|
"Det handler ikke om cyklen"
Om at komme tilbage efter en ulykke
Af Carsten Vinter
Tirsdag, den 16. november 2004 kom jeg ud for en arbejdsulykke – jeg blev kørt ned af en 10 tons truck, som ikke standsede før den holdt midt på mine skinneben.
Jeg havde egentlig godt set trucken den dag, men jeg talte i telefon med vores speditør og kunne derfor ikke høre den komme. Det eneste jeg mærkede var et slag på mit højre knæ, i næste nu lå jeg på asfalten. Da jeg kiggede ned, så jeg at trucken holdt oven på mine ben.
Jeg gik i fuldstændig i panik og fik råbt til min kollega, at han skulle bakke væk. Dagen før, havde jeg købt mig en splinterny mountainbike. Der gik nemlig rygter om, at vi skulle på fordeling, så nu ville jeg få tid til at køre mountainbike. Jeg havde da kun cyklet i et års tid.
Jeg havde en aftale med Gert om,
at vi skulle ud at cykle om lørdagen, så da jeg lå der, med begge fødder knust, og ventede på ambulancen, var min første tanke: ”Shit, nu kommer jeg ikke ud at cykle denne her weekend”. En lidt irrationel første tanke, hele situationen taget i betragtning, men sådan er det måske, når man er i chok.
På Kolding sygehus stod en hel hær af læger klar til at tage imod mig. Men heldigvis efter at have undersøgt mine fødder kunne de forlade rummet igen, de sagde at jeg havde været utrolig heldig. De af mine kolleger, som havde set mine sikkerhedssko, troede ikke, mine fødder stod til at redde.
Alligevel, havde jeg været ufattelig heldig,
for de sko havde faktisk taget en hel del fra. I højre fod havde jeg brækket alle knoglerne i mellemfoden, én knogle var helt knust og min hæl var brækket fra. I min venstre fod, havde jeg brækket alle tæer og havde store skader på muskler og ledbånd.
Jeg gennemgik to operationer og fik transplanteret en del hud. Efter tre uger på Kolding sygehus, kom jeg hjem i en rullestol med begge ben i gips. Der ventede mig tre drøje måneder og en ufattelig hård genoptræning. Og i den kamp, kom min cykel til at betyde uhyggeligt meget for mig.
Jeg kunne ikke komme ud af min seng,
ikke gå på toilettet eller bevæge mig omkring overhovedet. Jeg måtte stå op kl. 06.00 om morgenen, når min kone Marianne kunne hjælpe mig op, og sad så i min kørestol, indtil hun hjalp mig i seng igen kl. 22.00. Det værste var nætterne. Jeg sad jo passivt hen, så DVD’er, læste og småblundede let flere timer hver dag. Resultatet var, at jeg ikke kunne sove når jeg kom i seng, og samtidigt havde jeg mange smerter i fødderne om natten.
Da jeg fik jeg gipsen af i januar, fik jeg at vide at, nu måtte jeg godt begynde at støtte på mine fødder. Men jeg turde simpelthen ikke. Jeg havde mange smerter. Første gang jeg gjorde forsøget, faldt jeg så lang jeg var, for alle sener og muskler var så skadede, at der hverken var styrke, stabilitet eller balance. Mine lægmuskeler var tynde som et tov og jeg kunne slet ikke aktivere dem. Også alle de øvrige muskler i mine ben, var svundet ind til ingenting. Det er uhyggeligt at opleve, hvor hurtigt man mister sin muskelstyrke. Første gang jeg gik, var midt i januar 2005. Det tog mig vel 5 minutter, at gå 30 centimeter.
I februar stod min nye mountainbike stadig ubrugt hen.
Nu besluttede jeg mig for, at begynde at cykeltræne. Jeg fik cyklen monteret på ruller og svigersønnen monterede almindelige pedaler på den. Cykelsko kunne jeg overhovedet ikke komme i, for mine fødder var voldsomt hævede. Jeg prøvede godt nok til, en gang imellem, men uden held. I stedet købte Marianne et par herresutsko uden hæl i størrelse 48.
Bare det, at komme op på cyklen, var en kunst i sig selv. Jeg kunne ikke svinge benet over cyklen, på traditionel vis, for jeg kunne ikke stå på ét ben. Jeg måtte køre rullestolen helt hen til cyklen, så sænkede jeg sadlen, krabbede mig ind over cyklen bagfra og satte så sadlen op igen, i passende højde, mens jeg stod over cyklen. Første gang cyklede jeg 10 minutter, men det hjalp rigtigt godt på hævelsen. Det gjorde godt, at få gang i blodcirkulationen, efter de mange måneder i kørestolen.
Nu cyklede jeg lidt hver dag,
i starten havde jeg mange smerter og kunne dårligt nok træde. Efterhånden blev det bedre og en dag kunne jeg begynde at stå op og træde. Senere fik jeg raceren på rullen, og med tiden lærte jeg at svinge benet forlæns over cyklen.
I slutningen af marts var jeg for første gang ude at køre mountainbike, sammen med Gert. Jeg var fuldstændig panisk for at falde, eller for, pludselig at skulle være nødt til, at sætte den ene fod ned, for det havde jeg ikke kunnet. Jeg var så svag, at jeg ikke kunne træde en bule i en blød hat, og det gik meget langsomt. Vi cyklede 15 kilometer og vi var i skoven. Set i bakspejlet, var det en temmelig risikabel affære. Bagefter var jeg fuldstændig smadret, men det var en stor sejr. Efter den tid begyndte jeg at træne mere på min mountainbike.
