Tavse mænds glade ridt
Af René Dandanell Stange
21 motionscyklister fra Baghjulet gennemførte den 12. juni turen fra Kruså til Skagen med masser af punkteringer, men uden flade folk. Alle nåede målet.
De vidtstrakte marker, suset og lyden af cykler!
Det er ikke Tour de France, men derimod 21 stridende mænd på vej fra syd til nord – Kruså til Skagen. Med udsigt til strålende sol, let vind og med 42 gode ben, sætter de 21 motionsrytter sig i sadlen klokken 4:00 i Kruså med udsigt til grænsekontrollen.
Det er nat eller morgen – for nogen – denne halvdunkle morgenstund, der startede flere timer før med kørsel fra Lillebælt og morgenmad på cafeteriaet i transithallen i Padborg. Morgenbrød, kaffe, juice, corn flakes og havregryn. Depoterne fyldes op. Cyklerne klargøres, der pumpes, checkes lygter og lys, hjelmen spændes fast og stille med fast besluttet på dagens arbejde, trædes cyklen i gang med retning mod grænseovergangen i Kruså.
Dagens første styrt.
Det er en herlig morgen. Lidt kølig uden at være kold, skyet og dog godt sigtbarhed. Og cykelfeltet ruller uimodståeligt mod nord. De små sønderjyske byer langs hovedvejen passeres. Åbenrå åbner op for en tissepause med udsigt over fjorden. Og de første ungersvende, der har vendt bunden i vejret på nattens sidste bajer, dukker op i gaden.
Fri, rødt lys, kig op, se op. Det gjalder gennem Åbenrås gader, mens de gode ben sætter fremdrift i cyklen.
Stilheden brydes. En mobiltelefon ringer…
Ole Riis fanger telefonen i baglommen, men kaos er skabt. Skal vi videre eller vente. Dagens første styrt ved meget lav hastighed er sket.
- Jeg når akkurat, at kaste min cykel væk fra den forankørende. Der stille – og ikke særlig elegant – lander på asfalten.
Men der skete ikke noget.
De flade ringe
Det er som om, at Sønderjylland er fyldt med små sten, der skærer sig ind i dækkene på de 21 cykler. Kaj – fra Vejlevejs Cykelservice – er en travl mand. 19 punkteringer i løbet af de første to timer vidner om, at vi som en flok stensamlere stred os nord på.
Mon der var andre, der punkterede den dag i Sønderjylland ?
Og punkteringerne blev planlagt. Øjensynligt havde Hans Erik planlagt at forcere så få bakker som muligt. Når en stigning blev øjnet forude, så forsvandt luften i baghjulet. Og Kaj blev hjælperytteren, der trak ham op ad bakken, mens vi andre indåndede den friske luft på landevejen, sad Hans Erik gemt i bilen. Fire punkteringer på en time, trods nye dæk – dagens høst var nået.
Men han var ikke alene. På stribe kom punkteringerne.
- Pludselig tabte jeg grebet om vejen. En sniger, en punktering, hvor luften kun langsomt forsvandt. Nyt hjul – og forfølgelsen blev optaget.
Det magiske skilt
Farvel til Sønderjylland blev det med depot i Haderslev, hvor hjælperne havde slået lejr i det grønne. Med campingvogn, kassevogne og andre vogne blev maverne fyldte. Og vi sagde farvel til punkteringsræset.
Kolding og kaos. Ny by, nye lyskryds og et nyt styrt, der satte mærker på benet.
Men Kolding blev passeret, og Vejle nærmede sig. I Højen stod skiltet. Det skilt, der var symbolet på endnu et etapemål. Depot.
Vand og energidrik. Boller, muslibar og chokolade. Depoterne blev fyldt, inden den næste by – nye lyskryds – og glasskår. Vejle var endnu ikke blevet fejet ren for nattens tømte flasker, der var droppet på vejen hjem.
Punkteringer, bakker og udbrud. Vejle blev en enlig affære. Hver mand sin kamp.
Hængende mellem to grupper blev udkørslen af Vejle en ensom affære, men samling blev nået nord for byen.
Himmelske Horsens
Ad cykelstien langs landevejen mellem Vejle og Horsens gled det raskt. Tempoet var højt, og alle sad med. En enlig rytter – en gammel mand – på en "bedstefar-cykel" sad med, et kort øjeblik og han blev sat. Men han revancherede sig. Lige udenfor Horsens kom han igen – men vi holdt pause. I bedste "Riis-stil" gled han på den store klinge med det store tråd opad bakken – til stor moro for de 21, hvis vej stadig var lang.
Og Kaj forsvandt – for der var ikke slanger nok, hvis nordjyderne havde samlet sten, som sønderjyderne. Men Horsens var himmelsk. Strålende sol, gode cykelstier, ingen punkteringer og kun få stop ved lyskryds. Det gled godt. Og det blev bedre.
På vej mod Skanderborg –opad og nedad bakke blev tempoet sat – og hjulene rullede. Et nyt etapemål skulle nås syd for Skanderborg.
Det slemme stræk
Skanderborg bød på en etape, der kunne måle sig med Paris-Roubaix. Brosten, chikaner på hovedgaden og en opgravet cykelsti – erstattet af løst grus. Styrt og stop og det gik op.
