|
Af Gunnar Jensen, Baghjulet
Mandag d. 2. maj satte jeg mig på cyklen for at indlede mit livs cykeltur. Jeg ville cykle langt, og jeg ville cykle alene. Det første for at opleve og for at få muligheden for at prøve mig selv af.
Det andet for at komme tættere på mig selv og på de mennesker, jeg ville møde undervejs. Jeg havde budgetteret med at skulle køre 3400 kilometer. Det blev til 3628 kilometer , inden jeg nåede frem. Planen var at cykle 34 dage og holde én hviledag om ugen. Det blev til 36 cykeldage samt to hele og to halve hviledage. Min korteste dagsmarch på 65km kørte jeg den sidste dag i maj, og den længste, som blev på 140km kørte jeg ugen efter.
Jeg havde satset på at overnatte på vandrehjem, Bed & Breakfast og småhoteller, og mens det – for det meste – gik uden problemer på første halvdel af turen, så viste det sig mere problematisk i lande som Serbien, Bulgarien og Tyrkiet. Her var der simpelt hen ikke noget at vælge imellem. Jeg måtte lægge dagsmarcherne efter de større byers placering og så i øvrigt tage til takke med byens eneste hotel, hvis det da ikke var lukket!
De første dage gik med at komme væk – væk fra det, der så alt for gammelkendt ud, få ben og krop ind i den nye dagsrytme og lægge et fugtigt og grågrumset nordeuropæisk forår bag mig.
Jeg nåede Hamborg og Elben på fjerdedagen – den dag, hvor halvdelen af millionbyens befolkning gik den traditionelle Kristi himmelfarts tur på den sti, der fulgte floden. Og det var også den dag, hvor solen for alvor brød igennem.
Så det blev til mange kilometers kørsel i zik-zak og sneglefart, og da jeg endelig havde kæmpet mig frem havneområdet, var det hele lavet om til en gigantisk havnefest, hvor jeg måtte sno mig forbi boder og karuseller mellem fulde voksne og glade børn.
Turen fra Hamborg til Prag var til gengæld cyklemæssigt en dejlig oplevelse. Min rute var lagt, så den mest muligt fulgte floderne – så jeg undgik alt for meget bjergklatring, og på denne første flodstrækning kunne jeg nyde godt af det flade flodlandskab. Samtidig var vejret mildt, for det meste tørt og med en vind, som i det store hele var med mig. Jeg kørte i timevis gennem vidtstrakte engområder, hvor nattergalen afholdt nonstop koncerter overalt, og hvor rovfugle og storke ustandselig passerede gennem synsfeltet.
Der var ikke ret meget at se af det gamle DDR bortset fra enkelte grå, nedslidte landbrugskollektiver, og her var der ikke langt mellem små hyggelige ”Gasthöfer”, hvor øllet var koldt og frokosten god og billig.
Da jeg nærmede mig den tjekkiske grænse dukkede de første småbjerge op. Men da jeg jo holdt mig til Elbens flodbreder, optrådte de blot som smukke kulisser for min færd.
Først, da jeg nærmede mig Prag, kom bjergene generende tæt på, og efter at jeg havde cyklet 20 – 25km med tungen lige i munden ad smalle, ujævne stier, som kun lige holdt sig fri af den stejle skrænt ned til floden, så måtte jeg opad og opad og opad.
I Prag holdt jeg en fridag, gik på sightseeing, var til kirkekoncert – man er vel kulturel – og sluttede dagen af med et stort krus øl på rådhuspladsen, hvor hundredvis af hujende unge var til open-air koncert i anledning af en VM-ishockey-kamp mellem Tjekkiet og Canada.
Men det var det åbne land, der trak i mig, så jeg glædede mig til igen at komme op på cyklen. Mens turen mellem Hamborg og Prag fulgte Elben og derfor i det store hele var uden bakker, så var det ganske anderledes kørsel, der blev budt på mellem Prag og Wien. Her var der ingen flod at følge, så jeg havde planlagt at følge ”The green way” en national cykelrute, som forbinder de to byer. Det lykkedes mig ikke at få fat i mappen: ”The green way”, inden jeg tog hjemmefra, og vel fremme i Tjekkiet skulle det vise sig, at den var udsolgt fra forlaget, så jeg måtte forlade mig på et almindeligt bilkort.
