Udskriv siden

Lady Tour - et løb der fortjener mange flere deltagende piger

Af: Helle Stougård

Lady Tour blev kørt i dag og selv om opfordringen til at tage med til dameløbet har ligget på Baghjulets hjemmeside i en månedstid, var jeg den eneste Baghjulsdame i deltagerskaren i dag.

Det er svært at sætte fingeren på noget som helst, til et løb som Lady Tour. Alt er perfekt!

Allerede når man kører ind på parkeringspladsen, kommer mænd fra arrangør klubben springende, for at være behjælpelige med alt muligt omkring éns cykel.

Ude på ruten er der trafikofficials og totalafspærring af trafik, ved alle vejkryds. Og det i en grad der ville gøre vores torsdagsracere grønne af misundelse - jeg behøvede ikke at klikke ud af pedalerne én eneste gang ved nogen hajtænder i dag! Det er næsten alt for galt, til et motionscykelløb med 67 damer på 100 kilometers ruten - jeg var nærmest pinlig berørt, når jeg trillede over hovedfærdselsvejene med 25 km/t, mens 2 traffikofficials holdt 2 laaaange bilkøer tilbage for mig og Pia (Kan I se det for jer?!) ;-)

I mål: Speak. Bad, omklædning, massage. Et sundt måltid mad. Tidtagning. Musik og feststemning. Fotografering. Mulighed for at vinde en cykel. Kendisser (Christina, som I hende med Christina Watches Onfone, cykelholdet I ved nok), til at sende løbet af sted. Kort sagt: Cykelfest i alle ender og kanter.

Så hvorfor trækker Lady Tour kun 297 kvinder til, mens Tøserunden trækker 6000?!

Er det fordi de danske cykelpiger siger: "Hvor f..... er Herning?". Jeg har ikke svaret.

Det største hold i dag, var Danfoss Cykelklub som stillede med 23 piger. De drog hjem med gaver og blomster. Baghjulet har før vundet ved at være størst (nu da vi sjældent vinder ved at komme først) - så måske kan vi en dag få samlet alle pigerne til et en rigtig tøsehold til Lady Tour.

Og med alle mener jeg virkelig alle - lige fra vores "lær at cykle 40 kilometer" hold og op til gruppe A. Lady Tour har nemlig en 30 kilometers rute og de piger der kørte stærkest i dag, cyklede med 34 km i snit.

Herunder får I lige lidt stemninger fra en dejlig dag til Lady Tour denne 18. juni 2011.

Service, lige fra vi ankommer.
Fyren her tilbyder at pumpe vores cykler og montere vores chip!

Starten er gået. Jeg er eneste pige i Baghjulets blå klubdragt i dag. Lady Tour har plads til bredde. Der er piger på helt almindelige damecykler ...

.. og plads til piger på racercykler, der kører rigtigt stærkt. Et venindeligt skub op ad Trehøjebakken, den eneste stigning på ruten, som ellers er flad som en pandekage. Lady Tour Fanden er et fast og festligt indslag ude på ruten.

Webmoster har selvfølgelig sit eget kamera med. Her har jeg fisket det op af lommen. Hvem fotograferer hvem? Mandlige massører! Og et velfortjent og sundt måltid mad i mål!

18.06.2011