|
Tirsdag den 28. april, havde gruppe D et grimt styrt på den gamle Lillebæltsbro, umiddelbart efter starten.
Helle Pløger Sørensen fik et ordentligt ”skrup”. Vi er mange der passerede forbi uheldet på broen på vores vej ud på turene, og som har bekymret os for, hvordan det er gået Helle. Det fortæller hun os her:
"Med start fra den Gl. Lillebæltsbro på hold D kørte vi fra Fynssiden over mod Jylland.
Med i gruppen var bla. en ny cyklist, som stødte til efter start og som ikke har cyklet med os før. Jeg lå bagerst og havde meget fokus på den nye. Jeg kunne se, at han virkede meget usikker på sin cykel. Desværre mødte han så sent, at vi ikke nåede at være opmærksomme på ham før starten.
Nu kørte vi over den Gl. Lillebæltsbro og det var min plan, at gøre turlederen opmærksom på den nye, straks vi holdt stille, på den anden side.
Så langt nåede vi desværre ikke.
Da vi kommer et stykke over broen, kommer der en løber imod os forfra. Den nye cyklist råber op og giver tegn med sin venstre arm – desværre lidt for meget, for han mister balancen på sin cykel. Jeg råber tilbage, at jeg har set løberen – og netop da, styrter den nye cyklist lige foran mig.
Jeg forsøger at undvige ved at trække ud mod højre, men opdager for sent bropillen, som jeg derfor tørner ind i.
I et sidste forsøg på at undvige, og for ikke at ramme bropillen med hovedet først, tager jeg fra med min venstre arm. Jeg rammer bropillen med min venstre skulder og hals. Derefter glider jeg stille og roligt ned på min venstre side. Bropillen har taget al farten, og jeg synes egentlig ikke jeg slår mig noget videre.
Min første tanke er, at jeg har brækket mit kraveben. Jeg får hurtigt meget ondt, der hvor bropillen har ramt mig samt i nakken – og jeg bliver selvfølgelig bange!
De andre Baghjulere omkring mig (og der var mange, for flere grupper passerede netop da over broen), var meget opmærksomme på mig og især én (hvis navn jeg desværre ikke kender) viser sig meget kompetent og handlekraftig. Måske er han redder eller læge? Han tager i hvert fald fuldstændigt ansvar for mig og får ringet 112.
Lægebil og ambulance ankom og jeg bliver bragt til Kolding med fuld udrykning.
Jeg må indrømme, at jeg var meget chokeret og bange. Det er ikke nogen rar oplevelse at blive fixeret på en båre. Alle mulige tanker farer rundt i ens hoved. Bekymringer omkring ens ryg og hoved. Jeg forsøgte hele tiden at bevæge mine fingre og tæer og kunne også huske hele forløbet, så min hukommelse var vist ikke påvirket.
Efter grundig undersøgelse og røntgenfotografering, kunne lægerne på Kolding Sygehus konstatere at intet er brækket, men jeg har slået mig rigtigt meget. Jeg har trykket min brystkasse og nogle ribben og det gør ondt at trække vejret.
Men det kunne jo være gået meget værre!
I dag (to dage efter) er jeg meget øm i min krop og har fået blå mærker på bla. knæ og håndled. Men jeg skal nok blive hel igen.
Til alle jer som blev hos mig oppe på broen, som tog jer af mig og snakkede med mig, I skal have en rigtig stor tak.
Tak for jeres omsorg og støtte!
|
Helle Sørensen
|