|
Af Bruno Hausgaard
Dette er beretningen om deltagelsen i mit første 24h MTB løb, i juni 2004.
Mange i vores klub har prøvet og kender til 24h cykelløb fra vort eget Melfar24h.
Jeg vil her berette om et anderledes 24 timers løb, nemlig Hørsholm MTB klubs 24 timers MTB løb d. 19.-20. juni 2004, som jeg havde ladet mig ”lokke” til at deltage i af min vintercup-makker, Carsten.
Jeg havde ikke trænet nok til det, vidste jeg på forhånd med mig selv. Ca. 1000 km på landevejen og en del MTB. I pinsen tog vi i ”træningslejr” i Tjekkiet. Vi fik også kørt et par dage i bjergene, men det blev vist opvejet af lidt for mange af de gode Tjekkiske øl, herom en anden god gang.
Løbet består i al sin enkelthed i at køre flest omgange på en 11,2 km lang rundstrækning i Rude skov ved Birkerød, med 9 krævende op - og nedkørsler, 190 højdemeter og som foregår på grusstier og singletracks. Løbet starter lørdag kl. 12.00, og deltagerne kan fortsætte til søndag kl. 12.00, dog er det nok at have påbegyndt den sidste omgang inden kl. 12.00, for at den tæller med, så man kan i realiteten komme op på næsten 25 timer.
Der kører både hold af 4 ryttere, som kører på skift, og soloklassen, som vi deltog i, hvor den samme rytter kører hele tiden.
Vi startede fra Snoghøj lørdag morgen kl. 7.30, og vejret var fint, så humøret var højt. Vejrudsigten havde ikke set godt ud, men nu tydede det på, at det alligevel blev bedre end lovet. Desværre holdt denne forhåbning kun til et sted midt på Fyn, hvor det startede med at regne, og det fortsatte til vi ankom til Rude skov. Løbets startsted/målområde er meget lille, så der var nærmest kaos på den lille skovvej, der fører til startstedet. Vi kom lidt op af vejen med bilen, men måtte så bære vores grej resten af vejen, og derefter hurtigt fjerne bilen, som vi fik afsat på en parkeringsplads ca. 3 km derfra.
Vi var så heldige at der holdt en taxa på parkeringspladsen, så den hyrede vi op til skoven. Alt grejet blev stuvet ind i Carstens 2-mands telt, som skulle udgøre vores base det næste døgn, og så var det bare med at blive klar, da vi var ved at være lidt i tidsnød. Det øsregnede stadigvæk, så vi havde overvejelser over, hvilken påklædning, vi skulle vælge. Jeg havde en del skiftetøj med, men da jeg ikke har uudtømmelige mængder af cykeltøj, ville jeg gerne gemme noget varmt/tørt tøj til natten og morgenen, som jeg regnede med ville blive kold.
Jeg startede ud i knickers og med vindjakke.
Et andet valg var om jeg skulle vælge drikkedunk eller Camelbak, og jeg valgte drikkedunk for ikke at have for meget vægt på ryggen i 24 timer.
Starten er en ægte Le Mans start. Alle ligger cyklerne i begge sider af vejen, ca. 100 mtr. før start/mål, og så går alle ca. 150 mtr. længere tilbage i skoven og afventer startskuddet, hvorefter alle, eller i hvert fald mange, løber som vilde hen til cyklerne for at kommer forrest af sted. Især holdrytterne kører rigtig stærkt, så jeg holder mig pænt tilbage i starten, da jeg ikke vil gå død lige med det samme.
På første omgang pisker regnen ned, og der er bare mudder overalt. Jeg har svært ved at se noget, da brillerne er fyldt med vand og mudder, men dette glemmer jeg hurtigt, da pulsen er helt oppe at ringe. Midt på omgangen går det da også galt for mig, på en egentlig ufarlig nedkørsel, hvor jeg styrter for fulde gardiner. Slår en kolbøtte med cyklen, og lander inde i et træ. Heldigvis sker der ikke noget alvorligt, hverken med mig eller cyklen, ud over at jeg slår min højre hånd og lår. Efter at have sundet mig lidt, kører jeg forsigtigt videre, men jeg synes at have svært med at bremse på de stejle nedkørsler. Rundt på ruten er der flere steder, hvor jeg må trække op, både fordi det er meget stejlt, og fordi der er så glat pga. regnen. Da jeg kommer til pitområdet, strammer jeg bremserne både for og bag. Mit valg med drikkedunk har vist sig at være helt forkert, da jeg har brug for begge hænder på styret stort set overalt, og jeg har da også tabt drikkedunken undervejs, så på med Camelbak’en, som viser sig at være helt suveræn og uundværlig uden at genere det mindste.
