Udskriv siden

Problemer med vores Forum

Af: IT udvalget

- og mulige løsninger
 
Hej Alle,
 
Siden juletid har der været et massivt pres fra spambrugere på vores to fora, både på Baghjulet.dk og på Bianchi-Melfar24.dk.
 
Der sker det, at der oprettes 5-10 nye brugere pr. dag pr. forum. De fleste af dem oprettes med det formål at stå i "Tilmeldte brugere"-listen med en hjemmesidereference, som man gerne vil have folk til at følge. Det er så typisk viagra, sex, brugte biler(!!), øvrige medikamenter, ulovlige filmdownloads mm. som disse sider promoverer. Nogle få af brugerne aktiveres også, og poster så indlæg med tilsvarende underlødigt indhold.
 
Dette sker heldigvis typisk sent om aftenen, så det holdes rimeligt i skak af, at Bjarne Beck checker fora morgen og aften og rydder "skidtet op".
 
Det er han forståeligt nok mildt sagt blevet træt af!
 
Det er vores vurdering, at med det pres vi har set på det sidste, er det nogen, der maskinelt har brudt catpcha-sikkerheden (den med de forvanskede bogstaver). Disse skal angives ved oprettelse af bruger i forum og vi tvivler på, at nogen gider manuelt oprette så mange brugere. Det diskvalificerer desværre også forumdelen i den nye Sitecore Foundry løsning, som vi har mulighed for at opgraderer til, da det er dennes eneste sikkerhed.
 
Bjarne har investigeret lidt i diverse Foundry sider for at finde inspiration, og i den forbindelse fandt han flere fora fyldt med stærkt upassende indhold. Det nye Sitecore Foundry Forum er altså ikke et ordentligt alternativ.
 
Vi må konstatere, at den "nødløsning" IT udvalget var nødt til at oprette på Forum siden i 2006 (og som vi troede kun skulle vare et par måneder, indtil DIF sitecore fik forum) - ja, den nødløsning er nu ved at være udskiftningsmoden.
 
 
Løsningsforslag
 
Vi har et løsningsforslag, som ligger lige for. Vi kan vælge at afskaffe vores nuværende fora og erstatte dem med Facebook, hvor både Baghjulet og Bianchi-Melfar24 har deres egne officielle sider.
 
På melfar24 kan man allerede konstatere, at der er ca. dobbelt så mange kommentarer på Facebook, som i forum. Baghjulets Facebook side er på nuværende tidspunkt ikke særlig aktiv, men den er heller ikke markedsført så effektivt som Bianchi melfar 24.
 
Derfor vil IT udvalget foreslå, at vi dropper nuværende fora, og helt erstatter det med Facebook.
 
Vi vil gerne bede nogle af jer aktive Forum brugere derude, om at prøve at teste Forum delen på vores Facebook side, for at vurdere, om I kan bruge dette alternativ.
 
Klik ind på Baghjulets officielle Facebook side her.
 
Hvis du er bruger på Facebook, kan du blive medlem af siden (det gør I ved at klikke "Synes godt om".
Klik ind på Fanebladet Debat. Sæt så debatten igang og lad os prøve af, om ikke dette forum løser vores kommunikationsbehov. 
 

14.01.2011