|
Af Søren Kjærås
Træning og træningsture ½ års forberedelse skulle så afprøves: Vi havde alle kørt Grejsdal 200 km, Vattenfall Cyclassic og taget en træningstur primo august på 190 km fra broen incl. Grejsdal 130 km-ruten. Endvidere cyklet tirsdag, torsdag og søndag fra ¼, så der var ingen undskyldninger.
Selv havde jeg 6.000 km i benene siden 1/1 og den rigtige vægt.
Transport frem og tilbage Afg. torsdag aften kl. 21 fra broen sammen med 2 fra Fredericia og Gjern. De kørte sammen og vi 5 kørte sammen med et Thule stativ til 3+1 cykel på krogen og så en cykel i cykelpose i bagagerummet. Vi skiftedes til at køre om natten. Martin kørte vores C5 som han cykler: friskt, men hensynsfuldt. Mærkeligt at en Toyota freak kører som en franskmand i det øjeblik, han sidder i en fransk bil.
Var der kl. 9 fredag morgen hos Haus Hertha (500 m fra startlinjen) til frühstück. Sov 2 timer og prøvekørte så op ad Timmeljoch fra bagsiden, så vi kendte nedkørslen, når vi kom trætte søndag eftermiddag. Aftensmad: Pasta og pizza på Onkel Toms, hvor man selv sammensætter sit pizzafyld ved at afkrydse ingredienserne af på en lille seddel. Eiscafé nød vi til dessert.
Lørdag var der afslapning og fin justering af cykler, pedaler mm. formiddag og så nappede vi 10 km nedad for lige at løsne benene. (Man kan vente med at tage af sted til fredag aften og så nøjes med en lille tur lørdag.) Aftensmad: Pasta party. 10 forskellige slags pasta til 5 € og dertil bodypaint!
Selve løbet Alle de 4 andre havde cyklet turen før op til flere gange, så jeg fulgte rådene: Hurtigt ned ad første bakke lige efter start og efterfølgende finde en god gruppe, der ville og kunne trække ned af 1. bjerg og op over Brenner samt jakke på/af ved hver nedkørsel. Endvidere godt bagud på sadlen på opkørsler og bremse med både for- og bagbremse før svingene på nedkørsler.
Klokken 04.50 ringer vækkeuret og kl. 05.00 har Frau Hertha det store østrigske morgenbord parat. Kl. 5.45, 45 min. til start – vi triller ud og får en plads i køen, Jan L og Dennis lidt senere. MEN kl. 6:15 opdager Martin at han mangler sin tidschip og får den hentet til kl. 6:32. Vores start går først ca. 6:36, det heldige asen.
Martin blev indhentet af mig op ad Kühtai og fik et venligt skub. Dumt gjort. Han tænkte, at han var røget ”langt ned” i feltet og satte turbo på. Jeg så ham ikke siden. Ellers fulgte jeg rådene. Det fungerede fint med jakke på/af. Jeg gjorde som mange andre 1 stop på ½ min., da jeg ikke er god nok til at cykle og skiftejakke på samme tid. I bunden på vej op mod Jaufen kom varmen rigtigt.
Jeg kunne både på vej op ved Jaufen og Timmelsjoch se andre ryttere højt op ad bjerget. Noget træls, men det gjaldt jo om at gennemføre og narre sig selv: så på sidste bjerg cyklede jeg 20 min. og holdt så 2 min. hvil osv., mens man så frem til næste depot. Depoterne er store tag selv borde med alt fra kager til banan stk. og tørrede svesker!!
Vejret var (modsat enkelte andre år) rimeligt med enkelte dryp, især os der ikke var først over Timmeljoch fik lidt regn på nedkørslen. Og koldt til sidst blev det! Aftensmad: Pasta party. 10 forskellige slags pasta gratis. Jeg troede, jeg ville gå omkuld om aftenen, men var stadig høj i lang tid. Mandag morgen kl. 6 havde Frau Hertha atter det store østrigske morgenbord parat og vi kørte hjem efterflg. 3715 gennemførte af 4500 tilmeldte, heraf hurtigste på 7:12:29 med 33,0 km/t
Jan Rasmussen blev bedste dansker af 82.
Martin forbedrede sin tid med 1 time ift. sidst, men var lidt bitter over, at der kom et cpr-nr i vejen…….
Efter løbet kiggede jeg på max. km/t på min cyklecomputer: 86,3 km/t.
Dennis havde sin lavlands gearing på 39-53 og 11-25, hvilket drillede ham. Jeg derimod havde en Compact 34-50 og 12-27, hvilket var perfekt. Måske ville en 13-28 have været endnu bedre.
Facts: Sölden har omkring 2000 faste indbyggere og ligger i 1400 meters højde i Ötztal, øst for Innsbruck tæt på grænsen til Italien. Det er et stort skiområde, hvilket overnatningspris incl. morgenmad viser: Vinter 46€, sommer 27€.
Økonomi: Transport: 500,- kr.
Tilmelding: 75 €
Overnatning: 27 € /nat *3 + 8€ for ekstra morgenmad = 89 €
Ekstra til mad ca. 100 €
I alt max. kr. 2.500
Konklusion:
Et løb, der kun kan anbefales, hvis man vil prøve sine grænser af og opleve noget helt anderledes. Jeg må af sted igen i 2007, hvis muligt.
Læs mere på: www.oetztaler-radmarathon.com
|