Rapport fra en tøsetur

Af Helle Stougård

Tøse-Runden – verdens største cykelmotionsløb, kun for kvinder - afholdtes i år for 11. gang med 6.360 deltagende tøser. Det er kun 2. år Baghjulet stiller med et hold. I år deltog 11 tøser. Selv var jeg med som debutant.

Nogle af os, tog af sted fredag eftermiddag, hvor Helle J. bugserede cykeltraileren sikkert frem. Et ansvarsfuldt hverv, som hun klarede fint, bare hun ikke skulle bakke med traileren. Det ”gad” hun nemlig ikke, sagde hun, og det kunne vi godt forstå hun ikke ”gad”. Vi fandt et godt sted i vandrehjemmets gård, at parkeret traileren, fredag nat, selv om Lotte nu helst ville have haft sin cykel med i seng. Fredag aften stod på indkvartering (inddeling i ”snorke-værelse” og ”ikke-snorke-værelse”), afhentning af løbsnumre og hyggeligt samvær over dejlig medbragt mad. Der var mange andre kvindelige cyklister på vandrehjemmet, som vi kom i snak med. Bla. en gruppe fra Bramming Cykel Motion.

Pinse lørdag startede tidligt. Vejret var gråt, temperaturen OK, tunge truende skyer, men tørt. Vores medbragte servicemand, Per Allan checkede vind i vores dæk og var i det hele taget behjælpelig med mange praktiske småting, omkring materiellet. Jeg ”tatoverede”  hans  telefonnummer på min arm, i tilfælde af en punktering. Godt nok har jeg lige været på Cykelreparationskursus hos Jesper og Peter, meeen …det var nu betryggende at vide, at der var kyndig hjælp at hente, hvis noget kiksede.

Dem der ikke havde overnattet på Køge Vandrehjem, stødte til på havnen, som var omdannet til én stor folkefest. Vores hold blev sendt af sted kl. 8.30, med vakse kommentarer over højtaler anlægget: ” …. og her kommer Baghjulet, i deres let genkendelig blå  jakker. Og de har for resten travlt med at arrangere DM i landevej derovre i Middelfart” … (?).  

De første 29 km, frem til 1. depot, gik i roligt tempo. Der var mange cyklister på vejen, og vi havde nok at gøre med at holde sammen på hinanden. Det var rart, at komme ud af mylderet.

Efter 1. Depot i Fakse, delte vi os lidt mere. Lotte lagde sig forrest, og så kom tempoet eller i vejret. Hold-da-fast, hvor gik det stærkt! Jeg mødte ”muren” et eller andet sted mellem de 50 km og depotet i Rødvig, og tænkte med bekymring på de tilbageværende 70 km og overvejede om jeg skulle økonomisere lidt med mine kræfter, og geare ned. Men Ellen Marie, Ellen, Lis, Grethe, Helle J., Lotte og jeg havde vist alle sammen lyst til, at prøve at gi’ den en skalle, så længe vi syntes det var rart. Else, Eva og Birgit lagde sig lidt længere nede. Karen Riis med svigerinde umiddelbart efter dem.

Lotte og jeg blev ”dømt” til at køre forrest. Som Ellen Marie sagde, ”det er ungdommens privilegium” – og se, det var jo noget at leve op til, forstås. Lotte og jeg er nemlig ikke jævnaldrende, hvis nogen skulle være i tvivl. Lis tilføjede med et skævt grin, at vi ikke skulle prøve på at skifte, for der ville ikke være nogen at skifte med, og at de nok skulle pifte hvis det gik for stærkt. De piftede nu aldrig – de sagde bagefter, at det havde de ikke haft luft til! De så nu heller ikke ud til, at have problemer, med at hænge på.

2. depot blev kun til et meget kort stop, for at få noget væske. Indrømmet, ind imellem måtte jeg droppe det der med hygge snakken. Og ind i mellem, måtte jeg lægge mig på hjul ved Lotte, for lige, at få lidt luft. Men det var sjovt og fedt at prøve sig selv af. Vi var enige om i gruppen, at vi aldrig havde overhalet så mange cyklister før. Før omtalte Bramming Cykel Motion, overhalede os hele 2 gange – så vi var lidt stolte af, at vi må have nået at gi’ dem Baghjul, selv om vi ikke helt vidste, hvordan det var gået for sig.

