La Marmotte

Af Leo Jensen

Denne beskrivelse af det legendariske motions-bjergløb la Marmotte har jeg valgt at opbygge lidt anderledes end man normalt gør. Jeg vil ikke kun fortælle om mit løb, men også om forberedelserne og selve ruten, så andre måske kan bruge dette til at planlægge en tur til dette løb (eller noget lignende).

Idéen
Ideen til at deltage i løbet var såmænd min kones. Vi har holdt mange ferier i Frankrig, også i alperne. Anne-Marie havde hørt om løbet fra nogle bekendte, og da hun syntes jeg pralede rigeligt med mine evner på cyklen foreslog hun, at vi da kunne kombinere sommerferien med at jeg deltog i løbet. Jeg mente nu blot at have fortalt fakta om mine bedrifter, men nu var det jo svært at komme uden om at tilmelde mig.

Træningen
Min træning i foråret har bestået af omkring 1000km cykling om måneden fra marts. Grundlaget fra sæson 2001 var rimeligt, jeg kørte i gr. 2 uden ligefrem at dominere, og sidste vinter kørte jeg spinning et par gange om ugen. Jeg har fået kørt et par lange ture for at prøve på min krop hvad mange timer i sadlen betyder, da jeg forventede at bruge godt 10 timer på løbet. Fysisk gav disse ture ikke de store problemer med ben og ende, men jeg fik ondt i overarmene og især havde jeg problemer med at få nok at spise undervejs. Selvfølgelig har jeg også kørt meget på bakker, selvom de danske bakker i forhold til bjerge er alt for korte til at fungere som andet end en god intervaltræning. Jeg kører normalt med en ret høj kadence og vidste, at min kondition var god, mens styrken i benene nok ikke var tilstrækkelig når det for alvor skulle gå opad, så jeg kørte bevidst lidt tungt i min træning i et forsøg på at få ændret på det.

På min cykel var ændringerne en lavere gearing (39-28 som laveste  gear i stedet for 42-23), nye bremsegreb, kabler og klodser (man skal have respekt for nedkørslerne), frisk kassette og kæde ved start af sæsonen samt nye dæk til løbet. Gearingen bagpå kunne jeg ændre ved blot at udskifte et enkelt tandhjul i kassetten, da hverken kæde eller kædehjul var særligt slidte.

Ruten
Ruten starter ved foden af Alpe d’Huez i Bourg d’Oisans (719 m.o.h.), der ligger ca. 60km sydøst for Grenoble (og 1550km fra Middelfart), herfra er der 10km på rimelig flad landevej til Allemont, hvor opstigningen til Col de Croix de Fer (2068m, 37.5km) starter. Stigningen starter efter et opdæmmet vandreservoir hårdt og brutalt med 6km med i gennemsnit 8% stigning til Rivier d’Allemont , herefter kører man igen ned i bunden af dalen fordi den gamle vej er simpelthen forsvundet i et bjergskred. Herefter går det igen hårdt opad, 9km med 9% i gennemsnit op til den gamle vej, hvorefter stigningen falder til omkring 7% frem til Croix de Fer. Herfra er der 29km til tider stejl nedkørsel af dårlige veje til St. Jean de Maurienne (546m, 67km). Så går turen op gennem Maurienne-dalen ad en trafikeret vej uden megen stigning til St. Michel de Maurienne (712m, 81km). Bjerg nr. 2 er Col de Telegraphe (1570m, 92.5km), som byder på fin asfalt og en stigning, der starter hårdt ud med omkring 10%, men på en behagelig måde falder stigningen til omkring 8%, så det føles slet ikke så slemt som Croix de Fer. Efter dette pas går det lidt nedad til Valloire (1400m, 97.5km), og et par km efter byen er det store depot. Så går vejen stille og roligt ud i ødemarken, opad til Plan Lachat (1960m, ca 108km), hvorefter det bliver alvor. Her går det opad, ca 10% de første 2-3km, herefter flader det en smule ud inden den sidste onde stigning op til Col de Galibier (2642m, 114,5km).

Max stigning er 12% fra denne side, og min fornemmelse er at den stigning optræder kort før toppen. Nedad til Col de Lautaret (2057m, 122km), svingene er ikke voldsomt skarpe, så der kan køres ret stærkt. Fra dette pas til Bourg d’Oisans (719m, 161km) går det overvejende nedad med omkring 4%, og da vejen er god kan der igen køres stærkt, hvis man føler for at bruge lidt energi inden opstigningen til målet i Alpe d’Huez (1820m, 174km). 21 nummererede sving, konstant høj stigning, eftermiddagssol og varme bjergsider kombineret med trætte ben er hårde odds, men Tour de France-stemning med tilskuere og bevidstheden om at man næsten er i mål hjælper på det. De 2 første sving er slemme, over 10% og langt mellem svingene, men herefter bliver stigningen 8-10%, og svingene ligger tættere. Godt halvvejs oppe, efter landbyen Huez kommer der et stejlt stykke igen med 11% i snit og op til 13% stigning, så der kommer man op at stå. De sidste par kilometer er til gengæld ikke så slemme. I mål er der nærmest marked, og der er i modsætning til de fleste danske løb gratis mad og drikke. Man kan i øvrigt stoppe ved foden af Alpe d’Huez og få diplom for at have gennemført ’den lille Marmotte’ hvis kræfterne slipper op. Opstigningen til Alpe d’Huez skal påbegyndes før kl. 18, og man skal være i mål senest kl. 20. Starten er i øvrigt kl. 7.15.

