Udskriv siden

Og så kommer de blå piger fra Baghjulet!

Af Inger Holmegaard

Sådan lød speakerens sædvanlige hilsen, da vi startede i årets Tøserunde. Men i år var vores gruppe noget mindre end tidligere. Nogen havde valgt Lady Tour i stedet, de skrappe havde valgt klubbens 24-timers løb og så var det jo Pinse!

Men vi var altså 6 Baghjulstøser, der drog til Køge i år. Og vi havde som altid en dejlig tur sammen med hyggeligt samvær før, under og efter løbet – også selvom vi i år måtte undvære vores soigneurs, men hvad – vi punkterede jo heller ikke, og Else kunne sagtens finde ud af at pumpe vores cykler, så de bare rullede derudaf.

Transporten klarede vi i 2 personbiler.

Niels og jeg har anskaffet os en cykelholder til anhængertrækket, og den kan klare 4 cykler, og de sidste 2 havde Else med.

Indkvarteringen var også en anden, nemlig en Bed and Breakfast på Køge Strandvej med masser af varmt vand i bruserne efter turen – i modsætning til de 2 forkølede brusere til 5000 svedige piger, som vi har været vant til de forrige år!

Selve turen var som sædvanlig en oplevelse.

5000 cyklende piger – nogle med oppakning og proviant i cykelkurven – nogle på havelåger af ubestemmelig alder og fabrikat og så nogle (de fleste) på racere. Så mange piger fylder faktisk en del på en 112 km. rundstrækning. Feltet var strukket godt ud, som kommentatoren til Tour de France ville have sagt.

Brostenene ved Vallø Slot var som igen en oplevelse. Her blev morgenmaden rystet grundigt på plads! Vejret var en blandet fornøjelse. De første 60 km. var dog i tørvejr, men resten i regn og blæst, hvilket imidlertid ikke kunne ødelægge humøret – vi vidste jo, at et dejligt varmt bad ventede os på Køge Strandvej!

Vi Baghjulspiger fandt ind i 2 grupper. Den ene bestod af Lis, Ellen Marie og Helle, og de gennemførte med et gennemsnit på ca. 26 km./timen. Vi andre, d.v.s. Else, Vibeke og mig selv kom hjem med ca. 25 km./timen.

På Tøserundens hjemmeside er vores fart angivet til 6-7 km./timen. Det passer altså bare ikke! Måske ved de ikke, hvornår vi startede?

Alt i alt havde vi som sædvanligt en dejlig tur og jeg siger alle tak for hyggeligt samvær og på gensyn næste år?

Cykelklargøring ved vandrehjemmet

Team Baghjulet 2006

Klar til start