Vi fik ”tanket” godt op på 3. depot. Der var ellers rationering på,  ”1 pr. tøs” og halve bananer – det ”mulede” vi lidt over, og fyldte lommerne alligevel. Per Allan ventede på os, ved alle depoter, transporterede tøj, efterhånden som vi smed det og fyldte vandflasker op. Det er utroligt, hvad en pause og lidt energitilførsel kan gøre. (Jeg skal ha’ spurgt Helle, J. hvad der var i de tabletter, hun bød rundt ved 3. depot!). Vi hamrede derud (jeg kan–jeg vil–jeg kan–jeg vil), men vi nød også Stevns’ dejlige landskaber og hyggelige landeveje med udsigt til både skov og strand. Ruten var flad og blæsten viste sig fra sin samarbejdsvillige side. Og hele tiden, havde vi vores trofaste følgevogn i umiddelbar nærhed. Bedst som vi kom susende rundt i et sving, hang Per Allan i sin ”let genkendelige blå jakke” i en lygtepæl, og fotograferede, og vi fik travlt med at huje, smile og vinke og se afslappede ud. Hvor var det hyggeligt, at han var der! Og i år, var der ingen af os, der kom til at gi’ ham fingeren, ved en fejltagelse, fordi man forvekslede ham, med en fremmed irriterende bilist, når han kom ”dyttende” forbi os! Vi mødte mange mandlige cykelryttere, der var ude på en træningstur. De fik alle en kvik kommentar med på vejen, fra de mange tøser, men ikke alle mænd, har lige meget humor …  :-)

Sidste depot lå kun 10 km før mål. Maver og flasker var godt fyldte, så vi kørte forbi. Nu skulle vi bare hjem ad. Min computer rundede for kun 2. gang i min 2 årige cykelkarriere, et 3-cifret km. tal.

Alle 6 i gruppen kom i mål ca. kl. 13.10, efter 4 timer og 40 minutter, og med et snit på 27 km/t! Var vi go’e – eller var vi go’e? Vi var i hvert fald flere, der havde fået prøvet vores egen grænse af! Bramming Cykel Motion var kun lige kommet ind før os – (at de startede 20 min. senere end os, det glemmer vi lige her …). Eva kom ind umiddelbart efter. Hun var blevet væk fra Else og Birgit ved et depot, og havde taget sidste strækning alene. Else og Birgit kom umiddelbart efter Eva. De undskyldte grinende, at vi havde måttet vente på dem ”så længe”. De kom ind med et snit på 24,5 km/t og havde haft en dejlig tur! Godt gået, girls! Sidste Baghjuler i mål, var Karen med svigerinde. De kunne også rapportere om en dejlig tur, der var gået over al forventning. Alle deltagere fra Baghjulet gennemførte, og kom i mål ved godt mod. Ingen af os, havde haft defekter af nogen som helst art. Jeg fik lejlighed til at ringe hjem, og rapportere tallene: 112, 27, 4.40. Der var ellers sendt mange medlidende tanker af sted til os hjemmefra, for der havde det stået ned i tove, hele dagen.

Løbet var utroligt godt arrangeret og godt afmærket. Ved alle kryds, var der poster, der dirigerede trafikken med stor sikkerhed. Der var en rigtig hyggelig stemning, og mange opmuntrende tilråb, fra lokale tilskuere langs ruten. Eneste klage var, at der ikke var depot i mål, end ikke vand. Men så steg deres omsætning vel lidt. Vi skulle i hvert fald have noget at spise, og det skulle være ”mande-mad”! ikke noget med salat og mineralvand til de damer!

Else og Grethe har kørt Tøse-Runden sammen i 5 år, men i privat regi. Sidste år var Else og Grethe de  bærende kræfter, da de, for første gang nogen sinde , fik samlet et hold piger fra Baghjulet, til Tøse-Runden. Desværre måtte vi undvære Grethe i år – men vi sender hende en kærlig tanke, og vi håber hun vender stærkt tilbage med friskt mod, til næste år, så hun kan få sin medalje. Else fik sin 5-års jubilæums medalje i år, under stor applaus fra alle os andre. Tillykke med den.

Svedige, salte, vind og vejrbidte kunne vi til sidst, lidt mat i benene, trille hjem til vandrehjemmet til et tiltrængt bad. Pakke sammen, sidde og ”summe” lidt og snakke om dagens oplevelser. Så cyklerne på traileren og vest på - mod uvejret. (Jeg glemte at afmontere min bagskærm – gad vidst hvilken bilist, der fik den i frontruden, på vej over broen ...).

Tak for en rigtig dejlig tur og for hyggeligt samvær. Tak til Else og Grethe, som har trukket et stort læs, med at få hele turen arrangeret. En stor tak til Per Allan, for hyggelig assistance turen igennem.

Næste gang afvikles Tøse-Runden lørdag, den 1. juni 2002. På gensyn til næste år!