På Genkig - den 1. artikel i en serie på 5
Af: Helle Stougård
Fru Leo på Alp D'yæzz
Af Anne-Marie Maigaard - Baghjulets klubblad, august 2005
|
Jeg fik spørgsmålet: "Hvad får en quinde til at cykle op ad Alpe d´Huez?"
Jeg svarede: ”Fordi jeg kunne”.. og det er nok egentlig løgn men jeg gjorde det alligevel.
Udendørs cykling er ellers slet ikke mig. Har aldrig cyklet op ad Båringbakken. Skal jeg cykle skal vejret være ok, ikke for varmt, ikke for koldt, ingen regn og det skal slet ikke blæse.
Jeg skal ikke køre med Baghjulet for de kræver at man bruger hjelm og der er ikke noget mere usexet end cykelhatshår!
Standard udstyr i min saddeltaske er solbriller (i en passende farve der passer til resten af dresset), læbestift og mobil tlf. og jeg påkalder mig retten til at stå af og pudse næse i en rigtig serviet.
"Dét holder ikke!", siger Leo og forsøger ihærdigt at lære mig det dér med at holde fingeren for det ene næsebor og så… jeg tror at I ved hvad jeg mener men hvor feminint er dét lige....
Coaching var der ikke noget af
”rigtige kvinder gør alligevel som det passer dem” og når man har været gift med en ingeniør i så mange år som jeg har, så har man for længst lært at klare sig selv.
Punktering?? Ingen problem, det er dér læbestiften kommer ind i billedet.. og så har jeg heldigvis så mange søde legekammerater der aldrig er længere væk end en sms.
Seriøs artikel? Niks.
Seriøst projekt? Jaja men det var ikke noget jeg havde forberedt mig på, havde bare bestemt mig hjemmefra, Leo var den eneste der vidste det.
|
|
|
Torsdag den 7/7 blev afsat til projektet
Jeg startede med at cykle ind til bjerget (altid godt med noget opvarmning) og bjerget, det begynder altså bare lige pludselig.
Ikke noget med en lille advarsel om at lige om lidt kommer det. De første par kilometre er helt enormt seje og ekstremt demotiverende og der er ikke et eneste sted på hele turen hvor det ikke går op ad bakke.
Der er ét sted på vejen op, hvor man kan køre ind til siden med sin proviant. Et lille grønt område med borde og bænke og et toilet ... (Husk det, for det der med at tisse ud af det ene bukseben er da noget frygtelig noget.)
Stedet er i sving nr.7 og man starter i bunden med at tælle ned fra nr. 21! |
|
|
Nå, men der sad jeg så og ventede ...
... på min følgebil!
Ja, der blev læst rigtigt: JEG ventede på følgebilen!
Ville det holde i Tour-de-France?? Niks!
Jeg var godt klar over at jeg var kommet først, de havde jo ikke overhalet mig, så jeg stillede cyklen og ventede…og ventede. Kors, hvor jeg ventede på den kaffe.
Efter 10 min. ringede jeg og efter yderligere 10 min. kom de. I mellemtiden tullede jeg lidt rundt. Havde undervejs ihærdigt forsøgt at tage billeder af skiltene i svingene OG min cykel med kameraet i min mobil, men hvis man skulle kunne se hvad der stod på skiltet kunne man ikke se cyklen og hvis man kunne se cyklen kunne man ikke se hvad der stod på skiltet.
Det arbejdede jeg som sagt ihærdigt på i 2 sving og fik en del opmærksomhed for jeg skulle jo også have cyklen til at vende den rigtige vej så man kunne se at jeg var på vej op og ikke ned. NU fik jeg taget et godt billede og sendte det til Middelfart Motionscenter, så de kunne heppe lidt.
|
|
|
Nogle lidt ældre Belgiere var også på stedet
Den ene mand kiggede på mig, kiggede på min cykel og kiggede på mig igen og besluttede sig for at den og jeg måtte høre sammen, der var ikke andre muligheder.
Han kom hen til mig, kiggede medlidende på mig og sagde: ”Der er kun 4-5 sving tilbage, der er kun 4-5 sving tilbage”.
Nu er min cykel jo heller ikke en fin og fancy model og den hedder ikke noget smart. Den er bygget på cykel fabrikken Skjold i Jylland, den er gul og den passer lige til mig. Samtidig havde jeg kondisko på, ikke cykelsko eller klik pedaler.
Kondisko er ikke det rette ord, det var mine NIKE SHOX 2:45 fra USA (og hermed tak til Martin for bagageplads i hans kuffert).
Klik pedaler har jeg ikke haft på siden jeg drønede i asfalten på Østre Hougvej forrige sommer, så ham Belgieren har vel syntes at jeg var bindegal eller psykisk ustabil, hvad ved jeg!!
|
|
|
Efter pausen fortsatte jeg, opad, opad og opad
Nu kunne jeg se byen deroppe og fuck hvor var der langt. Der var godt nok en hel del længere ned men afstanden til toppen virkede dybt uoverskuelig men jeg måtte jo klø på. Jo længere jeg kom op jo mere grum i humøret blev jeg, syntes efterhånden at det var dybt urimeligt at det skulle blive ved med at gå opad for jeg var træt.
Stod indimellem af, gik lidt og trak cyklen. Blev overhalet af en der heppede: ”Kom så, Middelfart!” men jeg råbte bare tilbage: ”Jeg gider fandme ikke mere”!
Endelig nåede jeg toppen, træt og helt enormt tilfreds med mig selv og hvad skete der så?
Leo havde ikke tændt kameraet, så desværre findes der ikke mange billeder af begivenheden ...
Så var det ind på nærmeste restaurant og skifte til tørt tøj, klar til kaffe og udsolgte pommes frites.
|
|
|
Og hvorfor gjorde jeg det så??
- fordi jeg alligevel skulle derned
- fordi jeg havde min cykel med
- fordi muligheden var der
- fordi jeg havde lyst til at gøre noget som jeg faktisk ikke kender mange der har gjort.
- fordi det gav mig nogle timer for mig selv, for alt det der marathonfamiliekvalitetssamværstid kan altså blive for meget og Leo kunne jo ikke cykle nogen steder, med de der gamle overanstrengte ben.
- Og fordi det var lidt fedt at sende postkort hjem hvor jeg kunne skrive: se hvor jeg har været sammen med min cykel.
Derfor! |
Hvor lang tid var Anne-Marie om
at cykle op af Alp D'Yæzzz -
Find svaret på side 25
i Baghjulets klubblad, oktober 2005!
|
|
Og hvor lang tid tog det så? Find svaret på side 25.
Distancen er 13 km, højdeforskellen 1060 m.
Anne-Marie Maigaard |
|
Medlemskonkurrence!
Vi sætter en ramme god specialjuleøl på spil.
Hvor lang tid var Anne-Marie om at cykle op af Alp D'Yææzzz den 7/7 2005 - find svaret i det gamle klubblad herover og send svaret på webmaster@baghjulet.dk.
Vinderen udtrækkes lørdag den 18. december, hvor vi samtidigt også bringer 2. artikel i serien GENKIG.
18.11.2010