Det førte til en del afvigelser fra den nationale rute, også afvigelser, som var med til at forlænge turen med adskillige kilometer. Men det var et utrolig smukt landskab, jeg kom igennem, afvekslende og – anstrengende!! – Det var som at gennemkøre det jydske søhøjland gange tyve: hver gang jeg havde kæmpet mig op ad eén bakke, blev jeg på toppen præsenteret for en ny af slagsen for enden af den følgende nedkørsel. Men jeg satte mig for at opfatte hver eneste stigning som forspil til endnu en strålende udsigt efterfulgt af en dejlig nedkørsel, og så var det faktisk slet ikke så slemt endda.
Vejene var af absolut svingende kvalitet, hvor god jævn asfalt vekslede med dårlige lapninger og med huller, der må have krævet endda ikke så få automobilfjedre, for i det flimrende lys, der opstod, hvor solen skulle bane sig vej ned gennem træernes løv, var det vanskeligt at se, hvad der var hvad, når man kom susende. Andre steder bestod vejbelægningen over kilometerlange strækninger af grove skærver lagt ned oven i asfalten..
Det har sikkert været både billigt og godt. Men for mig der rejste på cykel og med tung bagage – 17 kilo – betød det stor vejmodstand og langsommere tempo samtidig med, at det mørnede både hænder og bagdel.
Jeg havde i øvrigt forventet at få ømme håndled på turen. Men de gjorde ikke vrøvlet var i stedet hænderne, det gik ud over, og jeg afprøvede efterhånden hver eneste dag de forskellige muligheder for styrgreb for at fordele plagen mest muligt.
Jeg havde som en del af rejseforberedelserne overbevist mig selv om, at jeg ikke skulle fylde mig med unødvendig angst for overfald og røverier.
En dag havde jeg gjort holdt i en stor skov langt fra enhver by for at justere bremserne, og mens jeg stod bøjet over forhjulet og var ved at spænde den sidste møtrik, så jeg to mænd komme gående imod mig. Det gav et stik af usikkerhed: to mørkklædte mænd i afslappet slentring langt ude i en skov!
Jeg fik hurtigt spændt færdigt, fik værktøjet lagt på plads og kom på cyklen, så jeg lige som havde lidt styr over farten, når vi mødtes. Det viste sig at være et par grænsebetjente på morgenpatrulje, så jeg hilste lettet og slukøret ”Godmorgen” og kørte videre.
Med indrejsen i Tjekkiet var varmen for alvor slået igennem. En uges tid nåede temperaturen op på 35 grader, og de dage var det drøjt at få overstået de sidste timers kørsel.
Jeg fandt ret hurtigt ud af at lægge fra kaj allerede klokken syv om morgenen, og de første tre – fire timers kørsel var hver dag en klimamæssig nydelse. Men der var dage, hvor jeg på grund af rutens længde, det bakkede terræn eller de dårlige veje – ofte gik alle forhold op i en højere forening – var længe undervejs, og så var tiden over middag drøj at komme igennem.
Det var så absolut kørslen i det åbne land, jeg holdt mest af. De store byer skulle i det store hele blot overståes, så jeg kunne komme i sadlen for alvor igen. Det var herude, jeg oplevede: Landskabet med sin evige afveksling, dyrelivet, duftene og grøftekanternes frodighed, og så de mennesker, jeg mødte. Det var ikke altid, vi kunne tale samme sprog, men jeg mødte overalt stor interesse for min cykeltur – tænk, at sådan en gammel mand begav sig ud på denne vanvittige lange tur. Det gav megen anledning til både hovedrysten og til anerkendende ord.
