Udskriv siden

Beretning 2007

Af Inger Alexandersen

Jeg har før været tilmeldt Tøse-Runden, men måtte melde fra. Så da programmet dumpede ind af døren, var beslutningen hurtigt taget, i år skulle jeg med.

Der var andre fra Baghjulet, der ville det samme, så vi var 6 ”tøser” der meldte til. Der var dog kun 5, der tog af sted lørdag den 2. juni 2007.

Jeg fulgtes med Lis, Helle og Ellen Marie, vi havde afleveret vore cykler hos Lis fradag aften, så jeg stillede hos Lis lørdag kl. 6.30. Bilen var klar med 4 cykler på et stativ, venligst udlån af Niels Storm og Inger. Vi hentede Helle og senere Ellen Marie i Elby.

Turen over Fyn og Sjælland gik uden problemer, der blev serveret kaffe med rundstykker og basser undervejs – tak til Ellen Marie for det gode initiativ. Da vi nærmede os Køge begyndte det at regne, men heldigvis var det tørvejr, da vi ankom. Vi mødte Betty, der hvor startnumrene blev udleveret.

Kl. 9.28 gik starten for os, og der lå 112 km forude. Der var lidt svært at komme frem for alle de cyklende kvinder, så Helle forsvandt hurtigt ud i det fjerne, men vi andre 4 fulgtes ad.

For en gang skyld var vi nogle af dem der var bedst kørende, det kunne tælles på 2 hænder dem der overhalede os. Til gengæld lå vi ude i overhalingsbanen det meste af tiden. Solen så vi ikke, men alt i alt var vejret godt og vi havde kun lidt modvind og lidt finregn.

Vi kom i mål ca. kl. 14, fandt hurtigt Helle. Selv om Lis skulle skynde sig hjem, var der tid til en øl og en pølse.

Vi hilste af med Betty. Cyklerne var hurtigt læsset og vi var på vej hjem. Kl. 17 holdt vi i Tangmosen.

Nu har jeg prøvet Tøse-Runden.