Udskriv siden

MCC til kamp mod de lokale MTB kørere

Af: Hans Henrik Husted, MCC

Lørdag den 15. marts kl. 13.30
var tidspunktet, hvor flere af MCC’s medlemmer var klar til at tage kampen op mod lokale MTB-kørere.

Inden vores nyvalgte formand, Ole Dam
og jeg spadserede den aftalte rute igennem kl. 10.00, havde vi en forhåbning om en noget tørrere rute end Melfar MTB weekenden forinden. Et par dage med tørvejr, lidt track-pleje torsdag med en spade samt en fantastisk fredag med forårsvejr havde også hjulpet lidt; men ikke så meget som ønskeligt. De få steder, hvor vores rute var sammenfalden med Melfar-ruten var fortsat våde. Men dog absolut en rute, der var god – fysisk hård med mange stigninger; en lang teknisk passage ad small fedtet single-track på ujævn skovsti, afsluttende med stejl nedkørsel med et 100 grader venstresving i bunden, og en 300-400 meter flad skovvej, hvor man kunne vælge at få pulsen lidt i ro igen.

Udfordringen var tilrettelagt som et 60 minutter løb
hvor tidtagningen begyndte efter første passage af omgangs-tælleren / målstregen.

Vi skulle så køre omgange á 3,1 km, i max 60 minutter + omgangen færdig, dvs. samme princip som også bruges ved Ghostcup-løb og MTB vintercuppen ude i Varde. Invitationer var forinden sendt ud til klubber i hele den nye Middelfart Kommune.

Heldigvis for alle MTB interesserede er Ghostcup Fyn blevet etableret – uheldigvis havde de placeret 2. afdeling i Vissenbjerg på samme dato som vores arrangement. Alligevel lykkedes det at samle 11 kørere ved vores klublokaler lørdag eftermiddag. Efter indskrivning kl. 13 kørte alle i samlet flok til startområdet ved Gals Klint Camping. Inden start var der tid til en fælles tur, i moderat tempo, rundt på ruten, så alle kunne vurdere, hvor der skulle angribes, og hvor der skulle holdes lidt igen. Trods alt – 60 minutter interval-kørsel kræver alligevel en vis disponering af kræfterne.

Ca 13.30 gik starten så i forrygende tempo op af den første stigning forbi målstregen
Og inden vi kom frem til det tekniske single-track var feltet allerede godt splittet. Når man som jeg sidder i bagerste halvdel, hvilket jo er et godt sted at observere de foranliggendes valg af nemmest rute gennem vådt spor, fik jeg sparet lidt kræfter på første omgang. På de næste par omgange fik jeg mere fart i cyklen og rykkede 2-3 placeringer længere frem. Det gik faktisk så forrygende at jeg efter ca. 60 minutter kunne køre op af den sidste stigning mod målet, med Martin kommende stærkt bagfra. Martin ville dog runde målstregen med 5 omgange, og jeg med kun 4. Og hvor Martin suverænt kunne nå at trille ud på den 6.. og hans sidste omgang i ensom majestæt, valgte jeg at stille cyklen efter de 4 omgange i tiden 60.01.

Status på resultater blev, at alle kørte maksimalt
og kan være tilfredse med eftermiddagen. Fremhæves skal naturligvis Martin med suveræne 6 omgange, skarpt efterfulgt af Søren, der pga. tidsgrænsen på 60 min., lige akkurat ikke nåede ud på sin 6. omgang; men måtte ’nøjes’ med 5 omgange. Efter Martin har tegnet licens for den kommende sæson i MCC, betragter vi ham jo som én af vore egne. Så at have de 2 hurtigste på dagen var meget tilfredsstillende.

Ved målstregen nåede vi at høre de individuelle historier fra oplevelserne på ruten – Laurent havde et dramatisk styrt – det samme havde Gorm, som overså en ikke ubetydelig træstamme på ruten.

Eftermiddagen sluttede i klublokalerne i Teglgårdsparken
hvor der henover kaffe/kage, sodavand og øl, ivrigt blev talt om landevej og MTB. Alt i alt var det en perfekt eftermiddag, som vi vil lave flere af i det kommende års tid.

Hans Henrik Husted

Middelfart Cykel Club


MCC håbede på bedre vejr, end Baghjulet havde til Melfar MTB


Svære single track passager


Martin i blåt - nu har han løst licens hos Middelfart Cykel Club og dermed også blevet én af de røde.

18.03.2008