Udskriv siden

Dame hygge-cykeltur

Af: Helle Stougård

Der manglede så absolut intet, da pigerne fra Fredericia Cykelklub og Fredericia Triathlon Team i dag var værtinder ved en Dame Hygge-cykeltur.

De havde lagt en lækker rute, som var godt afbalanceret mellem grusvej og asfalt, ud over voldene i Fredericia, via Østre Strand ud mod Trelde og retur mod Fredericia gennem Madsby Parken.

Der var gode turledere (både forrest og bagerst), følgebil (påmonteret cykelstativ, for det tilfældes skyld, at nogen fik brug for hjemtransport), to mænd Lars og Steen (læs: mekanikere og soigneurs - vi fik heldigvis ikke brug for teknisk assistance af den karakter).

Hyggecykelture kan sagtens give noget ind på kontoen. Vores værtinder havde også sørget for masser af god træning til de 21 deltagende damer. På den knap 30 kilometer lange rute, var der bla. passager med 11 sekund meter modvind. Der skulle bestemt trædes igennem på de første kilometer ud til depotet.

Her var der tilgengæld sørget for solskin og læ, varm kakao og hjemmebagt kage.

Vel hjemme, var der sikker aflåsning af cyklerne mens vi gik i bad. Gode omklædningsforhold og varme på saunaen.

Og så blev der ellers serveret lækker lasagne, salat, flere slags brød, pålæg, kage, sodavand og kaffe.

Jeg kan forsikre, at snakken går lystigt, når 21. cykelglade piger er samlet på ét sted. Det var en søndag med masser af hygge og dejligt samvær.

Her fra Baghjulets deltagere en stor tak for initiativet og for arrangementet. Dame MTB turene på tværs af klubberne, er blevet en dejlig tradition, som vi håber bliver ved.

Pssstttt. - glemte jeg at sige, at der også var sørget for fotograf langs ruten?

Gerts billeder finder du her.

Steens billeder finder du her.

22.03.2009