Valg af tøj
er et reelt problem, temperaturforskellen fra 546m til 2642m er stor, og samtidig er det meget varmt at køre opad, mens man køles kraftigt af på nedturene. Vi havde omkring 25-27°C i dalene og 5-10°C på toppene. Tøjvalget bliver et kompromis mellem hvor meget kan tåle at fryse på nedkørslerne og hvor meget tøj man vil slæbe på op af bakkerne. Mit valg blev korte bukser, cykeltrøje med korte ærmer samt en vindvest med perforeret ryg og gennemgående lynlås. Ingen undertrøje, det blev for varmt. Man kan også bruge en regnjakke på nedkørslerne, men den blafrer voldsomt, hvis man kan lide at køre stærkt. En anden ting der skal overvejes er hvor hjelmen skal være, hvis man tager den af, når man kører opad. Det er varmt at lade være og med 8-12 km/t er der grænser for hvor farligt det er at køre uden. Mange hænger den på frempinden, men det kunne jeg ikke få til at fungere uden den dinglede rundt mellem knæene på mig når jeg stod op, så jeg valgte at tage den inden for trøjen på ryggen. Det lyder måske tosset, men virker faktisk fint, men man kommer selvfølgelig til at ligne en skildpadde…

Ankomst
Vi ankom til området lørdagen før løbet, og jeg planlagde at gennemkøre ruten i 3 etaper før løbet. Det passede med cykling hver anden dag, så var der også tid til både restitution og at holde ferie sammen med familien.

Søndagsturen gik dermed til Croix de Fer, og der fik jeg hurtigt at føle, at mit laveste gear slet ikke var så lavt igen. Det krævede 3-4 stop før jeg fandt ud af at køre langsomt nok (8-11 km/t) til at holde min puls under syregrænsen det meste af tiden. Min syregrænse er 165, og min (og de fleste andres) definition er den puls, man kan klare at køre med i en time.

Tirsdag
kørte jeg så langt: Start oppe på Croix de Fer og så ellers nede i dalen, op over over Telegraphe og Galibier og  ned igen til Bourg. Det var en fin tur, Galibier var lige så slem som forventet, men især nedkørslerne gjorde indtryk, det er utrolig hårdt at sidde nede i styret så mange kilometer for at bremse. Jeg havde jo samlet al nedkørslen i løbet på denne tur uden at tænke at det ville give problemer. En stor del af vægten forskydes samtidig over på armene pga. hældningen og nedbremsningerne. Gearet føltes bedre denne gang, men jeg var sulten da jeg kom hjem efter ca. 5½ time.

Torsdag
var det så Alpe d’Huez der stod for tur efter en passende opvarmningstur. Vi havde kørt den i bil dagen før, så jeg havde set den før, og den var da hård, men ikke uovervindelig, men jeg havde selvfølgelig også friske ben.

Samlet havde de 3 ture varet 8 timer og 50 minutter inkl. pauser, så jeg var rimeligt optimistisk før løbet og ’budgetterede’ med at bruge 9½ time. Fredagen gik med at gøre cyklen klar samt at drikke masser af vand og spise så meget kulhydrat (pasta, müsli, groft brød) som jeg kunne holde ud, så jeg havde depoterne fyldt til starten af løbet. I løbet af fredagen hørte jeg en vejrudsigt, der forudsagde regn lørdag formiddag, hvilket mildest talt ikke var hvad nogen ønskede til løbsdagen.

Lørdag morgen
vågnede jeg ved 5-tiden til silende regn, så min påklædning blev udvidet med løse ærmer og ben samt regnjakke, og det skulle vise sig at være en god disposition. Afsted i god tid til startområdet, hvor der var rigtig mange mennesker både med og uden cykel. Starten var som forventet rimeligt fredelig, da vi bliver startet i grupper og tidtagningen først starter når man kører ud gennem startportalen. Tidtagningen foretages med chip. Croix de Fer gik bedre end første gang.

