Helt i skoven!

Af: Liselotte Hausgaard

Det plejer ellers at gå rimeligt. Og jeg synes, at jeg er blevet lidt bedre til orientering, end jeg var da jeg startede sidste år.

Men til sidste afdeling af Vintercup gik det grueligt galt….

Vibeke og jeg startede med at være meget i tvivl om, hvordan kortet indledningsvis skulle vende. Men det fik vi opklaret efter lidt diskussion, og en udflugt hen til nærmeste vej. De to første poster gik også enormt glat, og optimismen var ved at sætte ind.

Så var det, at vi foretog en fatal beslutning: vi ville køre efter post 9.

”Vi skal bare lige ned ad den vej, forbi den gård, så kører vi over en mark og gennem et bælte af træer – der er garanteret en sti – og så er vi nede ved åen, hvor posten står,” udtalte Fru Hausgaard selvsikkert.

Det passede sådan set også. Altså bortset fra et par småting.
Den ene var – at der VAR ikke nogen sti. Så vi cyklede/løb/bar vores cykler over mark og træstub og hegn.
Den anden var, at jeg umiddelbart efter det triumferende udråb: ”DER er den!” fik øje på den å, der var … imellem posten og os.

Øv.

Vi brugte en del tid på at diskutere, om

1. der var en vej uden om
2. det var muligt at vade over åen
3. vi skulle opgive med det samme og køre tilbage

Den smule å, blev vi enige om, kunne Kanindræber-Vibeke og BS. Hausgaard sagtens klare. Men den så en kende dyb ud lige ved posten. Lidt længere henne, derimod, så det lavere ud. Jeg greb resolut en gren, og proklamerede: ”Jeg går lige ned på bredden der og måler, hvor dyb åen er med denne her!”

Som sagt, så gjort. Men ”bredden” var lidt ustabil – jeg stod pludselig i mudder til op over knæene og var i faretruende nærhed af at tage et full body mudderbad. Måske skulle jeg ha’ gjort det – så var jeg  blevet meget smuk, for der var godt nok noget mudder dér.

Tapre Vibeke var på vej ned for at redde mig, men jeg så i mit stille sind, hvordan vi begge to sank ned i kviksandet. Det lykkedes mig derfor at komme op selv – MED mine cykelsko, selvom det holdt hårdt.

Det er lidt koldt, sådan noget åvand i januar. Og da vi var færdige med at fjotte rundt, kunne vi godt se, at vi nok skulle satse på at komme op til en vej. Så kunne vi se om vi kunne nå en post til.

Der må være en nemmere vej. Det var vi enige om. Så vi besluttede at skyde genvej ved at køre op gennem et ryddet bælte i skoven. At vi ikke anede, hvad retning vi så kørte i, var mindre vigtigt.

Det resulterede da også i, at vi for nok vild til at vi IKKE nåede flere poster, og at vi kom ind noget senere end den tid, vi skulle. FIRE MINUSPOINT, blev det til.

Det var nok ikke den største vintercup-afdeling, vi har kørt.

Men det var sjovt. Og der var noget at fortælle ungerne om, da vi kom hjem.

PS: Vi kommer STÆRKT igen til februar!!

09.01.2007