Kulinarisk var Tjekkiet – samt senere Østrig og Ungarn – en dejlig oplevelse. Jeg prøvede næsten alt, hvad de forskellige køkkener kunne præstere og kan i flæng nævne: Stegt forel, grillet karpe og selvfølgelig den nationale gullasch samt ikke at forglemme: jägersnitsel, kejsersnitsel, sigøjnersnitsel og bauernsnitsel og alle de andre snitsler. De lignede hinanden til forveksling men alle var store og velsmagende.
I øvrigt var det billigt både at spise og overnatte undervejs. Det var først, da jeg nåede Tyrkiet, at jeg blev mødt med restaurationsregninger, som rykkede i tegnebogens foer.
Efter Wien fik jeg igen flodkontakt. Denne gang var det Donau, jeg skulle følge, og nu kom der virkelig gang i cyklen. Flere steder kunne jeg køre oppe på diget, hvor en fuldstændig jævn, bilfri asfaltvej fristede til højt tempo. Efter Bratislava kørte jeg f.eks. 19 kilometer ad en asfalteret vej på diget. Den var så flad og jævn som et stykke nylagt dansk motorvej. Der var andre end mig, der havde fundet ud af at nyde dette superlækre stykke bilfri asfalt: Så der var livlig trafik begge veje af cykelmotionister og rulleskøjteløbere, der benyttede en tidlig søndag morgen til at forene motion og naturoplevelse.
Da jeg først var i Ungarn, var det ikke blot området langs floden, der var fladt. Fra Budapest og ned til den serbiske grænse kørte jeg gennem den ungarnske pusta, der er så flad og åben, at man kan se milevidt til alle sider. Et held, at jeg havde vinden i ryggen. Her var tidligere tiders beredne kosakker skiftet ud med spredt brigade af fodfolk, som med hakkejernet forsøgte at rense majsmarkerne for ukrudt.
På min tur blev jeg mødt med en utrolig interesse og hjælpsomhed.
Det ville fylde et helt nummer af ”Baghjulet”, så jeg vil nøjes med at berette om en enkelt af dem: Jeg havde planlagt at overnatte i en mindre by,som lå på min rute gennem det sydlige Ungarn. da jeg nåede frem sidst på dagen, var eneste overnatningsmulighed et stort pompøst, femstjernet ”Wellneshotel” . Det var simpelt hen for voldsomt for mig, så jeg cyklede videre, mens jeg spejdede til alle sider efter en pension, et værelse eller en kro. Der var ingen af delene de næste mange kilometer.
På et tidspunkt blev jeg overhalet af en mand på mountain bike. Han råbte et frisk ”Hello” i forbifarten, og det inspirerede mig til at sætte farten op, så jeg kunne indhente ham. Da jeg spurgte ham om overnatning, så han længe meget spekulativ ud. Men så sagde han: ”Follow me”, og så fulgte jeg ham ind i en lille by, hvor han gjorde holdt uden for et security-firma. Et øjeblik efter dukkede hans kollega op i firmabilen, og det viste sig, at de sammen skulle ud for at anholde én eller anden. Men de kendte et sted, fortalte de, tilmed et sted, hvor værten kunne tysk.
De hoppede begge ind i bilen, jeg blev beordret til at følge efter, og så gik det et par kilometer over stok og sten ud ad en grusvej med op til 30km/t. Undervejs stoppede de for at konferere med en betjent, som kom den modsatte vej i sin politibil, og jeg kunne få lejlighed til at få lungerne lidt ned på plads igen, inden vi fortsatte det sidste hæsblæsende stykke, til vi ankom til ”Strandbüffe”, en lokal beværtning, hvor stamgæsterne sad klistret fast til de stole, som de sikkert havde indtaget længe før min ankomst.
Security-mændene afleverede mig sammen med en lang ungarnsk svada til værten, sagde farvel og fortsatte deres afbrudte tur ud til staklen, som sikkert ville få en helt anden behandling end den, jeg havde fået.
