|
Onsdag den 16. maj 2007
Rigtig mange fra klubben har taget imod tilbuddet om en træningstur til Harzen – 26 i alt. Også Karin og undertegnede var fristet af udsigten til forplejning på det 4- stjernede Quality Hotel Hartztref i Hahnenklee og udsigten til træningsture i dette bjergrige område 500 km fra Middelfart.
Sammen med Herlufsens og Obbekjær ankom vi som fortrop onsdag eftermiddag. Turen ned igennem Tyskland forløb uden problemer selv om der var meget trafik og vedvarende regn. Vi chekede ind på hotellet hen på eftermiddagen, tidsnok til at vi kunne nå at trille en lille tur på raceren, men da det stadig regnede og faktisk også var koldt, blev eneste cykelaktivitet 4. etape i Giroen. Vi håber på bedre vejr i morgen.
En lille rundtur nordpå til Goslar og rundt om en dæmningssø lokker allerede. Først skal aftenbuffetèn imidlertid klares. Menuen så rigtig godt ud, aspargessuppe osv.
Torsdag, den 17. maj (Lautentahl – Seesen – Münchehof – Bad Grund – Wildemann og hjem , 55 km + fejlkørsel).
Lars og Susan kendte Torben som var på camping i nærheden. Torben er godt kendt i området så han fik fornøjelsen af at kreere en tur for os, startende med en herlig nedkørsel (15 %) til Lautentahl og Seesen. Herfra sydover på kanten af hele Harzen området – flotte udsigter til alle sider. Men hvad nu, - var vi ikke her for 10 min. siden? Nå pyt - kønt var det også anden gang.
Fra Bad Grund gik det nordpå til Wildemann - og sikken herlig velbevaret gammel by, med gamle træhuse, smalle gader og hekse her, der og alle vegne. En smal cykelvej førte op gennem skoven til Hahnenklee. Vi var imidlertid ikke de eneste der var på skovtur. Også en flok ungersvende med rigeligt med øl var på skovtur, og hvilken herligt heppekor de kunne frembringe. Det var lige det der skulle til.
Da vi nåede frem til Hahnenklee lød der bilhorn bagfra. Per Allan med følge og Ingemann og frue var nået frem. De var synlig imponeret af de bakker de allerede havde tilbagelagt i bilen.
I løbet af den kommende time ankom resten af gruppen. Indkvartering mv. blev hurtig overstået og cykeldresset fundet frem.
Utålmodigheden var stor efter at komme ud og prøve kræfter med bjergene, så en lille sightsee-tur blev rystet ud af Dinis ærme (Hahnenklee – Bockwiese – Claustahl Zellerfeld – Wildemann og hjem – 38 km incl. lidt fejlkørsel i C-Z).
Stille og rolig trillede vi derud af. Nød nedkørselerne, strammede ballerne under opkørselerne, ventede på de sidste, nød udsigterne. Så Wildemann for anden gang denne dag og op gennem skoven til Hahnenklee. De glade ungersvende så desværre ikke mere til.
Fredag, den 18. maj (Claustahl-Zellerfeldt - Altenau-Braunlage - Elend - Bloksbjerg( Brocken) - Werningerode - Ilsenburg - Bad Hartzburg - Goslar og hjem - 140 km)
Der blev spist godt igennem til morgenmaden for at få depoterne fyldt op til dagen tur til Bloksbjerg. Turlederne havde barslet med ideen om at tilbagelægge strækningen til Bloksbjerg i tre grupper, hvor de hurtigste passende kunne tage en omvej omkring St. Andreasberg med sine 18 % stigninger. Gr. 2 og 3 skulle køre mere lige på men i hver sit tempo. Endelig var planen at de hurtigste kunne hente til ”svageste” et sted på ruten.
Strategien virkede så vidt, at der pludselig var samling på alle grupperne i Altenau, hvor der lige var lejlighed til en sludder med de andre og lidt træden af … I gruppe tre var begejstringen stor for strækningen fra Claustahl Zellerfeld til Altenau, idet ruten bød på let nedkørsel det meste af vejen. Til gengæld måtte der betales tilbage på stækningen fra Altenau til Torfhaus hvor der stort set skulle kravles opad hele vejen. Men også gr. 3 nåede til Elend (der er uvist hvoraf navnet stammer, det kan i hvert tilfælde ikke henføres til den fysiske tilstand i gr. 3, da alle havde trampet rigtig godt til).
Her ved foden af Bloksbjerg måtte der imidlertid lige snakkes alvorligt idet flere i gruppen havde indset at de nok ikke var i stand til at klare opturen til Bloksbjerg for at være med i gruppebilledet på toppen. Det bemærkes at vi taler om 12 km opkørsel med stigningsprocenter fra 5 – 10 %. Togtiderne til toppen blev undersøgt men der ville gå for lang tid før de kunne være oppe på den måde, så resultatet blev at de tog en slapper neden for bjerget. Resten af gruppen startede opstigningen, i begyndelsen med god asfalt som underlag. Det ændrede sig dog efterhånden til hullede og ujævne veje og ikke mindst flere og flere fodgængere som også havde bestemt sig for at nyde udsigten fra toppen af Bloksbjerg denne dag.
De sidste mange kilometer mod toppen er bilfri og det er en stor lettelse. Der måtte dog gøres plads til en lægevogn og redningsvogn da en på toppen åbenbart havde brug for hurtig udrykning. De resterende fra gr. 3 blev mødt på toppen med klapsalver og tilråb af kammerater og andre der måbende fulgte de blåklædtes jubelscener.
