personer fik den oplevelse.

Oktober:

Træningsudvalget med Leo i spidsen har igen i år præsteret det indledende benarbejde, så vi fra torsdag d. 7. startede spinning på 2 hold i Lillebæltshallen. Der er stadig ledige pladser, stemningen er i top, og Klaus sørger for at træningen er ligeså, så tag en rask beslutning, lad os ses i hallen.

Søndag den 17. kunne vi på initiativ fra MTB- udvalget i samarbejde med Les Ager som hovedbagmand igen i år tilbyde en prøvevintercup. Arrangementet blev trods megen regn en velbesøgt succes med i alt 33 deltagere. Efter både teori og praktik afsluttedes den gode dag i Rolund med dejlig varm suppe.

Tirsdag den 19. startede vi vintergymnastik på gymnasiet, i år under ledelse Henrik Obbekær. Her er alle tiders mulighed for at vedligeholde, ja måske endda forbedre sin kondition med Henriks effektive træning. Og der er endnu ledige pladser, så gør noget godt for dig selv, MØD OP.

Mandag den 25. afholdtes der møde i områderegi for især nye arrangører af M- cykleløb specielt med henblik på sikkerhed. Som I måske har bemærket, har der i år været et par dødsulykker. Peder Pedersen fra DCU indledte med et godt foredrag om emnet, hvorefter forsamlingen udvekslede erfaringer og ideer til øget indsats på dette vigtige område. Et godt initiativ fra område Sydjylland/Fyn under DCU.

Sluttelig vil jeg på bestyrelsens vegne gerne takke alle de medlemmer, som gør det muligt at klubben kan tilbyde så mange gode oplevelser året igennem. Uden jeres hjælp ville dette ikke kunne lade sig gøre. Specielt sikkerheden under træningsturene ønsker vi stadig at holde fokus på, således at uheld undgås og færdselsreglerne overholdes. Turlederne er os alle en stor hjælp i den sammenhæng, derfor tak for en god indsats fra jer i det forløbne år!

Jeg vil også gerne sig tak til jer i bestyrelsen for året der er gået. Det er en stor klub vi bestyrer, men I yder en stor og seriøs indsats, og det er en fornøjelse at arbejde sammen med jer.

Tak for et godt år!

Martin