|
af Bruno Hausgaard
En beretning om Baghjulets firemandsholds deltagelse i Cube Bike 24h MTB løb ved Århus d 27/28 august 2005.
Sammenhold, kammeratskab, hygge, vilje, kamp og meget mere.
I juni måned 2005 deltog jeg i Hørsholms 24h MTB løb i soloklassen, og havde derefter egentligt sagt at det måtte være nok for i år med ”sådan noget”. Heldigvis ringede Laurent kort tid efter til mig, han havde set brochuren om et nyt 24h MTB løb ved Århus, og foreslog at vi lavede et hold til at tage derop. Det tog ham ikke lang tid at overbevise mig om at vi måtte prøve dette og snart havde han også overbevist Kim og Ailan også.
Træningen op til løbet blev ikke særlig koordineret. Vi cyklede med på klubbens træningsture i det omfang hver især havde tid mm. til, og et par stykker af os nuppede også nogen ture på MTB i de sidste par uger op til løbet. Som de fleste jo ved er Baghjulet jo en stor motionscykelklub hvor der primært cykles på landevejsracere, og en del har en MTB til vintertræning. Vi er dog nogle få stykker der stædigt holder fast på at en MTB er en helårscykel, ja faktisk er det jo allerbedst her om sommeren når skovene er dejlige at køre i.
Nå, vel ankommet til Wilhelmsborg blev teltet stillet op, og al grejet båret ned fra bilen. Solen skinnede og kaffen og den medbragte bradepandekage, som forfatterens kone havde bagt til de fire musketerer, blev nydt i fulde drag. Heldigvis er kage endnu ikke kommet på dopinglisten, så vi har da stadigvæk dette præstationsfremmende middel til de helt store præstationer.
Kl. 13 er det så af sted for feltet, og så står vi andre bare tilbage og kan vente til det bliver vores tur. Vi har dog lagt en strategi hjemmefra. Vi ved at Kim forlader os ved 22 tiden om aftenen, da han har været så letsindig at sige ja til flere ting på samme tid, så han er første mand på banen. Strategien er to omgange pr mand i første runde, og når det bliver mørkt vil vi gå over til at skifte efter hver runde, primært pga. at vi skal lade lygterne op. Vi holder dog næste mand klar når der passeres efter den første omgang i det tilfælde af defekter eller andre problemer, og det får vi gavn af da Ailan efter hans første omgang kommer løbende i mål med fladt bagdæk, og jeg så må af sted en omgang før planlagt.
Ruten er god, ja nærmest perfekt synes jeg. På de første omgange cykler jeg op af det meste, men må hurtigt til at gå op af de tre værste stigninger, det koster simpelthen for mange kræfter for mig at cykle op. Jeg er god til at holde til højre når der kommer en af de hurtige drenge og suser forbi mig, jeg må sige at jeg er dybt imponeret over den hastighed der køres med af topholdene, hatten af for dem.
Når vi ser på stillingen, kan vi se at vi er tre hold der følges ret tæt, nemlig Danparc Søhøjlandet, Team Goodgrip og os Team Baghjulet, på hhv. 9, 10 og 11 pladsen. Tiden kommer hvor vi får varm aftensmad, og snart begynder det at blive mørkt, og lygterne monteres. Vi har alle Sigma 10W lygter, som er det minimale lys man kan klare sig med. Det bliver rigtig mørkt inde i skoven, men ruten er fin og jeg synes ikke det er et problem at køre i mørket. Det er faktisk lidt hyggeligt ude i skoven. Kl. 22 kører Kim af sted hjemad, og vi er så kun tre tilbage til resten af tiden. Med vores strategi med kun at køre en omgang, er der ikke mulighed for at sove, så da det bliver lyst er vi ved at være godt trætte. Vi kan se at vi har overhalet de to andre hold i løbet af natten, og fører med ca. et kvarters tid. Det vil vi selvfølgelig gerne holde, men vi er til gengæld klar over at vi ikke kan forcere tempoet, der er ingen ekstra gear tilbage. Som formiddagen skrider frem skrumper forspringet og ved 10 – 11 tiden bliver vi desværre overhalet af dem. Som Laurent forklarede bagefter ” jeg trak op af den store bakke med cyklen, men ham i de gule trøje bare løb helt vildt, og jeg kunne ikke gøre noget”. Nej, vi måtte erkende nederlaget, men vi vidste vi havde forsøgt det bedste vi kunne, så det kunne ikke ødelægge humøret.
Kl. 13 søndag var det så efter ca. 460 km og ca. 8200 højdemeter slut. Jeg kom i mål 12.57, som vores sidste mand. Vi kunne hverken vinde eller tabe en placering, så vi gad ikke tage en ekstra omgang. Præmieoverrækkelsen blev overstået, og et stort tillykke fra mig til det vindende hold, og ikke mindst den vindende solorytter Jacob Lauritsen. Selvom vores lejr var overfor hans, var det ikke meget man så ham i lejren under løbet, men det var jo nok også en af grundene til at han vandt.
Teltet blev pakket sammen, og alt grej båret op i bilen, og så var det hjemad mod Middelfart. Jeg var hjemme ved 16 tiden så efter at have berettet om de sidste 24 timers drama for familien, fået et velfortjent bad og noget godt at spise, lukkede jeg de trætte øjne ved 20 tiden og sov til den lyse morgen.
Skal jeg så køre 24h MTB løb igen? Ja måske, hvem ved? Jeg blev spurgt af de andre på holdet hvad den største forskel på at køre solo og køre et holdløb er? Lige efter løbet synes jeg egentlig at jeg var lige så træt som efter jeg kørte solo i Hørsholm, men det var nu vist bare søvn mangelen der snød mig. Her i dagene efter kan jeg godt mærke at kroppen ikke er nær så misbrugt som efter et sololøb. Men den største forskel synes jeg er det sociale. Når man kører solo er der kun en tanke i hovedet i de 24 timer, og det er at man skal ud at cykle fordi hvert minut man ikke cykler er spildtid. Jeg føler at få nærmest tunnelsyn, hvor det eneste der interesserer mig er det hjulspor lige foran min cykel. I et holdløb er man sammen om det, hygger sig mellem at man er på banen, i det hele taget har en fælles oplevelse, og man har nogen at dele oplevelsen med. Ved at køre solo har jeg haft den oplevelse at overvinde sig selv, men holdløb synes jeg nu er sjovere.
Skal vi så deltage igen? Det tror jeg helt bestemt, og det kunne da være sjovt hvis vi var endnu flere her fra Baghjulet.
Så hvis du skulle have fået interesse for at prøve 24 timer på MTB, så skriv på bruno @ baghjulet |
|