Den 2. april var jeg på raceren for første gang.
Det var en meget stor dag for mig. Det foregik med cykelsko! Den dag hævelsen i mine fødder var aftaget så meget, at jeg kunne få cykelsko på, var en kæmpe sejr for mig. Faktisk fotograferede jeg mine fødder i cykelsko og mailede billedet rundet til alle dem jeg kender, med overskriften ”Solstrålehistorie!”. ”Hvor er historien?”, spurgte min svoger godt nok. Men billedet var historien, i sig selv. 1. maj 2005 begyndte jeg, at arbejde på delt tid, den første dag arbejde jeg 3 timer og sov 4 timer på sofaen derhjemme bagefter. Jeg kunne stadig bedre cykle, end jeg kunne gå og stå.
Jeg er gået meget efter de små og store sejre og jeg er stædig som bare pokker, når der er noget jeg vil. Spørg bare min kone! Jeg har fulgt mine egne resultater nøje. I starten kunne jeg måske cykle en tur med 25,5 i snit og en puls på 160. Nu kan jeg køre den samme tur på 33 i snit og en puls på 140.
Jeg har knoklet og har trænet så meget herhjemme,
at jeg faktisk fik at vide, at det var for meget. På et tidspunkt foreslog lægen mig, at forsøge at løbe. Jeg købte nye løbesko og løb ud, sammen med min søster. Bagefter spurgte han mig interesseret, om det var gået godt. Det var det, jeg havde løbet 3 kilometer. ”3 kilometer!?”, udbrød han. Han havde forestillet sig, jeg skulle forsøge med 500 meter. Til gengæld kunne jeg ikke gå en hel uge efter, men det var en kæmpe sejr for mig.
I løbet af denne første sæson efter ulykken, har jeg haft sat mig flere mål, som jeg har kæmpet for at nå, og her har jeg også brugt de arrangementer, som Baghjulet tilbød. Jeg blev medlem af Baghjulet et halvt år før ulykken, og jeg var meget glad for den modtagelse jeg fik. Der er et helt specielt kammeratskab her.
Baghjulets lange tur, den første søndag i maj,
blev ét af mine mål. Jeg trænede efter dagen og turen gik også fint, selv om jeg måtte erkende, at de 125 km, var 25 km for meget for mig. Vi havde en punktering sidst på ruten, og det var nok mit held, for da fik jeg lige 5 minutters ro i mit ben.
Jeg er ikke særlig god til, at bede om, at få sat hastigheden ned. Så kæmper jeg mig hellere igennem. Munkebjerg Classic blev et andet af mine mål. Det er ufatteligt hårdt løb, hvor man bestiger en hel del bakker og blandt andet kører op af Munkebjerg to gange. Anden gang var led, men der står så mange folk og hepper og det giver nærmest et kick. Hvor man får kræfterne fra, ved jeg ikke. Jeg gennemførte med et snit på 32,5.
Til suppeturen tog jeg så springet,
og kørte med gruppe 2 for første gang. Her føler jeg mig godt tilpas og det er her jeg hører hjemme, når næste sæson starter. Jeg må erkende, at jeg har mine begrænsninger. Efter et cykelløb, kan jeg ikke bare sætte mig ned og hyggesnakke i målområdet. Jeg er nødt til at køre hjem og lægge benet op med det samme. Jeg kan heller ikke længere komme hjem fra arbejde, og gå i krig med støvsugeren eller græsplanen. Jeg kan stadig bedre cykle, end jeg kan stå og gå.
Mens jeg sad i min kørestol med begge ben i gips, læste jeg Lance Armstrongs bog ”Det handler ikke om cyklen”. Jeg kan nikke genkendende til mange af de psykologiske mekanismer som Lance beskriver, om at komme tilbage efter svær sygdom. Når man har været helt nede og vende fysisk og psykisk, kæmper man meget mere indædt og målrettet på, at komme tilbage.
Man skal bevise for sig selv: ”Jeg kan - jeg er tilbage”
og man holder op med at hænge sig i tilværelsens bagateller. Jeg har kørt betydeligt hårdere i denne, første sæson efter ulykken, end jeg gjorde sæsonen før. Jeg presser mig selv til det yderste og det må gerne gøre ondt. Har jeg kørt én tur, med et snit på 31 km/t, så skal jeg helst have gennemsnittet højere næste gang. Og det flytter virkelig grænser. ”Det handler ikke om cyklen”.
Alligevel kan jeg med sikkerhed sige:
Havde det ikke været for cyklen, havde jeg ikke været der, hvor jeg er i dag.
|
Medlemskonkurrence
Overskriften på Carstens artikel er inspireret af Lance Armstrongs bog
"Det handler ikke om cyklen"
Cyclingworld.dk har sponsoreret bogen til denne måned medlemskonkurrence. Du kan vinde den, hvis du svarer rigtigt på spørgsmålet:
Hvor mange gange
vandt Lance Armstrong Tour de France?
Send svaret til webmaster@baghjulet.dk og
du deltager i konkurrencen.
Den heldige vinder utrækkes 18. april.
|