Udskriv siden

Jule MTB tur

Af: Helle Stougård

Mild og våd jule MTB tur

20 deltagere – her i blandt 5 gæster fra Christiansfeld Cykelmotion og en enkel fra Fredericia Tri klub - steg af juleræset og tog med Bruno på Jule MTB tur 2006.

Turen gik til skovområderne omkring Føns og Tybrind, hvor Bruno havde fundet et godt terræn, som ikke var mere krævende, end at alle kunne være med. Sidste år døjede vi med isglatte skovstier. Det slap vi for i år. Til gengæld havde regnen silet ned i timerne før afgang, så skovbunden var godt mudret og tung. Heldigvis havde rytterne klædt sig på efter forholdene, og var indstillet på nogle gode og hyggelige timer i den friske og milde december luft – mudderet til trods.

Som sagt omfattede gruppen gæster udefra. De havde læst om arrangementet på Baghjulets hjemmeside og dernæst ringet for at spørge, om de måtte deltage. ”Det er altid rart at komme ud og se noget nyt”, fortalte gæsterne, som var begejstrede for det MTB terræn vi har omkring Tybrind, kun 10 kilometer fra Middelfart.

Det blev til 54 friske kilometer på en tung og våd skovbund - det er noget der forbrænder noget julesul. Der var indlagt bakkespurter til de hårde drenge i fortroppen og støtte, opbakning og gode MTB-råd til os, der dannede bagtrop.

Og så havde Bruno indlagt stop på særlig smukke udkigssteder. Lidt solskin, ville have været prikken over i’et der.

Der hvor jeg lå, var vi mange, der var godt brugte på de sidste kilometer hjem – det giver en god appetit og en god nattesøvn.

Jeg er imponeret over at Bruno kan huske sådan en rute i hovedet, uden at fare vild i skoven!

Tak til de andre deltagere for godt selskab og tak til Bruno for endnu en god og veltilrettelagt MTB juletur.

Se kort og højdekort over ruten her.

 

 

Smuk udsigt - selv i gråvejr
Smuk udsigt, selv i gråvejr

MTB gæster fra Christiansfeld Cykelmotion
MTB gæster fra Christiansfeldt Cykelmotion 

Jule MTB turen 2006

Se billeder fra Jule MTB turen 2006              

her

18.12.2006