|
af Maja Krag Andersen
I december 2005 besluttede Pernille Madsen og jeg, at vi ville prøve kræfter med Vattenfalls Cyclassic 100 km i sommeren 2006. Løbet skulle først køres den 30. juli. Der burde være gode chancer for, at blive godt forberedt. Farfar (Knud Andersen) ville også med - nu var vi 3, der skulle med Baghjulet på tur.
For lidt træning
Det blev forår og der skulle der trænes. Pernille bor i Odense og jeg i Strib - så vi aftaltes at mødes i Vissenbjerg, for at få nogle træningsture sammen. Det blev desværre kun til nogle få ture. Undskyldninger havde vi nok af, så vi endte med at aftale, at træningen måtte foregå hver for sig. For mit eget vedkommende blev det til små ture på Vestfyn samt kørsel til og fra arbejde (35 km).
Da det endelig blev juli, havde jeg højst kørt 750 km. Vi blev enige om, at vi tog til Hamborg for turens skyld og at vi ville vente på hinanden.
Farfar, derimod var kommet i rigtig god form. Vi regnede med, at han ville køre sammen med de hurtige - men nej, farfar ville følges med os.
Ét stort show
Køreturen til Hamburg gik fint. Vi var 4 i bilen, vi handlede ved grænsen og ankom til hotellet til frokost. Vi indkvarterede os på nogle dejlige værelser og tog af sted mod centrum for at hente vores startnumre.
Sikke et show af cykelgrej! Man kunne godt se, at vi var kommet til et løb med næsten 20.000 deltagere. Der var børn og unge som kørte gadeløb og cykelløb for handicappede, så Hamborg stod rigtigt i cyklens tegn denne weekend.
Imponerende!
Vi var en stor flok fra Baghjulet, så vi delte os op i mindre grupper og mødtes igen til pastaparty kl. 17. Ingen kolonarisk oplevelse, men vi blev da mætte.
Lettere nervøsitet aftenen før løbet
Hjemme på hotellet igen fik vi gjort vores cykler klar med numre og chip. Vi lagde vores tøj klar og fik i baren for at mødes med de andre. Pernille og jeg drak te og kaffe, mens andre fik et dejligt glas øl.
Pernille og jeg var meget bekymrede for morgendagens strabadser, så vi gik tidligt i seng. Forinden havde alle forsøgt at berolige os. Det skulle gå, sagde de. Man skulle bare kunne gennemføre de 100 km med et snit på 26 km/t og det kunne vi sagtens klare.
Op på den store klinge
Vi mødtes igen til morgenkaffe kl. 7. Dem som skulle køre 150 km var næsten allerede på vej til start. Vi fik os et dejligt morgenmåltid og drog mod centrum. Nogen på cykel. Pernille og jeg tog bilen et stykke derindad - vi ville jo nok være trætte når vi skulle hjem til hotellet igen.
Vores start skulle gå kl. 9. Vi kom i god tid og faldt i snak med de andre Baghjulere. Kl. 9.15 kom vi i sadlen. Vi trillede over chipmåtten 2 km længere fremme. Og så gik det løs!
Vejret var perfekt. Solskin, varme og næsten ingen vind. Lynhurtigt viste cykelcomputeren 33-34 km/t. Jeg måtte skifte til den store klinge - noget jeg ellers aldrig plejer at gøre.
Tæt - men ikke nær så tæt som Tøserunden
Mange havde advaret os og fortalt, at der var tæt af ryttere alle vegne. Der var tæt, men ikke nær så tæt, som vi har oplevet til det Tøserunden. I Hamborg havde vi hele vejen at køre på. Der var ingen modgående trafik og vi havde grønt lys hele vejen rundt. Vi var overraskede over hvor godt det gik. Der var 1 mio. tilskuere langs ruten - vi blev nærmest klappet frem - og farfar hilste næsten på dem alle sammen.
Da vi nærmede os 50 km depotet, blev vi enige, om at vi ikke havde behov for at køre ind. Vi havde stadig vand i vores dunke og energibarer i lommen. Så vi fortsatte.
En super rute uden bakker
Det var en super rute, også for Pernille. Hun bryder sig nemlig ikke om voldsomme bakker og dem var der ingen af.
Da vi nærmede os Hamborg igen med en tid, som tangerede personlige rekorder. Der var en fantastisk udsigt fra broen. Her fik jeg dog skæld ud, da jeg trak til venstre for at vente på Pernille og farfar. Det skal ikke gentage sig. Undskyld.
Tænk hvis vi havde været i form
Vi nåede i mål. Vi havde kun overhalet én Baghjuler - han havde ondt i maven, og måtte sætte farten ned. Det blev en rigtig succeshistorie. Gennemsnitsfart landede på 32,4 km/t - personlig rekord for os alle tre.
Alle vores bekymringer blev manet til jorden. Hvad kunne det ikke være blevet til, hvis vi havde været i form? Se bare på Lotte, Pia og Helle.
Cykelweekend med succes for hele familien
Da vi atter kørte mod Danmark (vi havde ikke fået armene ned endnu) ringede farmor og fortalte at Asbjørn havde vundet guld og Søren vundet sølv til DM på bane i Odense.
Sikke en weekend!
|