Og og ned ad Munkebjerg - og så lige op igen!
Af: Ellen Marie Stounberg
|
Det var søndag den 25. januar – meget tidligt, og vi skulle til den første fortræningstur til Hærvejsturen.
Vi fandt endelig mødestedet, og så kunne vi starte.
Det gjorde vi i let diset vejr med meget lidt vind, og de vintertrætte ben – med lidt spinningstræning – forsøgte at følge trop med helårstrænerne, og det gik godt i lang tid. Vi forcerede skovveje, asfaltveje, og pludselig var vi ved kasinoet på Munkebjerg.
Efter en dejlig nedkørsel på tør vej gik det op igen – nu på skovveje, og nogle af dem endda meget fedtede – med hårnålesving til vi igen var på Munkebjerg. Puha – træning er nødvendig!
Kort før mål slap kræfterne helt op – de andre kørte simpelthen for hurtigt for mig! Heldigvis opdagede én, at jeg var punkteret, og ved hjælp af luft fra Per Allan flere gange, nåede jeg også tilbage til parkeringspladsen.
En herlig tur med smukke udsigter, en anelse sol og en hel del snak (når det ikke gik for stejlt opad!)
Jørgen Rostgaard, som var dagens turleder, har lagt ruten på GPSies, som du finder her.
Ellen Marie Stounberg
Næste fortræningstur finder sted 22. februar - læs mere her. |
 |
29.01.2009