Det blev en minderig overnatning. Efter et velfortjent bad i mit natlogi, det lignede udefra et gammelt hønsehus, hyggede jeg mig hele aftenen med værten og hans stamgæster, Han talte som sagt tysk, en kvinde i selskabet talte udmærket engelsk og de øvrige – ham i kedeldragt, ham i joggingbukser og undertrøje foruden én i et sæt godt brugt hverdagstøj - talte ungarnsk, og efter en dejlig krydret gryderet, et stort krus øl og en omgang på min regning, hyggede vi os gevaldigt i hinandens selskab. Så aftenen sluttede med, at kvinden i sin lette brandert overøste mig med et væld af komplimenter, mens værten fra privaten forærede mig en lille flaske likør og byens vartegn som klistermærke som tak for besøget.
Og næste morgen stod ham med joggingbukser og undertrøje klar med frisklavet kaffe og flæsk og spejlæg til mig. Det var en meget stolt halvfjerdsårig pensionist, som var stået op klokken seks for at kunne servere morgenmad for mig, et gedigent måltid, som jeg ikke engang måtte betale. Det var en gave.
Mens turen gennem Tyskland og gennem Østrig var præget af smuk natur og velstand, var de smukke oplevelser i Tjekkiet, Slovakiet og Ungarn blandet med synet af en slidt og fattig landbefolkning.
Det skulle blive værre i Serbien. Her var store dele af landet en trøstesløs oplevelse at cykle igennem.Vejene var så dårlige, at de måtte betragtes som uden for kategori, vejgrøfterne var på lange strækninger fyldt op med stinkende affald, og husene var så forfaldne, at jeg ofte værgede mig ved at tro, at der boede mennesker i dem, lige til der kom lyde derindefra: stemmer, barnegråd eller hundeglam.
De sidste 75km til den bulgarske grænse skulle efter sigende være præget af stigninger, dårlig vejbelægning og stærk lastvognstrafik, så en tid overvejede jeg at tage toget på den strækning. Jeg endte med at vælge vejen, og det skulle blive turens allersmukkeste strækning, hvor jeg passerede gennem et 13km langt bjergpas. Her var jeg omgivet af høje stejle klippesider og dybe slugter. Det viste sig, at alle trusler blev gjort til skamme og det eneste, der bød på lidt problemer var tunnellerne, 13 i alt. De var af og til så lange, at jeg måtte køre i buldermørke og skyndsomt trække mig selv og cyklen op på den smalle betonkant, der løb langs siderne, når et lastvognstog kom larmende forbi.
Mens serberne og til dels bulgarerne var høfligt reserverede, når jeg kørte forbi, så var tyrkerne til gengæld de mest imødekommende og hjælpsomme mennesker, man overhovedet kan forestille sig. Her blev jeg overalt mødt med pift og råb og vinken, og adskillige steder blev jeg budt på te eller kaffe lige meget, hvor beskedent mit ærinde var som f.eks hos tankpasseren, der absolut ville have mig ind til en kop te, efter at jeg havde købt for tre kroner mineralvand af ham.
Jeg nåede Istanbul 39 dage efter, at jeg havde forladt Strib. Jeg havde da cyklet 3226km, rejst gennem 9 lande og været i kontakt med fantastisk mange rare mennesker.
Min mouantain bike havde klaret turen godt, og skaderne kunne gøres op i en enkelt punktering i Flensborg plus to gange bagagebærerdefekt, og så lod jeg for øvrigt en cykelmekaniker i Budapest skifte kæde og tandhjul – jeg havde da cyklet de første ca. 2000km.
Jeg kom igennem turen uden andre mén end en del nattekramper i fødderne samt den uundgåelige ømhed i bagdel og hænder. Til gengæld var jeg fyldt til randen med indtryk og oplevelser fra en tur, som oversteg mine vildeste forventninger.
Om jeg glædede mig til at komme hjem igen?? Jeg nåede Istanbul torsdag eftermiddag, købte flybillet fredag formiddag og var klar lørdag morgen klokken 7 til at vende næsen hjemad til dem, jeg savnede.
|