Udskriv siden

MTB tur hos Cykel Motion Højfyn

Af: Helle Stougård

Flot MTB tur i Langsøskoven

Søndag, den 8. november. Vi er på besøg hos Cykel Motion Højfyn, som er vores turledere på dagens MTB tur i Langesø. Jeg cykler med i den fjerde af de 4 grupper, der startede ud fra Langesø Hallen kl. 10  - det er os der er på skovtur.

Ved foden af én af turens dejlige bakker, råber Ellen Marie pludselig til Leo, som cykler oppe foran:

"Leo? Har du kamera med?"

Og Leo, han tror Ellen Marie stiller spørgsmålet, fordi det er NU hun gerne vil fotograferes, bestigende denne her fantastiske naturskønne bakke i Langesøskoven. Så han rejser sig beredvilligt op i pedalerne og tramper vinterraceren op på toppen af bakken. Her kaster han cyklen ind til siden, griber i sin åbne baglomme .... og svarer så:

"Jeg har tabt kameraet!!!"

Imens er Ellen Marie nået et godt stykke op af bakken. Ikke desto mindre, har hun luft nok til at fortsætte sit spørgsmål med ...

"Ja, for hvis ikke - så var det måske dit kamera jeg så ligge dernede på stien mellem bladene".

Og således gik det til, at vi kan takke Ellen Marie for, at Baghjulet stadigvæk er i besiddelse af klubbens fugt- og stødsikre digitalkamera (venligst sponsoreret af Peter fra Sony), og normalvis i Leos (sikre?) varetægt.

Kameraet blev fundet og billederne fra "gr. 4 turs" kan I se her.

Jeg skal lige nå at bringe en stor tak til Vicky og Carsten fra Cykelmotion Højfyn, som var turlere i vores gruppe i dag. Tak for en rigtig dejlig skovtur!

For det var sådan, at vores gruppe som sagt kun var én af fire. I alt var mellem 40 og 50 mountainbike ryttere med på tur i dag. Og nu kunne vi tænke os at høre, hvordan de andres ture gik.

Derfor - var du med i gruppe 1, 2 eller 3 - så vær sød at sende et par ord til webmaster@baghjulet.dk og lad os høre om jeres tur.

08.11.2009