|
Indledningsvis, et par grove og feministiske påstande som står for webmosters egen regning:
Kvindecykling er en overset sport og kvinder i motionscykelklubberne stadigvæk en minoritet.
Men kigger man i klubbernes organisationer, så er denne minoritetsgruppe til gengæld pænt repræsenteret når ærmerne skal smøges op og der trækkes i arbejdstøjet – således har vores naboklub Fredericia Cykel Club nu fået deres første kvindelige formand nogensinde: Susan Herlufsen.
Susan har cyklet i 8 år og har været medlem af Fredericia Cykel Club i 7. Susan er først og fremmest motionist, men har dog smagt konkurrencen lidt, da hun deltog i DM enkeltstart for hold på en B-licens.
Jeg spørger Susan, hvad der driver værket og hun svarer, at det er lysten – til motion, til frisk luft og til kammeratskabet, som er helt i top. Og så spiller det selvfølgelig en rolle at både mand og søn er godt og grundigt ”fedtet ind” i det med cykling.
Jeg har spurgt Susan, hvad hun vil arbejde for i sit formandskab. Hun svarer, at hun gerne vil arbejde for eliteprojekt for drenge og piger. Hun vil forsøge at uddelegere og involvere og allerhelst få etableret nogle selvkørende styregrupper, som gerne skulle bestå af et bredt udsnit af klubbens medlemmer – og helst nogle nye, for Fredericia Cykel Club lider at samme fænomen, som vi kender fra vores egen klub: Tordenskjold Soldater.
Og endelige, så ser Susan gerne endnu flere aktive damer og piger i cykelklubben.
Go for it, Susan! Til kamp for kvinder til cykels! Vi vil have flere toiletter på depoterne til Rands Fjord Rundt og varmt vand i bruserne i damernes omklædningsrum efter vintercuppen!
Jeg sender et stort tillykke fra Fyn, over Lillebæltsbroen og til Jylland, hvor jeg ønsker Susan god medvind. Tillykke med formandsposten. Susan bukker og takker og tilføjer, med vanlig jysk beskedenhed:
”Joh tak – men nu var det jo ikke ligefrem noget kampvalg!” |