Den blå slange

Af Helle Stougård

For os i Tøseudvalget, startede planlægningen – og dermed også forventningerne – til Tøserunden 2002, allerede omkring nytårstid. Så da tøserne fra Baghjulet omsider drog af, med højt humør fredag aften, lå der mange timers forberedelse og fortræning bag. I år var vi nok til at leje bus og cykeltrailer. Og lad det være sagt med det samme, uden hjælp fra mænd og kærester, ville det ikke være gået så let. Vores cykler blev læsset torsdag aften, og forsvarligt låst inde på Jan’s arbejdsplads, hvor traileren kunne stå sikkert. Per Allan og Nick var med som chauffører og Soigneurs. Og det skulle vise sig, at være et ret krævende job for de 2. Der var nemlig hele 20 tøser af sted – så der var mange cykler at læsse og losse, samle, pumpe og servicere. Vi boede på Ringsted vandrehjem. Ringsted centrum var spærret pga. af et cykelløb, men da vi først kom ind, dannede stedet rigtig flotte rammer om vores medbragte mad sent fredag aften.

Lørdag morgen, brillerede Grete T. med en punktering i startboksen – én af dem der bare sagde BANG! En eger havde boret sig gennem et fælgbånd og punkteret slangen. En servicemand var straks på pletten. ”Kan du lave min cykel?”. ”Ja!”. ”Kan du lave den på 8 minutter??”. ”Ja!!”. Og det blev den. Godt det ikke skete, bare 10 minutter senere!

Gruppen på de 20 piger er cykelmæssigt set spredt, men alle vidste hvordan de ville køre turen, og hvem de cyklede godt sammen med. Så fra starten, var De Blå fordelt i 3-4 større eller mindre grupper. Og på den måde fik alle lagt sig, så det passede til lyst, humør eller dårlige skuldre. Vejret var pragtfuld og udturen bød på lidt medvind. ”Der kommer Baghjulet. De har et godt tråd”, lød det et sted på ruten, da Ulla og Grete kom trampende op af én af de få små bakker. Det er dejligt at være kendte!

Ca. 15 km efter 1. depot, indtraf det alle frygter: Et råb, et brag og lyden af metal mod asfalt fik blodet til at fryse til is, hos os alle. ”Defekt!”, skreg Pia, i bare befibbelse.  Og mon ikke! Det var Jytte, Lis D. og Kirsten som blev impliceret i et voldsomt styrt. Lis blev liggende, mens Jytte og Kirsten blødende, forslåede og fortumlede, og med flækket cykelhjelm (!) kom på benene. Vi fik travlt med at dirigere cyklister uden om uheldsstedet, og Lotte ringede efter vores Soigneurs, som hurtigt var fremme. Der var ikke andet at gøre, end at få fat på en ambulance. Resten af gruppen fortsatte, lidt forstemte.

Tøserne var i stærk konkurrence med Danmarks første VM fodboldkamp mod Uruguay, så der var knap så mange tilskuere, som der plejer at være. Et par gange, blev vi fotograferet af en ”mystisk fyr” vi ikke kendte. Hvem var han? var der nogle der spurgte. ”Hvis han gør det igen, tager jeg penge for det” grinede Maja ”For så må det være fordi jeg har noget, der er noget værd”.

De fleste af pigerne har prøvet kræfter med andre motionscykelløb - og hvad er det så, der gør Tøserunden så speciel? Jo – man overhaler og overhaler. I ingen andre cykelløb får man lov til, at give flere tusinde cyklister Baghjul! Det gi’r et kick! Som Lotte sagde: vil man lægge ud med et motionscykelløb, der giver noget selvtillid, så er det Tøserunden! Enkelte sure kommentarer blev det da godt nok til, fra de andre deltagere. ”Find et andet sted, at køre ræs” eller ”ja, vi er her jo for at hygge os” blev der sagt. Det blev sagt i sjov, at vi ikke måtte håbe den forreste ”blå slange” af Baghjulere nu havde ”ødelagt rygtet” for sine klubmedlemmer bagved.

Ved 3. depot i Rødvig lå en gruppe på 9 af pigerne, med et snit på 29 km/t. Enkelte snakkede om, at det kunne være sjovt at prøve at holde snittet hjem – andre mente ikke de havde lyst til at gøre forsøget. For nok er ruten flad, men i år havde vi modvinden at kæmpe med. Men løbet blev givet frit, for dem der havde lyst til at tage udfordringen op. På de sidste 10-20 km. brækkede gruppen over i 2, og nogle af tøserne hjalp hinanden ind og landede med 29 i snit, skarpt forfulgt af 2. halvdel af gruppen, som kom ind med 28,5 i snit. Så var der vist heller ikke flere kræfter tilbage, var de fleste enige om.

Der blev slået blå lejr på en grøn plet i målområdet, hvor de efterfølgende 3 grupper af Baghjulere blev budt velkommen i mål. De kom ind med hhv. 24, 23,5 og 22,5 i snit. Alle var trætte men glade, og i år kunne Grete så hente sin velfortjente 5-års medalje. Der blev nedsvælget adskellige fadøl og ristede pølser og solen stegte, så der blev rullet op for tricot’erne og ømmer tæer blev lukket ud i det fri. Og så var han der igen, ham der fotografen. Nu måtte vi vide hvem han var. Han præsenterede sig som ”Kenneth, medlem af Tour de Vestfynsudvalget”. Aha – én af vore egne. Kenneths kone Gitte, som også er Baghjuler, kørte Tøserunden i et team fra Dansk Shell. Vi fik også hilst på Jytte, som kom tilbage fra skadestuen og kunne fortælle, at Kirsten og Lis D. begge var indlagt, dels med et brækket kraveben og dels til observation for hjernerystelser. Deres mænd var på vej herover, for at støtte dem. Så kom mobiltelefonerne op ad lommerne og der blev ringet hjem.

”Vi kørte meget hurtigere end vi kunne!”, meddelte Lis G. hjem til Johs.

Det blev tid til, at vende snuden hjemad. Cyklerne blev efterladt i én mega bunke til de 2 Soigneurs, som gik i krig med at skille og læsse cykler, mens tøserne gik i bad. (Per Allan forbød os, at komme ind i bussen, hvis vi ikke havde været i bad!). Efter badet kunne vi sætte os tilrette i en fix og færdig pakket bil. Simpelthen bare en service, der er de professionelle ryttere værdig! Vores Soigneurs trak et ufatteligt stort læs og bærer en stor del af æren for, at turen blev den succes, den blev. En stor tak til de 2!

Allerede på vej hjem i bussen, blev planlægningen af næste års Tøserunden påbegyndt. Hvor meget Kage skulle vi have med? Og havde der egentlig været nok i år? Enkelte (vi nævner ikke navne!) snakkede om at investere i nye racere.