|
Af Inger Alexandersen
En gang sidste år kom opfordringen til Kruså/Skagen. På min arbejdsplads (Middelfart Sparekasse) begyndte Claus Moser at snakke om turen. Både han og Brønserud havde jo prøve det i 2001, så Claus opfordrede mig flere gange til at tilmelde mig. Det kunne jeg sagtens klare mente han. Min store betænkelighed gik jo netop på, om jeg kunne klare det. Jeg var jo ikke meget for ikke at kunne gennemføre, hvis jeg først var startet.
Tiden gik og pludselig var det sidste dag for tilmelding, så nu talte jeg virkelig på knapper – skal/skal ikke. Men da jeg kørte fra arbejde den dag, var det medbringende en kuvert med tilmelding og aftalte penge. Kuverten blev lagt i Ole Riis´s postkasse. Beslutning var taget.
Nu begyndte træningen. Jeg starte med spinning mindst én gang om ugen. Noget der også var vigtigt for mig, var at få fortalt venner og bekendte om mit projekt. Jeg brugte oven i købet vendingen ”at man kan hvad man vil” – så nu var der ingen vej tilbage. Jeg sagde dog til flere, at hvis det stod ned i stænger, så ville jeg nok ikke starte.
Det blev forår, men hvilket forår. Det blæste og var koldt de fleste weekender. Jeg fortsatte med spinning. I motionscentret var der ikke modvind. Jeg mødte af og til Grethe Jensen, som var den anden kvinde der var tilmeldt turen, vi fik lidt snak om det projekt, vi var gået i gang med.
Lige efter påske tog jeg til Lanzerote, både for at holde en uges ferie, men også for at cykeltræne. Der fik jeg min sag for. To garvede cykelryttere – Torben Hjort og Leif Mortensen – stod for træningen på Club Lasanta. Vi cyklede ca. 300 km den uge, der er både bjerge og flade stræk, men vejene er meget rustikke. Jeg kom hjem med nogle erfaringer og mange gode råd.
Jeg var med på næsten alle de planlagte træningsture. Den værste var den 24. maj, hvor vi starte i regnvejr mod Jylland. Første stop var hos Cykel-Kaj, her købte vi nogle regnjakker. Jeg købte en skærm. Vi fortsatte til Kolding, de første to-tre punkteringer havde fundet sted. Efter Kolding blev det tørvejr, turen gik til Ødsted/Uldum/Hedensted og Vejle. Her ville Ole absolut op over Munkebjerg, en bakke jeg aldrig har klaret helt, heller ikke denne gang lykkedes det, jeg måtte af på det sidste stejle stykke, men jeg var ikke den eneste. Da vi var kommet op, begyndte det at regne igen, og nu begyndte punkteringerne, jeg tror vi havde 8 eller 9 punkteringer inden vi var hjemme.
Tiden til den 14. juni gik med lynets hast og pludselig skulle vi af sted. Vi har nogle stykker, der havde aftalt at overnatte på Bov kro, så vi kørte fredag eftermiddag, fik en god middag, gik i seng og sov til 1.30, spiste morgenmad, cyklede til Padborg ca. 3 km. Her mødte vi alle de andre. Cyklerne blev pumpet, der blev snakket. Vejret var ikke til at klage over. Jeg fandt Grethe, vi snakke med Else Lotterup, som gav os det råd, at lægge os så tæt på fronten som muligt. Det skulle vise sig at være et godt råd.
Præcis kl. 2.30 cyklede vi til Kruså. Her gik starten så, nu var vi af sted. Det varede ikke længe inden de første skulle tisse. Mænd der cykler tisser meget! På et tidspunkt hvor vi holdt tissepause, opdagede Grethe og jeg, at der var et toilet lidt fremme, vi cyklede derhen, efter at have givet besked mente vi. Men da vi var færdige, så vi til vores skræk, at feltet var kørt uden os! Så vi fik travlt, men vi nåede op igen.
Turen fortsatte og det begyndte at blive lyst, vi kom til det første depot. Her blev vi mødt af mange friske hjælpere. Palle var klar med kameraet, der var franskbrød og andet godt. Vore tasker stod på række, så vi kunne få, hvad vi havde brug for. Cyklerne blev hængt på et smart stativ, så Kaj og hans hjælpere kunne tjekke og smøre.
Af sted igen, med Ole og Per Christensen i spidsen. Grethe og jeg lige bagefter, km efter km, fra depot til depot, hvor der var dejlig mad og drikke. På et depot var der en rigtig Pølsevogn. Et sted uden for Horsens eller var det Skanderborg, mente fronten, at nu skulle pigerne op at trække. Så over et pænt stykke førte Grethe og jeg så hele troppen frem over fædrelandet. Men heldigvis ville Ole gerne op at trække igen og der blev han. Der var mange stop for at samle op, særlig gennem de store byer, som Vejle, Horsens og Randers, hvor der er mange lysreguleringer, alle 35 kan ikke nå over inden det bliver rødt igen. Der var også nogle gode bakker, som ”trak tænder ud”. Men alle blev samlet op og tidsplanen blev overholdt.
På vej mod Hadsund begyndte mit ene knæ at gøre lidt ondt. ”Pokkers”, tænkte jeg. Men de værste bakke var forceret, trøstede de andre mig med. Da vi nåede Egense og stod og ventende på færgen, havde Steen Pedersen noget creme, som jeg smurte knæet med. Det hjælp lidt. Jeg bed tænderne sammen, nu var jeg nået så langt, så skulle jeg også have det sidste stykke med. Jeg kunne også godt mærke, at jeg havde siddet længe på cyklen. Nu begyndte jeg virkelig at tælle km, og da vi kørte gennem Frederikshavn mod det sidste depot, var jeg nogenlunde overbevist om, at jeg nok skulle klare det. Begge knæ gjorde nu ondt, men det var som om, at det nu ikke var benene, der cyklede, det var psyken og troen på at det skulle lykkes.
Vi nåede det sidste depot. Her var der dejlig varm aspargessuppe, Nu ventede vi bare på, at ekspresgruppen skulle ankomme. Så skulle vi fotograferes og følges de sidste 24 km. Gruppen kom næsten på klokkeslæt.
Nu gik turen gennem stisystemet i klitterne langs østkysten, en meget smuk tur i aftensolen. Skagen kom til syne, vi kørte igennem byen og nåede ud på grenen, og idet vi ankom begyndte en sand fanfare af bilhorn. Alle hjælpere og pårørende stod på parkeringspladsen og modtog os. Turen var slut - men hvilken tur! Vi fik champagne og kransekage og blev hyldet og lykønsket. Jeg var meget glad for at det lykkedes, det var der nok nogle, der havde haft deres tvivl om (ikke blandt deltagerne).
Turen på cykel tilbage til vandrehjemmet kunne jeg godt have undværet. Nu var det ikke sjovt at cykle mere. Knæene gjorde bare ondt, men Ole havde lovet rødvin, så tænderne måtte bides sammen igen. Efter lidt snak, rødvin og lækre sandwich var det skønt at komme under dynen.
Næste morgen kunne jeg godt mærke knæene, men ellers havde jeg det fint, vi spiste morgenmad og derefter gik turen den modsatte vej, men nu i bil. Det varede nogle dage inden min cykelcomputer blev nulstillet, den stor jo på 378 km og 24 i gennemsnit.
Jeg tror på nuværende tidspunkt, at jeg kan finde på at melde mig igen om 2 år.
En stor tak skal lyde til cykelkammerater, hjælpere og arrangører for en godt tur og et flot arrangement.
Inger Alexandersen
|
|