Ud på 2 omgang, det øsregner stadigvæk, men jeg er ved godt mod, da jeg føler, at jeg jo nu kender ruten. Jeg må dog hurtig sande, at jeg slet ikke kan huske ruten, jeg har åbenbart brugt alle ressourcer på at cykle, og undgå at styrte. Ret hurtigt er det galt med bremserne igen, og jeg styrer nedad med bremserne i bund, men uden det hjælper ret meget på farten. Jeg kan ikke se, hvordan jeg skal køre i 22 timer mere på denne måde. Problemet er ikke at køre stærkt nok, men at undgå at få for meget fart på! Jeg får dog med besvær og held kørt omgangen til ende, og går i pit igen for at se på bremserne. De er helt slidt væk, så der må nye klodser på. Claus, som er cykelmekaniker og hjælper til i vores lejr skifter klodserne, imens jeg får tørre strømper og T-shirt på, og noget energibar og frugt indenbords. Jakken er drivvåd, men jeg beholder den på, da jeg kun har 2 jakker, og vil gerne have en tør til senere.
Afsted på 3 omgang, med nye bremseklodser og fornyet humør. Jeg synes, det går rigtig godt, men nedad en lang leret og meget fedtet nedkørsel styrter jeg igen. Det går heldigvis ikke så galt som på første omgang, men jeg bliver noget forskrækket, da jeg selv syntes, jeg kørte forsigtigt. Regnen aftager og da jeg kommer til pitten, er det blevet tørvejr.
Efter et ultrakort stop, videre ud på 4 omgang. En udramatisk omgang - det er dejligt, at det er holdt op med at regne. I pit skiftes igen strømper, og den våde jakke smides, og byttes ud med en langærmet undertrøje og cykeltricot. Desværre er Carsten styrtet, samme sted som jeg selv styrtede på 3 omgang, men han var så uheldig at lande på noget hårdt, og har fået en stor flænge på tværs af knæet. Røde Kors samaritterne har sat en ”butterfly” på flængen for at holde det sammen, og humøret er selvfølgelig i bund, men han er sej og fortsætter. Jeg får kaffe, frugt og rugbrød med marmelade og ost.
5 omgang går fint, men jeg begynder at mærke trætheden komme. Mudderet/leret er nu blevet så ”tørt”, at det begynder at pakke ved bremserne, og jeg må et par gange rense hjul og bremser for ler, for at hjulene kan løbe rundt. I pit får jeg spulet cyklen fri for det værste mudder og ler. Jeg spekulerer på, hvordan jeg klarer mig igennem til næste dag kl. 12, det virker uoverskueligt! Igen meget kort stop, da der er varmt mad fra kl. 18, så jeg kan nå en omgang inden da - det er altid rart at have noget at se frem til.
Efter 6 omgang er bremseklodserne igen slidt ned, og Claus skifter dem, mens jeg får noget at spise. Der serveres kylling i karry og paprikasauce med ris og brød til. Jeg er rigtig træt nu, så det er dejligt at sidde stille og roligt ned og slappe af lidt! Igen skifter jeg til nye tørre strømper, det er næsten ”himmelsk”.
Ca. kl. 19.15 kører jeg ud på 7 omgang. Der speakes hele tiden i målområdet, og det giver fornyede kræfter når mit nummer og navn bliver råbt op, og publikum hepper og kommer med opmuntrende tilråb. Jeg synes, det går rigtig godt nu, jeg har nye kræfter efter pausen. Jeg føler, at jeg begynder at kende ruten nogenlunde nu. Jeg har allerede ved det sidste pitstop bestemt, at jeg ikke vil køre, når det bliver mørkt. Jeg tør simpelthen ikke, når der er så vådt, jeg har nok at gøre med at undgå at styrte, når det er lyst, så jeg vil ikke sætte mit helbred på spil i mørke og glat føre. I pit smører jeg kæden og guffer en halv energibar, og da Claus og Søren (massør i lejren) spørger mig, hvordan det går, kan jeg med optimisme fortælle, at jeg er mindre træt nu end kl. 18., så det er bare afsted ud på 8 omgang.
Det går fint og jeg sidder og hovedregner lidt på om jeg kan nå en omgang mere inden det bliver mørkt, og jeg beslutter, at det kan jeg. Jeg kører ikke i pit, men fortsætter igennem målområdet ud på 9 omgang og klokken er nu 21.30. Det begynder at skumre noget og halvvejs på omgangen begynder nogle af de hurtige drenge at overhale med lys på. Det er faktisk ved at være for mørkt nu, og ca. halvdelen af rytterne har lys på. Jeg tager det roligt for ikke at styrte, og er i pit kl. 22.39. og føler mig i fin form.