Trafikken var så tæt, at fornuftigste var at følge feltet, og med mange på triplekranksæt var hastigheden lav. Der var en del der udgik med defekter som knækket kæde og problemer med kæder der kammede over. Det burde nok ikke ske på et løb, der for de fleste er sæsonens største præstation. Folk stillede op med meget forskellig påklædning, nogle kørte med bare arme og ben, men efterhånden som vi nærmede os toppen af Croix de Fer, hvor det virkelig regnede meget og temperaturen faldt til 3°C var der mange af de let påklædte, der kørte tilbage. Folk opgav simpelthen i store tal efter at have kørt et par kilometer ned efter toppen, hvor de indså, at de ikke kunne klare strabadserne uden ordentligt tøj. Jeg tog min regnjakke på igen lidt før toppen for at blive lidt varmere før nedkørslen, men kors hvor jeg frøs mine fingre med almindelige cykelhandsker.

Vi kørte i skyer, så hastigheden var samtidig ikke mere end 25-30 km/t hele vejen ned. Nede i dalen aftog regnen lidt, samtidig med at temperaturen var højere, så regnen føltes som et lunt brusebad. Herfra gik turen som første gang jeg prøvede den. Undervejs var det min plan at spise 4 små bananer og et par müslibar før Valloire-depotet, og det nåede jeg, men jeg var alligevel sulten på vej op ad Telegraphe, så jeg tog godt fra ved depotet. Der blev bl.a. budt på tørrede fugter, halve Powerbar, energidrik og varm te med sukker samt meget af det vi kender fra danske løb. Der var i øvrigt depoter med vand flere steder samt mad både på Croix de Fer og ved foden af Alpe d’Huez. Med min hastighed passede placeringen af vanddepoterne med at der var under 2 timer mellem dem. Jeg fik et lidt længere stop end forventet, da den bekendt der havde startet det hele dukkede op efter 10 minutters pause. Jeg ventede på ham, og så fulgtes vi et stykke efter depotet. Det tog dog ikke lang tid før vi skiltes, jeg havde ikke så lave gear som han, så vi havde svært ved at køre med samme hastighed. Galibier var hård, men kroppen kørte nærmest automatisk, så jeg kom derop. Der var kun 2°C, men det regnede kun lidt nu.

Jeg tog regnjakken på igen før toppen og kørte over  uden at stoppe. På nedkørslen kom jeg til at køre sammen med en, der også syntes, det er sjovt at give lidt gas ned af bakkerne, så vi kom hurtigt ned i en højde hvor temperaturen var til at holde ud. Efterhånden samlede vi en gruppe, der holdt en god fart ned mod Bourg d’Oisans. Ved foden af Alpe d’Huez var der høj stemning, og jeg var vældig tæt på at styrte, da en belgier stoppede cyklen foran mig for at hilse på familien. Der var ikke megen plads til at cykle på, men det gav lige lidt gejst inden den sidste ’bakke’. Jeg holdt endda min tidsplan fint: Jeg havde brugt 8:15 timer hertil. Vejret var rimeligt, og jeg havde helt klart for meget tøj på, men jeg havde sat mig det mål at tage det af i svinget efter de to første lange, stejle stræk. Det var helt rart med en undskyldning for at stoppe der. Videre op, ingen problemer før omkring 5 km før toppen, hvor jeg begyndte at køre tør for energi. Og her tager 5 km altså det meste af en halv time, så jeg var godt brugt, da jeg nåede i mål i en tid på 9:37, hvilket gav en sølvmedalje (interval: 8:49-10:35 for mænd 30-39år). Vi skulle heldigvis ikke helt op til det bagerste torv i Alpe d’Huez som jeg troede, så det var en positiv overraskelse pludselig at være fremme. Så var det bare med at få stillet cyklen fra sig og så hen og kæmpe for et par portioner pasta, juice og cola. Mærkeligt nok virkede det som om at hjælpere, børn og koner (og nogle få mænd) var meget mere sultne end os andre, men jeg var lidt aggressiv pga. sult og udmattelse, så jeg kom til fadet. Tilbage til cyklen, ned at sidde på jorden og slappe af og spise. Skønt, men bagefter kunne jeg næsten ikke komme op at stå igen.

Min lænd var utroligt øm og træt, mens resten af kroppen egentlig bare føltes almindeligt træt. Det skulle ændre sig dagen efter, hvor mine overarme meldte sig med ømhed og stivhed, der holdt omkring 2 uger, men benene havde det fint, formentlig fordi jeg konsekvent havde holdt mig på en fornuftig puls hele vejen. Turen ned af Alpe d’Huez efter løbet var sjov, vi chikanerede bilerne på det groveste og kørte faktisk ikke særlig pænt, men vi kom sørme hurtigt ned. De sidste 7 km flad landevej gik forbavsende fint, maden og pausen havde bragt lidt energi tilbage, men jeg var da glad for at vi havde valgt at blive et par dage efter løbet, så jeg ikke skulle hoppe ind i bilen og køre hjem søndag morgen som de fleste gjorde.

Der var i år omkring 5500 tilmeldte til løbet. 2169 gennemførte, og jeg blev nr. 1068, kun 2:58 timer efter den første kom i mål.

Mere information og tilmelding kan findes her:

Sportscommunication

Customgetaways