Postmasterløbet - en barsk oplevelse
Af Helle Stougård
Tillad mig at præsentere mig selv. Jeg hedder Helle Stougård og jeg er cykelmotionist med stort M. Jeg er bidt af en gal cykelslange og tramper årligt mellem 6.000 og 8.000 kilometer på mine 5 cykler. Hvert år deltager jeg i to til seks forskellige motionscykelløb rundt omkring i Danmark.
Jeg er også medlem af en cykelklub - (vist nok) landets største. Den hedder Motionscykelklubben Baghjulet. Vi har et slogan. Det går sådan her:
”Motionscykelklubben Baghjulet – Vi cykler for sjov!”.
Jeg holder så meget af min klub, at jeg gider sidde i bestyrelsen, i dameudvalget, skrive vores medlemsblad, være webmoster på vores hjemmeside og være assisterende tovholder på forskellige ad hoc cykelarrangementer – som f.eks. Landsstævnet for cykelmotionister, som jeg lige har deltaget i.
Denne historie er historien om mit og min klubkammerats Postmasterløb.
Landsstævnet for cykelmotionister fandt sted den 13./14. september 2008 i Nr. Lyndelse og jeg var med.
Efter 93 kilometers holdtidskørsel om lørdagen (på Baghjulets mix hold, som blev nr. chok med en tid på 3 timer og 35 min.) og en 30 kilometers holdtidskørsel lørdag morgen (hvor vi blev sidste damehold med 1 time og 5 minutter), var jeg egentlig træt nok og cykelmættet for den weekend.
Men nu var jeg jo kommet i byen, så hvorfor ikke få hele ”festen” med. Jeg ville egentlig være stolt af mig selv, hvis jeg gennemførte alle de discipliner jeg havde planlagt hjemmefra.
Så jeg stillede også til start til Postmasterløbet søndag middag kl. 13.15.
Det skulle være MIT løb
Efter at have ligget og halset efter et hold på de to holdtidskørsler, lovede jeg dog mig selv, at postmasterløbet skulle være MIT løb og det skulle køres efter MINE ben.
Starten gik i min klasse og jeg lod benene bestemme og bevægede mig fremad med mellem 28 og 30 kilometer i timen. Med den hastighed gik der kun 3 kilometer – så var hele feltet forsvundet foran mig. Jeg var alene.
Men jeg nød det.
Intet pres. Jeg kunne nyde turen (Sydfyn er pragtfuld og ruten - samme rute som vi kørte holdtidskørsel på dagen før - var virkelig turen værd). Bakkerne begyndte at komme. Jeg cyklede langsomt opad og hurtigt nedad. Jeg befandt mig godt, på min ny Vision bike.
Efter 10-15 kilometer kom den sidste startgruppe blæsende udenom mig, som ét gigantisk lufttryk. Hvor kørte de dog stærkt!
Så var det, jeg kom i tanke om Irene
et relativt nyt medlem, som kører sin første sæson i vores klub. Hun var startet i Postmasterløbets sidste aldersgruppe, men hvor var hun nu? Hun var mødt til Landsstævnet søndag middag, alene for at deltage i Postmasterløbet. Da både Kurt og Karlo var passeret forbi mig, vidste jeg, at der nok ikke var andre Baghjulere bag mig.
Jeg kom op ad Golfbakken og fulgtes lidt med Hans Peder fra Toftlund, som jeg sidder i DCU motions bestyrelse sammen med i Sydjylland/Fyn. Da jeg nåede Diernæs, kom jeg til at kigge bagud – og så var det jeg så Irene. Langt, langt borte, som en lille blå prik, på vej ned fra Svanninge Bakker og med slutbilen liggende lige i baghjulet.
Jeg lod Hans Peder køre og stoppede op.
Da Irene nåede op til mig, sagde hun: ”Jeg kan ikke holde den bil ud! Han har kørt i røven på mig lige siden starten!”
Nej, selvfølgelig! Hvem ville kunne det? Han skulle væk og det nu. Så jeg stoppede op, og henvendte mig til den flinke official i slutbilen. Jeg sagde:
”Vi ved godt, at du har et job du skal passe.
Men INGEN mennesker kan holde ud, at cykle 93 kilometer, med en bil liggende lige i røven. JEG kender ruten – for jeg kørte den også i går. Og JEG har telefon med og venner hjemme i målområdet, jeg kan ringe til hvis der sker noget – så vil DU ikke godt dampe af?!?”
Det ville han. Og det gjorde han.
Så var Irene og jeg alene. Pyyhhhh sikke en lettelse. Nu fortsatte vi vores cykeltur ud mod Korinth, i jævnt tempo og efterhånden med vinden imod os.
Indimellem snakkede vi, indimellem kørte vi lidt skift.
Efter 70 kilometer var vi ved at være trætte.
Det var sidst på eftermiddagen, søndag den 14. september 2008 og vi lå alene og langt, langt hjemmefra på vores cykler. Der var kun os selv til at gøre arbejde – ingen at ligge i læ hos. Ingen ”fribilletter”. 93 kilometers ”enkeltstart” for Helle og Irene.
Pludselig så vi en traffikofficial i et kryds. Han fór op, da han så os og hev sin gule refleksvest af. Aha? Så vidste han altså godt, at der stadig lå ryttere uden på ruten? Nu kom vi, og det betød fyraften for ham.