De gode ben blev belønnet på strækningen mellem Skanderborg og Hadsten, der på forhånd var udnævnt til bjergetapen. Men det gik. Og i Randers ventede pastasalat krydret med MacDonalds mad. Der blev kørt til, men dagens strabadser satte sine spor. På bakken i Randers mod nord blev benene tunge, og gearene lave. Et synligt bevis på, at turen satte sine spor.
Men det var det værd. For forude ventede kage og cola. Tissepause, vind, udbrud, tempo, stigninger. Det var der, det hele!
En kvart million
Kagen gjorde godt. Tempoet blev sat. En færge skulle nås. Fra Egense til Hals, en sejltur på fire minutter gav pusten igen.
Og der blev snakket, så det kunne høres ovre på den anden side af fjorden. En snakkelyst, der siden blev stilnet af. Og mon ikke, dem vi mødte på vor ej, har tænkt deres.
Tossede cyklister eller ivrige motionsfanatikere. Ja, bedøm selv! - Og mon ikke de i hals ville have forsvoret, hvis én havde fortalt, at her trillede cykler for en mindst en kvart million kr. Tjah….
Men mørheden havde sat sig i det lille felt. Og tempoet i Nord blev reduceret. Men det var ikke et slagen felt, for der var vilje til at nå Skagen med alle mand.
De tavse mænd
Men solen sendte de sidste stråler gled vi stille og roligt mod nord. Et studie i træthed og vilje. Asfalt, træer, cykelstier og glade turister. Det var en speciel oplevelse at vide, at vi snart havde stredet os gennem Jylland fra grænse til top.
I en af de små byer, vi kom igennem, blev opbakningen enorm. En grillfest på en balkon bød på tilråb, men der var ingen Bjarne Riis i feltet. Vi kiggede forgæves efter Riis, som blev tiljublet. Var han sat eller i udbrud ?
Men ungersvenden tav, da en af de 21 havde luft til at råbe: "Så hold da kæft." En bemærkning, der bragte ungersvenden til tavshed.
Og vi gled stille videre. Tavse, trætte og ivrige efter at nå toppen. Det var som om mørkets stille og sagte snigen satte sit præ på stemningen blandt de 21. Tavshed og fåmælte stemmer blev de sidste kilometers lod.
Myggenes paradis
Trætte, tavse og tyngede af de mange kilometer. Bagdelen fortalte om de strabadser, den havde oplevet - kilometerne – en øm historie.
Næstsidste depot blev opmuntring. Skiltet og de røde træningsdragter blev udsigten. - Tre kilometer til depot. Nu må de da snart stå spredt ud over vejen, som tegn på mad og drikke. Fyldte depoter. Og flokken blev større. Jo længere nord på vi kom, jo flere syntes at følge os på vej. Herligt – og tak for opbakningen. Den lunede, trods aftenkuldens sagte snigen. Langs Skagerrak. Den svage brise fra havet gjorde luften kold, og solen sendte de sidste stråler, da vi passerede Frederikshavn.
- I sandhed en trist oplevelse. Og kræfterne ebbede ud, men der var kun en vej. Skagen stod som symbolet på sejr. Det var trætte mænd. Få talte, og kun benene talte.
Frisk mod og sidste depot. Myg og mareridt. Det gjorde ondt, men 25 kilometer, og det var slut!
Den lysende slange
Solen var forsvundet. På rad og række. Hold hjul, følge tempoet og træd.
- Der mangler kun så lidt! Lygterne tændes, og i blandt lyngen anes et rådyr, der har sneget sig ud som en tilskuer til Tour de France. Aftens sidste stræk. En lang lige vej…. træd.. træd.
Og kræfterne kom retur. Eller var det tankerne om de 378,9 kilometer, der forsvandt. - Hvem ved? Vi havde sagt farvel til skiltet – tre kilometer til depotet. De røde træningsdragter fangede os til sidst.
Som en snog – eller en ål – sneg lygterne sig rundt på vejen. Det gled raskt derudad. Og skiltet – ikke depot – men Skagen blev spottet. Op på cykelstien. Ned igen, ud på vejen, rundt i svingene – hold hjul – samling – saml op.
Hold op !
De 21 lygter lyste op, og Kaj sagde tak og vinkede farvel. De sidste kilometer var overladt til os selv og sejren.
Som en måne – var bilerne – og de sidste gæster på stranden – placeret på parkeringspladsen ved Skagens top.
- Vi nåede derop ! Til kransekage og champagne. Men tempoet må have været lavt på de sidste 25 kilometer – for myggene havde overhalet os, og bød os også velkommen til Skagen. Fire minutter for tidligt – og hvem siger vi ikke holder ord – et aftalt tidspunkt er vel et aftalt tidspunkt.
Tak til de 20 andre på cykel, der gjorde turen mindeværdig. Ikke mindre tak til dem, der smilte og fyldte depoterne op, og ikke mindst til tak til Kaj fra Vejlevejs Cykelservice. Uden din hjælp havde vi nok aldrig nået Skagen alle mand med humøret i top!