Carsten er allerede gået i seng, og snorker som en bjørn, hvilket er fantastisk, da vi ligger lige op ad måtten, der registrerer omgange, og der lyder nogle høje ”bip”, hver gang en rytter passerer. Jeg får noget brød og kaffe, og efter en times tid forsøger jeg at få sovet. Jeg får mig møvet ind i teltet, men kan ikke falde til ro, og det lykkes mig kun at sove en halv times tid. Der speakes ikke fra kl. 24 til kl. 6, men alligevel er der masser af larm, nogle der snakker, holdryttere, der bytter, målstregen, der bipper.
Kl. 4 står jeg op, Carsten er også vågen, men kan ikke køre videre. Jeg får noget kaffe og frugt. Jeg tager lange bukser, langærmet undertrøje, tricot, vinterjakke og vinterhandsker på, og så ud på 10 omgang. Det viser sig hurtigt at være alt for meget tøj, jeg har på, så jeg sveder omgangen rundt, men ellers føler jeg ikke, at det er svært at komme i gang igen efter nattens stop.
I pitten tager jeg den langærmede trøje og vinterhandskerne af, og nupper en ostemad, jeg har fra igår, da der først er morgenmad efter kl. 6. Så kører jeg ud på 11 omgang.
Det er skønt nu, morgensolen skinner mellem træstammerne, og langs en skovsø er det rent idyl, men det glemmer jeg nu hver gang jeg trækker cyklen op af en lang bakke, hvor jeg ikke kan stå fast for mudder, og benene syrer til, hvis jeg forcerer lidt.
Ved 6.30 tiden er jeg i pit, og der serveres varmt havregrød og kaffe, hvilket er et dejlig letfordøjeligt, og varmt måltid på dette tidspunkt.
Hold da op, hvor jeg synes, der er længe til kl. 12! Da jeg kører ud på 12 omgang, er der igen speaker på, som hepper rytterne afsted, det gir’ energi! Det er hårdt nu, og jeg føler mig træt. Lidt før pitten opdager jeg at min saddel er gået løs, men Claus fixer det, mens jeg får kaffe og rundstykker, og skifter til ”korte rør”.
Ude på 13 omgang er det igen ved at være slut med bremseklodserne, så i pitten skiftes de igen. Ca. 9.30 kører jeg af sted ud på 14 omgang, og ”truer” med at dette bliver den sidste. Carsten pakker alt grej sammen og henter bilen, så det er ren service. Jeg skal jo bare cykle! Jeg synes det går ok, men det er sejt, når jeg skal trække op af bakkerne. Det er begyndt at regne igen, og på to af bakkerne er det rent ler, så her begynder jeg at trække ned også. Jeg opdager, at jeg flere gange overhaler nogen, der forsøger at køre - der er mange, der styrter i leret.
Da jeg 10.37 passerer målområdet, bliver der heppet fra vennerne og alle tilskuerne. Der bliver råbt, hvor sej de synes, man er, og hvor godt man ser ud, så et kort (et meget kort) øjeblik føler jeg mig som en anden Lance Armstrong på Alpe d’Huez. Speakeren råber nummer og navn op, og der klappes, mens jeg ”spurter” ud på 15 omgang.
Det går fint, det regner lidt, men målet kan ses lige om hjørnet, så det gør ikke så meget. Kl. 11.45 er jeg i mål, og føler mig som vinderen på grund af al den klappen og tilråb, det er fantastisk! Speakeren forsøger at ”lokke” mig til at køre ud på en omgang mere, men der er ikke mere i mig. Venstre knæ er begyndt at gøre ondt, og jeg gider slet og ret ikke mere i dag, så jeg kører i pit. Chippen til tidtagningen klippes af, og løbet er slut for mig.
Solokonkurrencen blev vundet af Bo Vestergaard Jensen, der kørte 25 omgange. Han holdt ifølge mine oplysninger stille i alt 2 x 20 minutter i løbet af de 24 timer, imponerende! Jeg blev med mine 15 omgange, nummer 11 ud af 27, hvilket jeg ikke synes er så ringe endda.
Holdkonkurrencen blev vundet af Århus Mountainbike Klub, der kørte 40 omgange, Thomas Bonne kørte den sidste omgang på ”konservative 32 minutter”. Der var 3 solo-pigeryttere, og 3 pigehold, der også gennemførte.
Alt i alt var det en stor oplevelse at deltage i dette løb, og efter at have fået udsovet, fået ømhederne ud af kroppen, skrammerne helet og her ca. 2 uger efter fået det lidt på afstand, begynder lysten til at prøve det en gang til at melde sig. Så måske prøver jeg igen til næste år, det kunne jo være sjovt at prøve i tørvejr! |
|