Udskriv siden

Petit Crique - 100 km i Ardennerne er da også noget!

Af Susan Herlufsen

Anmeldelse af Petite Crique

Petite Crique er en 102 kilometer lang rute, med 1.300 højdemeter fordelt på 8 kategoriserede stigninger. Ruten består af små veje, uden megen trafik og med en fin opmærkning. Langs hele ruten var der stor opbakning fra tilskuerne, med musik og lignende rundt på ruten. Vældigt festligt.

Det gik op og ned hele tiden – og skiftet mellem op og nedkørsler sled på kræfterne. Ardennerne er svære at forberede sig på hjemme i det flade Danmark. På de fleste danske bakker kan man se til toppen. Vi har ikke mange bakker, der bare bliver ved og ved hen over mange kilometer. 3-4 kilometers Båring Bakke – det er ikke hverdagskost for os.

Min tur til Harzen i foråret sammen med Baghjulet kom mig til gode. Især kunne jeg mærke, at jeg var blevet bedre til nedkørslerne.

Ruten havde 1 depot, hvor der var kager, belgiske vafler og energidrik.

Hårdt men overkommeligt

Jeg cyklede ruten sammen med min mand Lars og vi kom i mål efter 4 timer og 39 minutter. Snittet landede på 21,6 km/t.

Det var hårdt – men overkommeligt, også selv om man ikke er bjergrytter. Med en fornuftig gearing og en god træningsindsats kan man sagtes komme rundt på Petit Crique – også som pige.

Hold ud, gear ned og træd fremad i dit eget tempo – så skal det nok lykkes.

Der var (i modsætning til Claude Criquelion) ingen tidtagning med chip på Petit Crique. Tværtimod blev vi bare gennet ind til siden og skulle ikke køre igennem målporten, som de andre. Ovre i målområdet blev rytterne på den lange rute speaket og klappet i mål. Imens blev vi spist af med en sodavand, nede bag tennisbanerne.

Det synes jeg var synd og en underlig nedvurdering af de ryttere, der havde gennemført Petit Crique.

100 kilometer i Ardennerne er da også noget!

Havde ens fransk været lidt bedre, kunne man passende have efterladt en kommentar i ris/ros kassen, angående det.

Petit Crique var en god oplevelse og et fantastisk flot løb, som man ikke finder mage til i Danmark.

Jeg kan varmt anbefale turen – også til pigerne.