|
Fredag den 4. juni var vi en gruppe ”tøser” der drog af sted mod ”djævle” øen for at deltage i årets udgave af Tøserunden. Turen startede godt selvom vejret ikke just var med os (jo tættere vi kom på Køge, jo mere regnede det – ja, til tider stod det praktisk talt ned i stænger), men der var hyggeligt i bussen og der var nogle dygtige ”tøser” der havde sørget for, at der var rigeligt med hjemmebag og det hygger jo altid.
Da vi ankom til vandrehjemmet var spændingen stor. Sidste år blev vi nemlig henvist til at sove på gulvet i en stor fælles sal, da vandrehjemmet havde fejl tolket vores oplysninger og havde booket vores værelser en dag for sent. Til alt held fik vi i år nogle fine værelser, og efter en hurtig aflæsning af tasker gik turen til spisestuen, hvor vi fik et rigtigt cykelrytter måltid, nemlig pastasalat med tun og skinke, dertil hjemmebagt brød. Tja, bare for ikke at virke alt for seriøse skyllede vi det ned med et enkelt glas rødvin - det kan vel ikke skade, vel? Efter måltidet var alle trætte og drog til køjs, alle med lidt bekymrede blikke mod himlen - den var stadig noget faretruende grå/sort.
Lørdag den 5.juni
Vækkeuret bimlede og man måtte kæmpe med at få øjenlågene til at virke, men efter lidt kamp kunne vi slå øjnene op og konstatere, at gårsdagens grå/sorte skyer var erstattet af den fineste lyse morgendis. Solen skulle nok bryde frem og vind var der næsten ikke noget tilbage af. Som Vibeke glad bemærkede: ”Det her er medvind fra skiftende retninger!!”.
Da vi ankom til Køge havn var der allerede pakket med ”tøser”, men det skal der jo nok være når der næsten er tilmeldt 7000 af dem. Vi fandt vores startboks og snart var vi af sted. Vi blev hurtigt delt i grupper alt efter hvor stærkt vi kørte, og stærkt gik det! Jeg selv kørte ca. 3 km mere i timen end jeg plejer at gøre. Det medførte også, at vi hele tiden overhalede en masse andre. Til tider syntes det at forvirre de andre ”tøser” en smule - især når vi gav tegn til hinanden. På et tidspunkt blev der råbt: ”Se op!”, hvilket resulterede i, at en medcyklist kiggede op mod himlen og spurgte: ”Hvad skal vi se?”. Det grinede vi en del af. Vi fra Baghjulet ved jo godt, at den kommando ikke har noget som helst med himlen at gøre.
Vi blev da også på et tidspunkt opmærksomme på, hvad det var der gjorde, at vi kunne køre så stærkt. Da vi passerede en gruppe damer, overhørte vi nemlig denne samtale:
Dame 1: ”Pas på! Nu kommer der nogle af dem der kører stærkt og skal forbi”. (Efter at have kastet et hurtigt blik på vores cykler, siger dame 2: ”Øv altså! Det er også dem med to dunke på cyklerne, de kører altså barer for stærkt!”
Konklusion: Farten har noget med antallet af dunke på cyklen at gøre. Jeg overvejer, hvor jeg kan sætte en tredje dunk, for så må jeg jo kunne skifte til en endnu hurtigere gruppe!
Efter at vi havde fået alle i mål i god behold, og alle havde fået lidt at spise og drikke (grill pølser og koldt fadøl glider fint ned efter 112 km.), gik turen atter mod Middelfart. Turen forløb stille og fredeligt, kun afbrudt af lidt tunge åndedrag i ny og næ.
Alle vi ”Baghjuls tøser” kom i mål med nogle super tider (synes vi selv), og jeg tror at de fleste af os er klar til at gøre det igen til næste år. En stor tak skal lyde til alle de tøser, der var med til at arrangerer denne tur og tak til klubben for at yde os så flot et økonomisk tilskud.
|