Udsigten blev nydt, gruppebilledet blev taget og der blev gjort klar til nedturen.
Første problem var at bane vej gennem menneskeflokken, længere nede var det de hullede veje og ømme hænder af at hive i bremserne for at styre farten. Bagude lød pludselig et højt brag, - hvad skete der ??? Gert havde åbenbart belastet materielle for hårdt, - hans slange var stået af!
Et stykke nede af bjerget ved Hotel Kønig blev der gjort holdt for skafning. Hotellet blev invaderet og der blev serveret Gullasch med kartoffelknöedeln m.v. - herligt.
Det var efterhånden blevet hen på eftermiddagen så der var tid for opbrud og hjemturen påbegyndt. Nedad gik det til Werningerode, og videre i retning Goslar. Måske den kønneste del af ruden på det relative flade land neden for bjergmassivet men stadig med flot udsigt til lavlandet.
I Goslar blev efterladt en gruppe som skulle hentes at de hurtigste. Det hele trak lidt ud men kl 20.30 var alle samlet på hotellet og kunne haste til restauranten for at få stillet sulten inden maden blev ryddet af bordet.
Alt i alt en mindeværdig dag hvor mange blev udfordret til det yderste og personlige grænser blev flyttet.
Lørdag, den 19. maj (Goslar – Schulenberg - Claustahl Zellerfeld - Hahnenklee, 48 km)
Hvis gårdsdagens tur var en overlevelsestur blev dagens tur en oplevelsestur ( I hvert tilfælde for gr. 3 folket). Først havde vi den 12 km lange nedkørsel til Goslar. Inde i byen fandt vi en mindre cykelvej, der førte gennem skov og mark med smukke udsigter over egnen. Ad landevejen gik det sydover mod Altenau. Floden løb langs vejen og bagved hævede lodrette klippevægge sig. Et sted var bjergbestigere i gang med at forcere klippevæggen, - et andet sted var kajakroere ved at træne grønlændingevendinger. Snart så vi den enorme dæmningsmur fremme foran. Også den var et stop værd. Svend fik endda købt en heks med hans eget navn på - sikken selverkendelse.
Langs dæmningssøen var ruten forholdsvis flad og meget smuk. Senere gik det kraftigt opad mod Claustahl Zellerfeld, men også det blev klaret i fin stil med de nødvendige pauser. Vel ankommet hjemme valgte gruppen at gå til byen for at få lidt frokost. På hjemturen blev byens stolthed, stavkirken besøgt.
Tilbage på hotellet begyndte de andre grupper at ankomme. Gr. 1 havde kørt 101 km – vi hørte om lange 15 – 18 % stigninger mv. Det lød også til at have været en god tur.
Nu skal vi have fundet badebukserne da husets svømmebad og sauna skal prøves af.
En iagttagelse fra aftenens middag – som sædvanlig - var Baghjulsfolkets deltagre de sidste der forlod restauranten.
PS. Kurt var måske nok udsat for dagens værste oplevelse. – På nedkørslen fra St. Andreasberg hvor farten nåede op på over 70 km. begyndte cyklen at floppe under ham. Han bevarede heldigvis roen og fik bremset ned uden at der skete noget – men synlig rystet var Kurt og en erfaring rigere.
Søndag, den 20. maj (Goslar – Wolfshagen – Lautentahl og hjem – 44 km)
På grund af den megen omtale af gr. 3`s tur i går valgte de fleste at gennemkøre denne tur (se ovenfor). Kenneth og Børge søgte dog nye græsgange. - Årsagen er måske også rygterne om opkørslen fra Lautentahl til Hahnenklee, der under alle omstændigheder skulle forceres på denne tur, og her taler vi om på 6 km med 10 – 15 % stigning hele vejen).
Nedturen til Goslar er som mørk chokolade, lækkert, lækkert. Vi slog et smut ind i den gamle bydel og beså ”en masse gammelt ragelse”, som en deltager udtrykte det, men imponerende og flot var det. Og en vis karakterstyrke skulle mobiliseres for ikke at slå sig ned på torvet ved et bord i solen og bestille et kold øl, - men nej, vi var jo på træningstur. Og det berømte klokkespil på byens torv kom altså ikke frem søndag formiddag kl. 10, - snydt.
Herefter skiltes grupperne og Kenneth og Børge kørte vestpå. En fin cykelsti fulgte ud af byen. På et tidspunkt førtes cykelstien under vejen igennem en tunnel. Vel nærmest af kådhed (eller måske forudseende) ringede Kenneth med cykelklokken lige før vi skulle dreje ind i tunnelen. I samme øjeblik dukkede en flok cykelryttere frem af hullet med råben om ”se op - se op”. - De nåede lige at rette ind til højre så der blev plads til alle, - men det var tæt på at gå galt.
God tur – blev der råbt. Sjovt nok var de danske.
Videre gik det sydpå ad en mindre befærdet vej der lige skulle kravle lidt op ad bjerget og som igen gav mulighed for nedkørsel til Lautentahl – spedometeret nåede op på 73 km – herligt. De sidste kilometer mellem Lautentahl og Hahnenklee er og bliver imidlertid barske. Men alt får en ende og en herlig finale på nogle gode dage i dejligt cykelterræn med gode cykelkammerater. Tak for denne gang. Håber vi kan gentage turen en anden gang.
PS. Og så er der ikke ofret mange ord på det dejlige hotel vi boede på, den dejlige og rigelige mad, der blev serveret og ikke mindst den hyggelige og gode stemning der herskede under hele opholdet. Tak til alle herfor.
Se mange flere billeder i fotoarkivet her.
|