Samme seance ved næste kryds. ”Farvel og tak for i år. Nu kan du gå hjem og holde fyraften”. Vi cyklede videre. Kort tid efter kom de to officials kørende i bil uden om os. De skulle nok hjem til konerne og den varme aftensmad. De rullede vinduet ned og tilbød os lidt pace – sødt af dem, men vi takkede nej.
De sidste 10 kilometer var seje. Vi småfrøs. Det blæste. Irene og jeg var trætte.
Endelig, endelig kom den oppustelige målportal til syne.
Irene og jeg rullede ubemærket over målstregen, som de sidste to deltagere overhovedet ved Landsstævnet for cykelmotionister 2008. Vi havde cyklet i 4 timer – vores gennemsnit sagde 24,5 km/t.
Fyren der gik i rabatten og rullede kabler sammen, gloede undrende på os.
Parkeringspladsen var tom. Landstævnet var væk
– pakket ned. Vores klubkammerater var kørt hjem (undtagen Pia, som var nødt til at vente på mig).
Dødtrætte sagde vi hinanden tak for turen – Irene satte sig ind i sin bil, hvor hun spiste sin madpakke og slappede lidt af, inden køreturen hjem til Middelfart.
Pia fik min cykel læsset bag på sin bil i en fart og jeg dejsede om på passagersædet, siddende på et håndklæde i mit svedige cykeltøj.
Det havde edder-brodere-mig været en hård weekend!! Men vi kom igennem …Og nu var det overstået.
Hverken Irene eller jeg fik vores Postmaster tid registreret …
Der er en forhistorie
til det jeg skriver her. I året op til Landsstævnet er Baghjulet blevet kritiseret – også offentligt – for ikke at deltage. Vi fik skudt i skoene, at det var for dårligt, at ”Danmark Største Motionscykelklub” ikke stillede op. Med den kritik for øje, besluttede bestyrelsen (med mig som initiativtager), at agitere for en samlet klubtur til det, arrangørerne ynder at kalde ”Cykelmotionisternes Olympiade”.
Godt så …
Det kostede knofedt og mange timers arbejde, at få sat hold. Vi vred armen om på medlemmerne, for at få dem til at stille op. 27 klubmedlemmer bed på. Enkelte tilmeldte blev der så alligevel ikke plads til på holdene – 10 tilmeldte går f.eks. ikke op med 4-mands hold. Det er enten 2 for mange eller 2 for lidt.
Min bekymring voksede imidlertid i takt med, at Landsstævnet nærmede sig – dels pga. den manglende opbakning fra klubkammeraterne. Rigtig mange takkede nej, til et arrangement af den karakter, hvor markedsføringen handlede om ”godmodig konkurrence”, ”medaljedyster” og kørsel på tid.
Så jeg kontaktede arrangørerne og spurgte, om der nu var plads til motionister som mig og vores medlemmer i grupperne D og C? I ”Danmark Største Motionscykelklub” plejer vi nemlig ikke, at køre om kap om medaljer, at ”dyste” eller køre på tid om placeringer.
Jeg havde fornemmelsen af, at ikke alle vores medlemmer helt matchede den målgruppe, arrangørerne henvendte sig til.
Men arrangørerne forsikrede mig, at der også var plads til os. Landsstævnet for cykelmotionister, var for alle motionister, sagde de. De ville så gerne have, at vi kom og var med.
Irene og jeg kom.
Vi kom også rundt – men det var en barsk virkelighed, der mødte os ved målstregen i Carl Nielsen Hallen kl. 17.30 den sene søndag eftermiddag i september. Der var måske nok plads til os – vi havde i hvert fald plads nok omkring os på de sydfynske landeveje – vi generede heller ikke nogen, med vores tilstedeværelse (aarhhh – det skulle da lige være de to traffikofficials, der frøs og ville hjem til konerne).
Vi er vitterlig, ganske godt tilfredse med vores egen indsats.
Det blev skrevet i Cykelmotion Danmark (Sommer 2008 side 12), at der er 16.000 medlemmer i de danske motionscykelklubber. Det blev skrevet, at alle burde deltage. Men kun 500 motionister – 3% af medlemmerne - havde lyst til at være med i deres eget Landsstævne.
Baghjulet er (måske?) Danmarks største motionscykelklub. Vi er i hvert fald én af de største – og det er vi (måske?) fordi vi (i et pænt omfang), har plads til bredden af motionister, på mange forskellige niveauer.
Landsstævnet var rigtig godt organiseret. Et flot arrangement, som jeg kun ønsker succes for frem over. Men kald nu en spade for en spade og lad være med at stikke os blår i øjnene, ved at kalde arrangementet for motionisternes landsstævne. Skån os rigtige cykelmotionister for den strabadserende øretæve det kan være, at køre sidste mand M/K i sådan et selskab, hvor alle er gået hjem, hvis du kommer ind med 24 i snit.
Et diplom fik jeg ikke med hjem til samlingen
– Men jeg er stolt over, at jeg har deltaget i Landsstævnet. Lige nu, i skrivende stund, er jeg ærlig talt også temmelig lettet over, at det er overstået.