Udskriv siden

Åbne Fynske XC Mesterskaber

Af: Helle Stougård

flere deltog

Flere baghjulere lagde i dag vejen forbi de Åbne Fynske XC Mesterskaber, som blev kørt ved det, der i MTB kredse betegnes som "de legendariske spor" ved Vissenbjerg.

Jeg var nysgerrig efter at vide, hvori "legenderne" bestod og derfor kontaktede jeg Jens Bang fra Baghjulet, som lynhurtigt rakte mobilen videre til Per Isaksen ved sin side. Per (fra Cykelmotion Højfyn) er ruteansvarlig, og han ville gerne fortælle: "Jo, ser du", sagde han. "Ruten indeholder alt det værste af skovene omkring Vissenbjerg".

Både sport- og motionsrute
er 4 kilometer lang og sportsruten er på 187 højdemeter. Den er hård og meget kuperet og har flere farlige/voldsomme nedkørsler. Der har været kørt DM på ruten for år tilbage. Sidste år startede et par ryttere fra MTB Chat så et løb, og det er håbet at det kan blive en årlig tilbagevendende begivenhed, at kåre en fynsk mountainbike mester ved Vissenbjerg.

115 MTB ryttere deltog
i løbet og vejret var i hvert fald perfekt til formålet - det kan I se på Gerts billeder, som I finder her.

Vinderen af sportsklassen blev iøvrigt Søren Nissen. På 2. pladsen kom Asbjørn Krag Andersen. I motionsklassen blev det Carsten Thiel der vandt og Morten Nielsen fra Cykelbasserne der løb med 2. pladsen. I dameklassen fik Tine Hansen førstepladsen.

Se mere på www.webikecup.dk

Selvom arrangørerne havde lavet en lidt blidere
udgave af den 4 kilometer lange rute til motionister - én med sølle 140 højdemeter - så ser det ud til, at også motionisterne havde kamp til stregen. De mødte i god form og ikke mindst festklædte.

Jørn havde f.eks. lyserødt slips på!

Nu kunne jeg selvfølgelig godt tænke mig at vide, hvorfor Jørn tager til MTB løb iført lyserødt slips, men det er til dato aldrig lykkedes mig at få Jørn til at tale til hverken hjemmeside eller klubblad. Derfor kunne jeg tænke mig, at høre om der er andre, der har et bud:

Hvorfor kører Jørn MTB løb med lyserødt slips?!

 

17.10.2010